Antallet af film om korsang er bemærkelsesværdigt i disse år. Sangkoret er blevet den store metafor for ægte menneskelige værdier. I en individualistisk stræbende tidsalder tilbyder korets fællesskab en harmoni, der er hinsides den enkelte. Det er sundt at synge og endnu sundere at synge sammen. I koret kan man udøve en kunstnerisk disciplin uden at ende i selvoptaget navlepilleri. Koret er den usnobbede kunst for behjertede amatører. Kunsten som social terapi med mere end et strejf af nostalgi. Efter den succesombruste norske dokumentarfilm 'Heftig og begejstret' har man i de danske biografer set Hella Joofs 'Oh Happy Day' og den amerikanske gospelkomedie 'The Fighting Temptations'. Og nu i juni er der premiere på to korfilm, der begge var nomineret til årets udenlandske Oscar. Korsangen vækker genklang. Både den franske 'Les Choristes' (premiere 17.6.) og den svenske, der i sit hjemland hedder 'Så som i Himmelen' er blevet enorme publikumssucceser i de respektive hjemlande. I Sverige så hele 1,5 millioner Kay Pollaks første film i næsten 20 år. I de mellemliggende år har Pollak holdt forelæsninger og skrevet bøger om personlig udvikling. Jeg har ikke læst 'Att växa genom möten' eller 'Att välja glädje', men bider gerne spids på, at en del af pointerne udgør hjørnesten i 'Som i Himlen's skildring af fællesskabets og musikkens glæder. Pollak har skelet kraftigt til 'Englegård' i en film, hvor den store verden kommer til den lille og laver konstruktiv ravage i andedammen. Men også på det terapeutiske plan har filmen alt, hvad der skal til for at udløse en folkelig succes. 'Som i Himlen' har meget tilfælles med Hella Joofs folkekomedie 'Oh Happy Day', men har ulige større ambitioner. Hovedpersonen Daniel Daréus (Mikael Nyqvist) er en verdensberømt dirigent, der efter et sammenbrud vender dødssyg hjem til sin lille fødeby i Norrland. Daniel har altid haft drømmen om at åbne menneskenes hjerter for musikken, men mens han har slidt sit eget hjerte op i koncertsalene, har han mistet musikkens oprindelige glædesbudskab af syne. Modstræbende lader han sig lokke til at overtage koret. Her synger både snerpen, landsbytossen, den frodige ungmø, den driftige handelsmand, præstekonen med de hemmelige drømme og alle de andre typiske karakterer. Den musikalske livsudfoldelses modsætning til den tilknappede og seksuelt hykleriske præst er lige så forudsigelig som persongalleriet, men i begge tilfælde lykkes det Pollak at løfte det firkantede hinsides karikaturen. Det er institutionen og ikke religionen, Pollak er ude efter. »Kirken har skyldbelagt menneskets seksualitet, ikke Gud«, som det hedder i endnu en svensk film, der bærer præg af at være lavet i et land, hvor de historiske modsætninger mellem høj og lav og kirke og socialisme stikker dybere end her. Faktisk skildrer Pollak Daniel som en slags frelser, der med den himmelske musik som sit redskab afslører hykleri, vold, nidkærhed og smålighed. Alt det som har været fejet ind under den provinsielle hygges dobbeltbogholderi. Men begge parter har noget at lære. Amatørerne i koret skal lære noget om musik, vision og disciplin. Den berømte dirigent skal lære, at »kaffe og kage er også vigtigt«. For mens Daniel har haft travlt med kunstens ultimative krav, er mange af livets kvaliteter gået hans næse forbi. Han har hverken lært at cykle, at bade nøgen, at elske eller at spise kanelbullar. Han tager revanche på falderebet. Holder man af en feel good-historie, der er både klog og varm, er 'Som i Himlen' et godt bud på en djærv og underholdende film, der er for realistisk og seriøs til at ville lade sig nøje med rollen som folkekomedie. Så måske snarere folkhemskomedie?