»Baseret på virkelige hændelser«. Da-da-da-dahhhh! Der var engang, da sådan et udsagn i forbindelse med en ny film kunne have en form for vægt. Nu hvor sammenblandingen af virkelighed og fiktion er næsten total – fra reality-tv til iscenesatte dokumentarfilm og mockumentary – er prædikatet nærmest meningsløst. Lokkemaden ’virkelige hændelser’ er grad- og nedbøjet til en banalitet.
Men hensigten med at henvise til virkeligheden er den samme som altid. Det er den – næsten – ægte vare, advarer og lokker man. Betegnelsen skal få os til at gyse lidt ekstra ved tanken om den store, stygge virkelighed derude. Som er værre, end vi forestiller os. Måske endda endnu værre end den, vi kan læse om i Ekstra Bladet. »Baseret på virkelige hændelser« er ikke en oplysning. Det er en pirring. I ’Rich Kids’ brugt som anledning til at søsætte den go’e gamle kioskbasker: »Den chokerende sandhed om Danmarks ungdom!!!«.




























