Fiskekvoternes stramhed og stordriftens nødvendighed klemmer også fiskere og skaber skæbnedramaer længere nordpå i Atlanten end Hirtshals. Derom vidner dette morsomme, men dog navnlig dybt alvorlige slægtsdrama fra den islandske instruktør, der debuterede med den skæve komedie '101 Reykjavik'. Her er let manieret moderne selvironi bare lagt på hylden til fordel for næsten antikke tragediekonflikter - guderne dog skiftet ud med den globale økonomi. Gamle Thordur (Gunnar Eyjólfsson) nægter at nedlægge fiskefabrikken - hans livsværk og hele flækkens sidste levebrød - og sammenkalder sine børn: Skønt den ældste, noget kuede søn blev hjemme og har drevet fabrikken, vil fatter overlade fremtidig drift til den yngste og mere forkælede, som blev sendt udenlands til økonomistudier, men bare har digtet sangtekster. Bitrest er dog slægtens kvinder: Den tidligt misbrugte søster (isnende godt spillet af Gudrun S. Gisladóttir!), plus deres yngre kusine og hendes mor, Thordurs anden kone, der overtog husmorpligterne ved sin søsters, den første kones, død. Eller lidt før? »Alle familier har en hemmelighed«, lød slaglinjen til en dansk dogmefilm, som denne livsfarlige islandske familiekomsammen godt kan ligne. Med Thordurs svigerdatter, fordrukken og liderlig af kedsomhed, samt hans mor, hensynsløst hånsk og morsom under alderens skjold, er dét sagaskrappe kvindegalleri komplet, som yngstesønnens sagesløse franske kæreste kastes ind i. Rå humor leverer også bifigurer som den underfrankerede landbetjent, men stolthed og fordom med tilskud af drabelige druktraditioner bliver en brandfarlig og tragisk cocktail for denne slægt, hvis indavl og tragiske format mest måler sig med familien Ødipus. I korte passager kammer karakterer over i typer og tragedien i melodrama, Stillebækken lurer. Men mest udvikler Kormákur dygtigt sine mange skæbner til et storladent netværk af gensidigt livsfordærv i samfundsudviklingens skrue.