Det er svært at lave en god komedie. At lave en god bøssekomedie er endnu sværere. Men Hella Joof slipper imponerende godt fra forsøget, der samtidig er hendes første som filminstruktør. 'En kort en lang' følges normalt af remsens fortsættelse 'en trekant en stang', og filmen med manuskript af Hella Joof og Klaus Bondam fortæller da også om et usædvanligt trekantsdrama. Trekantet kærlighedshistorie Det 'normale' i filmmanuskripternes verden ville være, at en fristende bøsse stak en kæp i hjulet på et heteroseksuelt parforhold. Men i 'En kort en lang' er det lige omvendt. Jacob (Mads Mikkelsen) og Jørgen (Troels Lyby) er så glade for hinanden, at de har besluttet sig for at blive gift. Den følsomme arkitekt Jacob og den ironiske Jørgen er et godt par. De matcher. Også til den lækre lejlighed de bor i. Men den selvsamme aften som det glade budskab om ægteskabet annonceres for familien og den homoseksuelle vennekreds, forelsker en fuld Jacob sig til sin egen forbløffelse hovedkulds i den dejlige Caroline (Charlotte Munck). Det er mildest talt en af de forelskelser, som kommer overraskende og uhensigtsmæssigt på tværs af alle planer. Jacob og Jørgen elsker jo hinanden. Caroline er ganske vist gift med den lidt halvkedelige luftkaptajn Tom, men parret har en sød lille søn sammen. Mindre bøvlet bliver det ikke af, at Caroline reelt er Jacobs svigerinde, idet Tom er Jørgens bror. Det er en trekantet kærlighedshistorie med potentiale for både hjertesmerte og forelsket fryd. Det er samtidig en forviklingskomedie med mange oplagte farceelementer. Udfordringen har for Hella Joof været at finde en balance mellem de saftige vittigheder og utroskabsdramaets sårbare kerne. Det har ikke været nemt, men heldigvis spilles der sikkert i hovedrollerne. Veloplagte skuespillere Igen må man glæde sig over det snit, der er kommet over skuespillerpræstationerne i de danske film. Trekanten Mads Mikkelsen, Troels Lyby og Charlotte Munck er et regulært triumvirat. Mads Mikkelsen bakser som Jacob både vegt og beslutsomt med sine genstridige følelser, og det er helt troværdigt, at hans kyssemund med den karakteriske overlæbe efterlader knuste hjerter af begge køn. Næsten endnu bedre er Troels Lyby, der i sin første store filmrolle efter 'Idioterne' og 'Let's Get Lost' er fuldt ud dækkende som Jørgen, der så længe som muligt gemmer sin sårbarhed bag et panser af ironi. Charlotte Munck lyste op i afgangsfilmen 'Woyzecks sidste symfoni', og i sin første store filmrolle markerer hun sig med en robust sensualitet som en oplagt konkurrent til den Sidse Babett Knudsen, hun som type godt kan minde om. Jacob og Jørgen skildres som normale. Rundt om det realistisk tegnede bøssepar finder man til gengæld en parade af mere karrikerede figurer. Henning Jensen er et syn for guder som antikbøssen Palle komplet med sælskindstøj og svungen moustache. Peter Frödin giver den hele armen som den solariebrune superbøsse Frederik. Pernille Højmark og Ellen Hillingsøe er de brovtende lesbiske Ellen og Anne. Nikolaj Steen nyder sin rolle som kussetyv i fulde drag. Lotte Andersen er perfekt i en lillebitte rolle som åndsfraværende hospitalslæge. Klaus Bondam er kostelig som valgmenigheds- og bikerpræsten Johannes Leisner fra Christianshavn, mens Martin Brygman som parforholdsterapeut på trods af et stort skæg ligner sig selv. Skæg nok. Men også lidt for skægt. En kort, en lang og et par skævere Forholdet mellem de voldsomt karikerede biroller og sårbarheden i kærlighedshistorien er filmens konstante usikkerhedsmoment. Der er ikke helt styr på doseringen og timingen af Lex & Klatten-humoren. Man kan redde en situation med en kvik bemærkning, men man kan også ødelægge den. I en fortælling om følelser må situationerne gerne trækkes ud til det sprængfarlige. På dét punkt har Joof stadig lidt for mange af komikerens afværgereflekser. At lave en joke ud af at gentage replikker hører hjemme i en sketch og ikke i en film, hvor man skal kunne tage personerne alvorligt. Men er morsomhederne ikke lige godt integrerede, er der til gengæld nok af dem. 'En kort en lang' er svanger med finter til kønslivet. Gertrude Steins livsledsagerske og vindtørre kammerjomfru Alice B. Toklas har lagt navn til restauranten Alice B. (og 'Alice B. Toklas' Kogebog'), mens Frederik er bartender på Café Brideshead. Der er åbenbart gjort en del ud af musikkens soundtrack, men der kunne faktisk godt have været brugt mere musik undervejs. Så helt på niveau med 'Den eneste ene' og 'Italiensk for begyndere' er Joofs film ikke. Men 'En kort en lang' er årets klart bedste bud på en dansk kærlighedskomedie. Vel at mærke en kærlighedskomedie, som tør fortælle en anderledes historie og gør det på en måde, så publikumssuccesen med lidt held burde være hjemme. En slags 'Min bedste vens bryllup' med et originalt dansk bøssetwist. En kort, en lang og et par skævere - men alt i alt meget at glæde sig over og le ad i Hella Joofs lovende debut som instruktør.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Eksperter advarer politikerne: Stigende pensionsalder skaber en udvikling, mange næppe har tænkt til ende
-
5.000 kroner for en dags fornøjelse: »Det er alle pengene værd«
-
Trumps handelskrig kan ende som en historisk milepæl
-
Frygt for amerikansk »trojansk hest« skaber gennembrud for dansk alternativ – Danmark tøver
-
Tidligere V-rådgiver: Hvis de vælger at indgå i endnu en midterregering, har de ikke forstået problemets omfang
-
Se de vilde billeder: AGF's mestre blev modtaget som helte af et euforisk Aarhus
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Nogle ville måske kalde det fjeldpornografisk
Leder af Jes Stein Pedersen
Debatindlæg af Omar Alkhatib
I mange år insisterede jeg på, at jeg var dansker som alle andre. Men det passer jo ikke
Lyt til artiklenLæst op af Omar Alkhatib
00:00
Klumme af Christian Johannes Idskov




























