Selvfølgelig spiller musikken en vigtig rolle i en film af Jim Jarmusch. Spøjs 60'er-afsporet guitarpop med The Greenhornes og Brian Jonestown Massacre, men først og fremmest etiopiske Mulatu Astatkes blødt gyngende og uimodståeligt kropshypnotiske musik med sprøde horn. Det er til denne minimalistiske party-funk, at Jim Jarmusch atter begiver sig på vej. For med 'Broken Flowers' vender 80'ernes cool kult-instruktør tilbage til roadmovien og ikke mindst den episodiske fortællestil, han engang beherskede suverænt stildefinerende i film som 'Stranger than Paradise', 'Down by Law', 'Mystery Train' og 'Night on Earth'. Men er 'Broken Flowers' en tilbagekomst for Jarmusch' typiske tilbagelænede slagfærdighed, er der samtidig noget helt nyt på spil. Aldrig har Jarmusch været tættere på at lave en mainstream-film, men uden at gå på kompromis. Filmen har alt det, man engang kunne elske ved en Jarmusch-film. Plus en ny insisteren på at komme i kontakt med andre end de allerede indviede. En insisteren, der først og fremmest antager skikkelse af Bill Murray. I 'Lost in Translation' satte Murray ny standard for underspillet varme og deadpan-komik. I 'Broken Flowers' tager han stilen endnu et skridt videre. Uanset hvilke tanker der rører sig, uanset hvilke ulykker der ramler ned over hovedet på ham, rører Murray næppe en muskel i sit resignerede ansigt. Livet kan ikke længere overraske denne gråhårede og udbrændte Don Juan i Fred Perry-træningsdragten. Don hedder hverken Juan eller Johnson til efternavn, men dog Johnston, så det er tæt nok på. Don lever i en nærmest vegetativ tilstand. Som afdanket forfører og notorisk ungkarl har hans liv mistet sin før så sikre retning. Seneste kæreste, Sherry (Julie Delpy), er netop skredet fra manden uden fremtid, fortid og egenskaber. Da hun går, kan han lige præcis ikke få sig selv til at udtale et »please stay«. Et lyserødt brev skrevet med rødt farvebånd på en gammel skrivemaskine starter imidlertid en ny historie. I brevet informeres Don af en anonym kvinde om, at hans 18-årige søn måske er på vej for at opsøge ham. Har Don en søn? Hvem var i så fald moderen? Uanset om man vil vide af den eller ej, har man en fortid et sted derude. Modvilligt lader Don sig lokke tilbage til vestkysten. Der kan være tale om fem kvinder. Den ene er død. Fire er tilbage: Laura, Dora, Carmen og Penny. Bevæbnet med lyserøde roser, skepsis og en modvilligt spirende nysgerrighed begiver Don sig ud på en rejse med bakspejlet symbolsk placeret midt i synsfeltet. Det bliver en - for tilskueren - herlig odyssé til de gamle flammer og de spændende skuespillerinders land. Der er måske nok gået en halv evighed, men Sharon Stone er stadig skæppeskøn som racerkører-enken Laura. Sammen med sin bristefærdige teenagedatter Lolita - prægtigt fremstillet af Alexis Dziena - lever Laura som klædeskabsorganisator et liv som white trash med hjertevarme og kølig rosé. Frances Conroy er hippien, der afblomstrede og blev desinficeret ejendomsmægler. Jessica Lange lever nu af at kommunikere med dyrene og sin lesbiske sekretær (Chloë Sevigny). Tilda Swinton er biker-bruden Penny. Og i modsætning til Don, kan man bare sætte sig godt til rette i sædet og nyde rejsen fra blomst til blomst. En virkelig vittig og ironisk vemodig historie om en mand, et land og tiden, der gik. I en film, hvor den lyserøde tråd, som alle andre fint korrelerede detaljer, er sammenstukket og trukket af Jarmusch med afslappet mesterskab. Alt sammen swingende til cd'en med rejsemusik indspillet af Dons etiopiske nabo, Winston (Jeffrey Wright). Den entusiastiske amatørdetektiv med de fem unger, de tre job og den klassiske krimidrøm om en dag at skrive det perfekte plot og føre det ud i livet. Undervejs får Don en mistanke om, at det måske lige netop er, hvad Winston har gjort. Men det er ikke svarene på spørgsmålene, der interesserer Jim Jarmusch. Det gør til gengæld rejsen, musikken og den menneskelige komedie i en lun og slagfærdig aftapning.