Et kulisseskift fra det elskede New York over Atlanterhavet til England var åbenbart, hvad der skulle til, for at Woody Allen atter kunne stå i spidsen for en rigtig god film. Kritikerne har skældt ud i årevis, mens frustrationerne er vokset i den loyale fanklub over de film, hvis standard er gået fra ligegyldige til decideret elendige med undtagelse af den hæderlige 'Dur og mol' tilbage fra 1999. Med 'Match Point' har 70-årige Woody Allen lavet sin bedste og mest vedkommende film i næsten tyve år med et trekantsdrama og temaer, instruktørens publikum vil kende til fra tidligere værker. Manuskriptet har en snigende spændingskurve, Hitchcock ville fryde sig over, filmen brækker over og slutter som et mørkt drama. Der er enkelte, subtile morsomheder undervejs, ikke mindst i Allens skildring af den hårde kamp for at opnå tidens største statussymbol: at blive gravid. Men ellers ligger humoren denne gang hos Woody Allen i selve handlingen og dens drilske legen med tilværelsens tilfældigheder. Og som i de gode gamle dage er skuespillerne udvalgt med omhu. I London møder vi den unge, irske fattigrøv Chris Wilson (Jonathan Rhys-Meyers), der har opgivet en næsten lovende karriere som spiller for at blive tennisinstruktør i en klub for borgerskabet. Blandt dem er Tom Hewitt (Matthew Goode), hvis søster Chloe (Emily Mortimer) udviser stor interesse for tennistræneren. For ham er bekendtskabet med søskendeparret og deres forældre en billet ind til alt det, han drømmer om. Kulturlivet, de gode middage, drinks, weekender på landstedet og måske endda en god post i et af farmands firmaer. Hvis han altså bare føjer den søde Chloe og gifter sig med hende. Det gør han, og så kommer lykken kørende med privatchauffør til Chris Wilson. Eneste problem er den overdrevent sexede Nola Rice (Scarlett Johansson), en småvampet og lettere fordrukken amerikanske skuespiller, der ikke kan få en rolle i sit nye, engelske hjemland, men til gengæld kunne score alle mænd i London. Nu har hun imidlertid allieret sig med Tom Hewitt. Hun er dog ikke blind for tennistrænerens stilfærdige insisteren på nærkontakt og tillader et enkelt tordenknald under væltende masser af regn i en dyngvåd kornmark. Da Tom finder en anden og mere passende kæreste, er Nola ledig og vejen banet for en farlig affære for den irske tennisknøs. For på sigt må han vælge mellem passionen og sin velfunderede tilværelse som sæddonor og skødehund i overklassefamilien. Et valg, der spidser til, da elskerinden opnår det, hustruen ikke kan, nemlig at blive gravid. Filmen skifter her tone til det mere dystre og forvandler sig til en kulsort krimi af desperation, løgn og mord. Vil forbrydelserne opklares, vil verden ramle for Chris Wilton, eller klarer træneren med det glatte ansigt, der minder til forveksling om popstjernen Robbie Williams, den. Det afhænger alt sammen af tilfældet, mener Woody Allen. Eller det lader han i hvert fald filmen påstå, for som altid hos ham er det ikke helt gennemskueligt, hvor meget han mener denne film, og hvor meget der er en mild form for tagen gas på sit publikum. Uanset hvad kan man sagtens tage denne moderne version af Dr. Jekyll og Mr. Hyde eller 'Postbudet ringer altid to gange', omplantet til det landlige England, på ordet. Ikke mindst fordi skuespillerne er som skræddersyet til rollerne. Rhys-Meyers udleverer sin groft egoistiske tennistræner med fine nuancer, så man til trods for hele hans usympatiske væsen ikke kan andet endholde af og med ham, fordi man trods alt forstår motiverne. Scarlett Johanssons Nola er en åndelig, kvindelig tvilling til figuren. Hun bruger sin charme og velskabte krop til at få, hvad hun vil have, men Woody Allen tvinger hende til at finde en helt anden sårbarhed inde i filmen. Endnu en lovende præstation fra hende, ligesom Emily Mortimer leverer den søde og helt anderledes uskyldige Chloe fremragende. Hvem af dem vinder så, den sympatiske eller den usympatiske? Det er alt sammen et spørgsmål om held. Hvem man er, og ikke mindst hvor man havner med det projekt, vi kender som selve livet. Alt afhænger af, om bolden ryger over nettet eller havner på ens egen halvdel, når man har serven. Hvis man altså ser tilværelsen som et stort tennisspil. Og at gøre det er om ikke andet en interessant film værd.