0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Testamentet swinger

Jamie Foxx er helt og aldeles overbevisende i rollen som Ray Charles. I en film om sex, drugs og masser af alt det gode, der skulle blive til rock'n'roll.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Filmanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Filmanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Den Ray Charles, der i sidste weekend posthumt skovlede grammy-statuetter ind for albummet 'Genius Loves Company', var soulmusikkens hæderkronede ældre statsmand. Men dén historie tager først sin begyndelse, da Taylor Hackfords 'Ray' slutter. 'Ray' er historien om Geniets kunstnerisk formative år.

Fra han i 1955 bryder igennem med 'I've Got a Woman', til han godt ti år senere har vendt op og ned på populærmusikken og brændt sit lys i begge ender med et eskalerende forbrug af heroin.

Det er fortællingen om en fattig, blind nigger fra det raceopdelte Syden, der stædigt pløjer igennem alle de på forhånd tilsyneladende uoverstigelige forhindringer, hans handikap og hudfarve udgjorde.

Ray Charles, der næsten egenhændigt opfandt soulmusikken ved at sammensmelte gospel med r&b og blev en af den tidlige rockmusiks afgørende stilskabere. Som chokerede gudfrygtige sorte ved at gøre den guddommelige gospel sexet og rystede Sydens blegansigter ved at udfordre raceadskillelsen og sågar spille deres elskede countrymusik. Ti års komprimeret musikhistorie.

Krydret med knivskarpt underbyggende tilbageblik på en fattig barndom i det nordlige Florida domineret af en svagelig, men viljestærk mor, og Ray Charles' knugende andel i sin lillebrors tragiske død.

Taylor Hackford er normalt ikke en af Hollywoods mest ophidsende spillefilmsinstruktører. En dygtig håndværker, bevares, men med en nok så interessant affære kørende med det dokumentariske. Hvilket kommer ham til gode i 'Ray'. Filmen er en smittende kærlighedserklæring til musikken og en overbevisende argumentation for Ray Charles' format som ener og pionér.

Men det er også et portræt af en musiker, der er behageligt langt fra glansbilledet og kun i få og tilgivelige glimt strejfer det sentimentale. Især er filmen stærk i sin skildring af drivkræfter og anstødssten i Ray Charles' karriere. Hvor svært det var for ham, som fattig, blind og sort, at give slip på sine imponerende talenter som musikalsk mimiker. At slippe datidens mest populære forbilleder Nat 'King' Cole og Charles Brown. Hans nogenlunde sikre indtægtskilde som levebrødsmusiker med andre ord. Blinde sorte børn i Syden havde ikke mange valgmuligheder.

De kunne enten binde koste eller spille musik. Ray Charles spillede, som gjaldt det livet. Og det gjorde det også.

Angsten for fattigdommen og mørkerædslen piskede ham frem.

Man kan næsten mærke taget lette i studiet, da Atlantic Records' Ahmet Ertegun og Jerry Wexler er med til at skubbe Charles på rette vej med 'Mess Around'.

Herfra begiver Charles sig i 1955 med 'I Got a Woman' ud på en fantastisk rejse ind i musikken. Hvor brændstoffet ikke mindst er en forstærket sanselighed pumpet op af heroin og erotik. 'Ray' er ikke bleg for at underbygge portrættet af den musikalske legende med skildringen af en mand, der bag sin afvæbnende selvironiske humor og barnlige attituder kunne være nådesløs og iskold i sin behandling af venner, der skuffede, og elskerinder, der var blevet mere krævende end villige. Mens Ray Charles red på triumftog land og rige rundt med en kanyle i armen og dampende korpiger på skødet, sad hustruen Della Bea nok så pænt hjemme og passede børnene.

Filmen er overraskende åbenhjertig i sin skildring af stofmisbruget og heroinens betydning for hans kreativitet og kropssprog.

Hvilket alt sammen har udgjort en gedigen udfordring for Jamie Foxx, der yder intet mindre end en fantastisk præstation i hovedrollen. Det er hans indlevelse, der løfter 'Ray' højt over den slaviske biografi. Ray Charles' opskruede mimik, hans hakkende diktion og vuggende og huggende kropssprog.

Det har været et hestearbejde at ramme det på kornet. Men det har været en næsten lige så stor opgave at tilegne sig det på en måde, så det ikke kom til at skygge for oplevelsen af Ray Charles som et levende menneske på lærredet. Her kommer Foxx' færdigheder ved klaveret og hans timing som komiker ham til hjælp. Uden at kunne bruge øjnene til noget fastholder Foxx alligevel på forbløffende måde en ubrydelig øjenkontrakt mellem lærred og tilskuer.

Får Foxx en Oscar som den anden sorte mandlige hovedrolleskuespiller nogensinde, vil den være ikke så lidt mere fortjent end Denzel Washingtons historiske 'Training Day'-Oscar fra i forfjor.

Herhjemme er det historiske spillefilmsportræt nærmest afgået ved døden. Men i Hollywood lever disse biopics i bedste velgående. 'Ray' har ikke samme filmiske format som Scorseses aktuelle Howard Hughes-film 'The Aviator', men den har et sikkert og medrivende greb om portrætgenrens muligheder og kun få af dens unoder. Mest trækker det fra, at filmen i perioder lægger sig for tæt op ad tv-portrættets mere konventionelle virkemidler. Især kvinderne er hamrende gode i denne saftige, kraftige og befriende humoristiske musikfilm.

Ray Charles fremstår som en fascinerende og sammensat hovedperson. En musikalsk kæmpe af format. I en fortælling om de menneskelige omkostninger, der løber op, når en jernvilje født af angst og bitter nød trodser alle odds. 'Ray' er en historie om at komme til tops, der er anderledes end den gængse skabelon. Båret af en beundring, der er ægte og hverken oppustet eller forloren, er 'Ray' blevet en hyldest af bedste kaliber: et spændende portræt med god bund i realiteterne og en kunstnerisk huskekage af dimensioner. Man kommer ikke ud af biografen uden at være blevet bidt eller genbidt af Ray Charles' musik. Musikalsk swinger 'Ray' som død og kritte, og et bedre testamente kunne manden, de kaldte The Genius, ikke have ønsket sig.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.