Så kom den endelig til Cannes. Om bord på hurtigtog fra det notorisk lumske Paris til det solbeskinnede Cannes. Sommerens blockbuster 'Da Vinci Mysteriet'. Åbningsfilmen i Cannes, hvor den tirsdag aften blev vist for pressen en hel dag tidligere, end det sker for resten af verdens filmanmeldere. Sæsonens store filmbegivenhed med piber og trommer. Bygget på Dan Browns overvældende romansucces 'The Da Vinci Code'. Næsten så populær som den Bibel, den gerne vil revidere. Filmsucces ikke sikker Men filmsuccesen er på ingen måde sikker. Også den nyere filmhistorie er fra 'The Bonfire of the Vanities' til 'Angela's Aske' fuld af eksempler på store bestsellere, der ikke har fundet sit publikum i biograferne. Men i dette tilfælde skulle den vel være skudsikker? Alle skal vel se Tom Hanks afsløre de skumle kræfter i den mandehørmende katolske kirke og se alle tiders største mysterium afsløret og tone frem som Leonardo Da Vincis hemmelige skrift, omsider åbenbaret for os almindelige dødelige på lærredet? Måske. Men det er ingenlunde sikkert. En stor hurdle viser sig paradoksalt nok at være begrebet filmisk kvalitet. Dan Brown er en dygtig plotmager, men ikke nogen ørn til at beskrive i levende billeder. Alligevel er det ikke mindst bogens filmiske kvaliteter, der har gjort Dan Browns 'Da Vinci Mysteriet' til en gigantisk bestseller. Korte scener Det er spændingsfilmens fortælletekniske kunstgreb, Dan Brown har gjort til sine. Teknikken er suspense. Menneskejagt og skattejagt bygget op omkring konstante 'cliffhangere' kombineret med en regulær krydsklipning frem og tilbage mellem korte scener og figurer, der er defineret af deres handlinger snarere end af mere dunkle lag i deres personlighed. På denne måde har Brown pakket de mange historiske informationer og kryptiske konspirationer ind i en stramt rullet action-pakke. En bog, der i enestående grad har vist sig i stand til at kommunikere med de stadig flere mennesker, der til daglig foretrækker levende billeder frem for litteratur. Slavisk scenografi Men omsat til film skal 'Da Vinci Mysteriet' pludselig ikke konkurrere med bøger, men med andre film, og her kommer Ron Howards slaviske stenografi slemt galt af sted. Uanset skyderier, smart filmede biljagter og vovede flashbacks er der stadigvæk en pokkers masse i Dan Browns gryderet af en konspirationsteori, der skal forklares for de uindviede. Fra en omtumlet og actionpræget første del bevæger filmen sig efterhånden ind i en labyrint af kodeknuseri og pædagogiske forklaringer, hvor professor Robert Langdon skiftevis forklarer og lytter, og til det formål skifter frem og tilbage mellem sine to ansigtsudtryk: 'Nu skal jeg forklare dig' og 'Hellige makrel!'. Vekselvirkningen mellem hidsig action og salvelsesfulde aha-oplevelser kildrer nysgerrigheden på det trykte papir, men på lærredet, hvor en pirret eftertanke har det med at tage form af et bombastisk optrin, spænder den konstant ben for sig selv. Gennemført uheldig casting Castingen er næsten gennemført uheldig. Sympatiske Tom Hanks er selvfølgelig, nåja, sympatisk, men virker næsten handlingslammet og benovet. Og på trods af høje tindinger med tilbagestrøget tænkehår helt uden professoral pondus. Paul Bettany som albinoen Silas er mere sart end skræmmende. De røde øjne har man droppet. Måske af frygt for, at han skulle ligne den spændingens hvide kanin, der konstant bliver hevet op af hatten. Til gengæld er Ron Howard meget optaget af at tilbede Audrey Tautous gigantiske sveskeøjne. Ene mand om at hæve niveauet er Ian McKellen som den forkrøblede adelsmand Sir Leigh Teabing. McKellen tilfører filmen en skarphed og et tiltrængt syrligt vid, indtil også han, tvunget af omstændighederne, ender ovre i nærheden af sin rolle i tegneseriefilmatiseringen 'X-Men'. Mange af os elsker af mange grunde en god konspirationsteori. Forestillingen om en dybere sammenhæng og en højere sandhed, der er blevet os forholdt af skumle autoriteter, reflekterer noget fundamentalt i vores sjæls søgen efter frihed og lys. Alle de mange spor og historier omkring Tempelridderne og frimurerne nærer stadig denne længsel, og Dan Browns ny-feministiske udlægning af sagen er brænde på et godt, gammelt bål. Hvor er spændingen? Men hvor finder man spændingen i at skulle genfortælle en konspirationsteori? Hvordan omsætter man romanens køns- og religionshistoriske tankestof uden at ende i en kæde af afsløringer så endeløst forbløffende, at det må blive ufrivilligt morsomt? Manuskriptforfatteren Akiva Goldsman har ikke fundet det gyldne snit. Filmen svinger vildt mellem det omstændeligt detaljerede og det forvirrende rudimentære. Ron Howard har med sit tunge referat og sin manglende evne til at sortere i stoffet ikke været i nærheden af at finde svaret. 'Da Vinci Mysteriet' er ikke blevet mere åndelig i sin mystik end et koncept-album fra et kryptisk heavy metal band. 'Da Vinci Mysteriet' er ikke blevet en god film. Vil det blive en succes? På trods af de massive reklametrommer og goodwill fra de enorme læserskarer er det langtfra en givet sag. De mange, der har læst bogen, vil næppe undgå at kede sig mere end en smule, efterhånden som tiden trækker i langdrag. De, der ikke har læst den, vil nok gå ud af biografen, noget forundrede over, hvad al den ståhej mon handlede om.