’Iron Sky’ er lavet på et – for space action-genren – usædvanligt lavt budget, og en del heraf har hundred- eller tusindvis af internetfans endda splejset til.

Resten er raslet ind fra nordiske, tyske og australske producenter og filmfonde. Med så forskellige interessenter kunne resultatet nemt illustrere det gamle mundheld om, at en kamel er en hest, der er designet af en kommission.

Og ganske rigtigt:

Her mødes Star Wars’ kantede lego-rumskibe med kikset brunstige ’Allo allo’-nazister og let underfrankerede amerikanske ’Høj pistolføring’-agenter samt bombeliderlige ’Dr. Strangelove’-generaler og præsidenter – alt sammen i et særsyn af en rumopera-spoof.

’Black to the Moon – Yes we can!’

Det er ikke alene lige ved at være for meget – det er det.

Fordi det samtidig er for lidt af hvert, til at historien kan hænge sammen. Her et kort rids: Fra en overvintret nazist-koloni på Månens mørke bagside forbereder Hitlers efterfølger (Udo Kier med vanlig lad ynde) nu i 2018 en erobring af Jorden.

LÆS OGSÅ

Samtidig sender en Sarah Palin-lignende USA-præsident (Stephanie Paul) to afroamerikanske astronauter til Månen som led i sin valgkampagne: ’Black to the Moon – Yes we can!’

Så har vi naziballaden

En af astronauterne (spillet af Christopher Kirby) er egentlig fotomodel og bliver fanget af nazisterne.

Hans smartphones computerkraft booster en skør nazistisk videnskabsmands noget teknotunge supervåben baseret på helium, og amerikanerens fysik og enfoldige charme bedårer forskerens blonde datter (Julia Dietze), der ellers var udset til arisk avlsarbejde sammen med den nye führers kronprins (Götz Otto).

Det unge nazistpar og den sorte astronaut tager til Jorden for at forberede invasionen – og så har vi balladen.

Flot space-aktion trods skønhedsfejl
USA-præsidentens enfoldige kynisme, FN’s sikkerhedsrådvildhed, nazisternes autoritetstro driftsundertrykkelse, den velmenende blondines valg mellem det blonde bestie i læderfrakken eller den selvfede nougatprop af en model (i mellemtiden afbleget af videnskabsmanden) ... Alle de satiremotiver står i vejen for hinanden, varieres hver for sig ikke nok og er rimpet sammen med synlige ’huller’ imellem.

Men der er flot space-action, hvor ferm CGI-teknik gør det ud for sparede millioner i production value, og det politisk-satiriske grundsyn – f.eks. på lighederne mellem nazisternes og Tea Party-præsidentens motiver – har perspektiver. Sikke potentialer, i både historien og produktionsformen!