Dansk stumfilms store verdensstjerne, die Asta Nielsen, var i virkeligheden en simpel kvinde uden det store talent. Hun prostituerede sig selv og brugte sex til at skaffe sig roller, ofrede sin egen datter for sin karriere og skaffede sig af med sin elskede, da det blev for besværligt at være kæreste med en jøde i Nazityskland. Det er de mest alvorlige anklagepunkter, Torben Skjødt Jensen bruger til det, der ligner en punktering af myten om die Asta i filmen 'Afgrunden'. Der er dog tale om et særdeles kærligt karaktermord af instruktøren, som tidligere har begået en dokumentarfilm om stumfilmstjernen. Kærlig, fordi Torben Skjødt Jensen tydeligvis har stor forståelse for Asta Nielsens drivkraft og medfølelse med den alderstegne diva, smukt, begavet og indfølt portrætteret af Vera Gebuhr. Problemet er, at filmen på ingen måde dokumenterer påstandene. De skildres i det tilbageblik på Asta Nielsens liv, vi må formode er hentet fra filmens instruktør Lars Schmidts fantasi. Lars Schmidt, der spilles af Ole Lemmeke, har allernådigst fået lov at optage filmen om divaens liv i hendes mørke, tunge og herskabelige lejlighed på Peter Bangs Vej på Frederiksberg. Men den gamle skuespillerinde vil kun fortælle om sin glorværdige karriere og intet om sit privatliv. Mens han forsøger at trænge gennem de beskyttende mure, forestiller Lars Schmidt sig, hvad der i virkeligheden er sket. Og det er disse forestillinger med Vivian Nielsen som den unge Asta, 'Afgrunden' gengiver. Det lykkes først at komme tæt på Asta Nielsen, da datteren Jesta, hvis plagsomme opvækst og nervøsitet er fint indfanget af Lene Tiemroth, fremtvinger en form for 'tilståelse' hos sin mor. Men da er 'Afgrunden' for længst kørt af sporet i et stadig mere tilstræbt og overdrevet melodrama, som gradvist tager magten af fortællingen og det lille kammerspil. På den måde kommer manererne næsten til at overskygge det studie af stil hos en vaskeægte, dæmonisk diva, som vel er Torben Skjødt Jensens egentlige ærinde. Men også kun næsten. For Vera Gebuhr spiller så meget dobbelttydigt liv ind i sin spinkle gamle dame, at man faktisk bliver opslugt af hendes sitrende intense kamp for at holde på sine hårdt tilkæmpede hemmeligheder. Men det er ikke nok til at åbne den lille film om en af dansk films største legender. Bedre bliver det ikke af den sært påhæftede sidehandling mellem instruktøren Lars Schmidt og hans private muse, Trine Dyrholm i rollen som ung skuespillerinde. Da hun forsøger at sminke sine øjenlåg lige så kulsorte som die Asta, er der bogstaveligt talt smurt mere på, end handlingen kan bære. Derfor ender 'Afgrunden' med at blive en underlig film om en fascinerende person. Ironisk holdt oppe af en spillevende diva ved navn Vera Gebuhr. For resten af pengene bliver vi desværre bekræftet i det udsagn, Asta Nielsen på et tidspunkt hvæser: »Film - det er kunst for mælkedrenge!«.