Isen smelter, og temperaturerne stiger.
En nedtælling til klimakatastrofe, som for nogle ligner forjættende nye forretningsmuligheder, når isen snart smelter og giver lettere adgang til undergrundens herligheder.
Mens nogle advarer mod farerne på langt og kort sigt ved olieudvinding i det arktiske, forbereder andre sig på den helt store bonanza – come hell or high water.
LÆS OGSÅ
Det er nødvendigt at gøre noget drastisk nu, men klimaforhandlingerne ligger brak. Politisk overdøver den økonomiske krise den økologiske. Det er nedtælling for døve øren.
Den desperation, mange føler i denne situation, er afsættet for Annette K. Olesens ’Skytten’. En film, hvor en mand ser rødt, da politikerne endnu en gang løber fra de lysegrønne løfter.
Geofysikeren Rasmus sidder alene i Grønland og ser på isen, der smelter. Da han hører, at det eneste grønne, den ’grønne’ regering foretager sig, er at give grønt lys for et stort danskamerikansk olieeventyr i det sårbare Nordøstgrønland, beslutter han sig for at tage sagen og riflen i egen hånd.
Verdens skæbne
Jo, opdateringen af ’Skytten’ fra 1977 er skam både aktuel og i høj grad relevant. Dengang var det atomkraft, der satte sindene i bevægelse. Langt mere end Tom Hedegaards filmatisering af Anders Bodelsen og Franz Ernsts manuskript var i stand til.
Det undrer ikke, at Annette K. Olesen har valgt at tage et alvorligt emne op. Det gør hun som regel og gør det godt efter sit eget hoved.
Mindre oplagt er hendes beslutning om at lave en remake af ’Skytten’. Det var ikke nogen vanvittig spændende historie dengang og det er det stadig ikke selvom Åke Sandgren har skrevet om og opdateret sammen med Lars K. Andersen og Michael W. Horsten.
Kunne man virkelig ikke have fundet en mere interessant thrillervinkel på dette højaktuelle emne end at trække en gammel traver af stald?
Midt mellem politikeren (Nikolaj Lie Kaas) og den vrede attentatmand (Kim Bodnia) står journalisten Mia Moesgaard (Trine Dyrholm), der i en tv-debat kom til at sige de famøse ord, som fik skytten til at træffe sin beslutning om at tage sagen i egne hænder.
Mia er selv i gang med at tage verdens skæbne i sine egne hænder. Hun er på vej til Indien for at adoptere et lille menneske fra den tredje verden, da skuddene pludselig brager løs i København.
Skal Mia forfølge sine egne mål, eller står hun til ansvar for sine udtalelser og den gode historie?
Bliver hun hjemme, mister hun retten til at adoptere. Både dilemmaet og timingen virker alt for konstrueret.
Manglende engagement
Efter nogle mere smalle film sigter Annette K. Olesens ’Skytten’ efter et bredt publikum.
Skal man have folk i biografen, skal der helst kendte ansigter på plakaten, men jeg oplever ’Skytten’ som en film, hvor det giver bagslag. At det simpelthen er svært at abstrahere fra, at det er Trine Dyrholm, der skal prøve at forhindre Kim Bodnia i at skyde Nikolaj Lie Kaas.
Meget skal ske og menes på 94 minutter, og så bliver ’Skytten’ en film, hvor skuespillerne ikke når at komme meget kød på deres figurer.
Den bedste løsning finder Kim Bodnia, der det meste af tiden er tavs og kan lade Rasmus’ desperation tale med øjnene.
LÆS OGSÅ Instruktør vil tage opgør med biografernes monopol
Spændingsniveauet er acceptabelt, men som spillefilm rammer ’Skytten’ thrillerens aktuelle dilemma på kornet.
Man kan sagtens forestille sig historien som en dansk tv-serie, hvor man langsomt lærer Skytten, Journalisten og Ministeren at kende. Stilen og tilgangen er den samme.
Forskellen er, at her lærer man ingen at kende, og bortset fra princippet, er man derfor sådan set ligeglad med, om Skytten får ram på Politikeren. De politiske og moralske dilemmaer gennemsiver aldrig dramaet på en måde, så det bliver tilstrækkeligt anfægtende.
’Skytten’ har noget på hjerte, men med thrilleren har Annette K. Olesen fundet en form for konform til at kunne gøre hendes engagement engagerende.
fortsæt med at læse
