Os og dem. De indfødte og de fremmede. Dig og mig. Den eneste virkelige integration vil først finde sted, når de unge løsriver sig fra de gamle modsætninger og traditioner og danner par på tværs af kulturkløften. Og tør stå ved det derhjemme! Det er muligvis sådan, det er.
Det er under alle omstændigheder oplagt at lave film om denne svære isbryderkærlighed. Der er en gammel tradition for netop den slags kærlighedshistorier med Romeo og Julie i forskellige etniske gevandter. Ken Loach har gjort det med ’Ae Fond Kiss’ og herhjemme fulgte Annette K. Olesens ’1:1’ samme spor. Det er et både taknemligt og svært emne, fordi de romantiske klichéer, de forudsigelige konflikter og den forståelige ønsketænkning næsten uundgåeligt hopper i kanen sammen. Når Daniel Espinosas danske spillefilmsdebut skiller sig ud fra det forudsigelige, er det i kraft af en afgørende forskydning i udgangspunktet.




























