Myreflittige Steven Soderbergh er ikke for fastholdere.
Når han ikke laver smarte kupfilm som ’Ocean’s Eleven’ for at kunne producere film med eller uden vennen George Clooney, laver han langgabere som ’Che’, lavbudget-film som ’Bubble’ eller en realistisk katastrofefilm som ’Contagion’.
LÆS OGSÅ Stjernefilm gæster festival i København
I en kort pause mellem to film bekendtgjorde han for ikke så længe siden, at han ville holde op med at lave film. Men det glemte han vist lige så hurtigt igen!
White trash- blaxploitation
Soderbergh har tillige en forkærlighed for at lave spændingsfilm med en skæv filmhistorisk vinkel. ’Haywire’ minder på den led mest om Soderberghs ’The Limey’ fra 1999.
En lejemorderfilm, hvor pointen var, at hovedrollen blev spillet af den aldrende Terence Stamp, der som ung var det spændende nye ansigt i 1960’ernes britiske film. ’Haywire’ er som ’The Limey’ en genrefilm, der bevidst sparker lidt skævt.
En mere realistisk klippet actionfilm, som samtidig vil skabe ekkoer af en tidligere tids ikonografiske action.
Den kvindelige kampsportsstjerne Gina Carano skal inkarnere en white trash-version af Pam Griers seje, sorte blaxploitation-heltinde Foxy Brown fra 1974, mens filmkomponisten David Holmes med den massive James Bond-fetich er sat til at lave en cool 007-atmosfære.
Stjerner forstyrrer ikke realismen
Gina Carano er Muay Thai-mester og har optrådt som gladiatoren Crush i tv-showet ’American Gladiators’. Som den hårdtslående Mallory Kane er Carano en bedre skuespiller end et mandligt modstykke som Steven Seagal.
Den labyrintiske handling er fikst bygget op i lag på lag af tilbageblikke og veksler frimodigt mellem lækkerfilm og pioneren Soderberghs sikre brug af håndholdt.
Selv om rollelisten er en blæret affære med Michael Fassbender, Michael Douglas, Antonio Banderas, Ewan McGregor og Matthieu Kassovitz formår de store navne ikke at forstyrre fortællingens grundlæggende realistiske stemning, alt imens filmen hopper fra Barcelona til Dublin og videre til både New og Old Mexico.
Uforløst spænding
Når filmen alligevel ikke swinger med spænding, som Soderbergh gjorde det i ’The Limey’ og ’Out of Sight’, skyldes det ikke kun, at manuskriptet ud over det rent mekaniske virker skitsepræget.
Problemet er snarere, at Soderbergh ved at spille diskret på 007-strengene lægger op til en lige så diskret filmhistorisk ironi, som udebliver. Det giver stilistisk filmen en uforløst spænding.
Langt fra fordums storhed
Så selv om spændingsniveauet i øvrigt er habilt og øretæverne ekvilibristisk realistiske uden at ende i noget rigtigt skræmmende, virker slutfacit underlig uafklaret. Hvornår var det egentlig, Steven Soderbergh sidst lavede en rigtig god film?
I mine øjne er svaret, at man skal helt tilbage til omkring årtusindskiftet, hvor Soderbergh i rap lavede ’The Limey’, ’Ocean’s Eleven’, ’Erin Brockowitz’ og ’Traffic’. Soderberghs vekslen mellem genreudtryk gav simpelthen bedre mening og befandt sig på et højere niveau end nu.
FACEBOOK
fortsæt med at læse
