To hjerter kunne lyde som ét for hver af de stive klokketimer, denne film om krig og kærlighed spiller, godt og vel, men ret skal være ret: Fotograferingen af sydfranske lavendelmarker og skove, floder og småbyer kunne turistforeningen ikke have bestilt bedre. Og til titelrollen som den skotske kontorpige, der bliver kurer i Vichy-Frankrig under Anden Verdenskrig, er Cate Blanchett et betænksomt valg: Hendes gådefulde skønhed, som man vist siger, er ikke af dette årti; mere beslægtet med Greta Garbos end med Nicole Kidmans. Michael Gambon (fra bl.a tv-serien 'Den syngende detektiv') lover også godt til en rolle som vranten gammel eneboer-vinbonde, såvel som pæne amerikanske Billy Crudup til rollen som hans kommunistiske søn, leder af den lokale resistance-gruppe og modstræbende forelsket i den britiske dame. Det skal forestille at være gengældt, men instruktør Gillian Armstrong ('Oscar og Lucinda' m.fl.) får ikke så meget som én gnist af ægte følelser til at flamme mellem de to, så lidt som i scenerne mellem far og søn. Historien tilbyder ellers et lejrbål af muligheder. Den er, alt for synligt, baseret på en succesroman om pigen, hvis elskede engelske pilot (Rupert Penry Jones med ægte havregrynsudstråling) meldes savnet, hvorpå hun løser spionbilletten til kontinentet og roder sig ud i hele balladen med hemmelige kontakter, natlig jernbanesabotage, bortgemte jødiske børn og bøvet prøjsermilitær - you name it, som de ville sige i den lille franske by. For dér taler alle andre end tyskerne engelsk, selv om det først var en stuur, stuur nummer, at Charlotte blev spion, fordi hun taler flydende fransk. Fandtes der en Oscar for 'bedste birolle i dårligste film', ville Anton Lesser være kandidat som den klamme skolelærer-landsforræder - endelig en kliché der afleveres med energi. Mens man undrer sig over, at historien ikke bare blev en romantisk tv- serie over et par mandag aftener og med C-holdet i rollerne, mindes man både 'De røde enge' og 'Pigen med den blå cykel' i et forklarelsens skær. Selv den hysteriske tv-seriefarce ''Allo 'allo' sender man en vemodig tanke, omend fra filmfolkenes side helt utilsigtet: Det Vichy-Frankrig, Charlotte Gray besøger, er garanteret humorfri zone.