Kunne man ikke lade Homers 'Odysseen' udspille sig i Sydstaterne i 1930ernes økonomiske depression og så peppe det hele op med lidt sang og musik? Ethvert nogenlunde fornuftigt menneske ville vågne op, ryste en gang på hovedet af sin egen dårskab og ile videre med realistiske gøremål. Men Coen-brødrene hører ikke hjemme i denne kategori. De går bare i gang med at skabe endnu et umiskendeligt værk med varemærket 'Instrueret af Joel Coen & produceret af Ethan Coen'. Vel vidende at ingen idé er for vanvittig, når bare man opstiller nogle spilleregler og overholder dem. Hvilket Coen-brødrene i 'O Brother, Where Art Thou?' som altid gør med konsekvens. Odysseus fra Ithaka var en durkdreven rad og godt skåret for tungebåndet. Det samme er tilsyneladende Everett Ulysses McGill, der er lænket sammen med Pete og Delmar i et chain-gang . Ved at fortælle Pete og Delmar, at han har et stort udbytte fra et røveri gravet ned i hjembyen, får han lokket de to med på et udbrudsforsøg. De tre mænd stikker af sammen, og så har Ulysses en, om end til tider noget modstræbende, besætning med sig på sin odyssé. Dermed er det også en historie, man i store træk kender: En skæbne der ofte til forveksling ligner svinkeærinder, vil gøre rejsen hjem til den skønne Penelope lang og besværlig. Undervejs lurer mangen en fare. Både den enøjede kyklop og de fatalt lokkende sireners sang. Men 'Odysseen' er ikke en endelig facitliste for 'O Brother ...'. Andre legender blander sig. Den unge sorte bluesmusiker Tommy Johnson genopfører bluesmanden Robert Johnsons drama - det var ham der ifølge legenden i et vejkryds i Deltaet solgte sin sjæl til Djævelen i bytte for sit talent. En rablende Babyface Nelson farer vildt skydende igennem filmens plot. Andre uhyrer er mere genkendelige. Det ubehagelige valg mellem Skylla og Karybdis er blevet det politiske valg mellem den nepotistiske guvernør Pappy O'Daniel og den populistiske udfordrer Homer Stokes, der rejser rundt med en dværg for at demonstrere sin opbakning til Den Lille Mand. Kyklopen er i skikkelse af John Goodman blevet en brutal bibelsælger, Big Dan McTeague, der ikke blot giver Ulysses tørt på, men også drejer ham en knap. Dén var aldrig gået hos Homer. Men i Coen-brødrenes verden er der ikke plads til helte og overmennesker. I George Clooneys skikkelse ligner Ulysses ellers en rigtig filmhelt. Clark Gable uden flyveører. Ironien er, at Everett Ulysses McGill, spillet af tidens førende maskuline sexsymbol, hverken er særlig kløgtig, stærk eller mandig, men til gengæld ud over alle grænser forfængelig. Hans frihedsideal er retten til at bære hårnet og garanteret adgang til hårpomade af mærket 'Dapper Dan'. Men godt skåret for tungebåndet er han. Der er ikke den suppedas denne pomadiserede Ulysses ikke kan få lokket den troskyldige Delmar og den knotne Pete ombord i. Den visuelle fantasi fører til det ene kaloriemættede optrin efter det andet, men replikkerne er næsten det bedste ved 'O Brother ...'. Fintsleben, floromvunden retorik med Clooneys charlatan i den absolutte hovedrolle. Det er i den gennemført kunstfærdige replikkunst, denne sans for den aparte figurs retoriske toneklang, at Coen-brødrene har deres største aktiv. Utallige replikker er i sig selv små eventyr og charmerende svinkeærinder og skuespillerne boltrer sig med mundtøjets musik. Først og fremmest Clooney, men også John Turturro og den helt uimodståelige Tim Blake Nelson som den troskyldige bondeknold Delmar har stemt instrumentet til perfektion. Det er lige før, det er en bonderøvsopera. Figurerne er skåret så dramatisk bastant som i en opera, men som i en opera er det også figurer og stemmer, som toner rent og kraftfuldt igennem i en film, hvor moralen da også er, at musik trods alt er noget af det mindst løgnagtige i en verden styret af fup og hykleri. 'O Brother ...' rangerer højt på bizarrometeret. Som forgængeren 'The Big Lebowski' er det original galimatias skabt inden for en nørdmentalitetens trylle-kreds. Det er imidlertid ligesom 'The Big Lebowski' også igen en film, som holder sig inden for et entydigt komisk Coen-univers. Men brødrenes bedste film 'Fargo' blev netop til, da Joel og Ethan lod deres originalitet befrugte et realistisk univers, således at galskab og genkendelighed kunne mødes på en overrumplende ny måde. Alle sine kvaliteter til trods ligner 'O Brother ...' en legestue og et forlænget frikvarter, der nu har varet længe nok. Hvis ikke Coen-brødrene skal ende som filmkunstens virtuose, men også lovlig harmløse klovne, er det på tide at trække i det mere alvorlige arbejdstøj igen.