Fiaskofabrikker er den betegnelse, store dele af det amerikanske skolesystem får hæftet på sig.
Selv om udgifterne til skolesystemet over årtier er blevet fordoblet, er elevernes resultater i frit fald. I et skolesystem som producerer ulighed på samlebånd med et chokerende antal børn, der forlader skolen som funktionelle analfabeter.
Hvor galt det står til, så man i Davis Guggenheims dokumentarfilm ’Waiting for Superman’ fra 2010, der må have været inspirationskilde til ’Won’t Back Down’.
LÆS ANMELDELSE Dokumentar afslører USA's fiaskofabrikker
Bag skolekrisen ligger social elendighed, ødelagte bykerner, narko og økonomisk krise.
Fysisk og mentalt understimulerede elever og udbrændte lærere udgør en elendighedsspiral, men ’Waiting for Superman’ kunne fortælle, at skolekrisen blev forstærket af to strukturelle faktorer.
Den onde cirkel for fuld skrue
Samarbejdet mellem Washington og de enkelte delstater resulterer i en kaotisk jungle af dobbeltbelagt bureaukrati.
Samtidig er lærernes stærke fagforening så opsat på at beskytte lærernes arbejdstid og sikkerhed i ansættelsen, at alle forsøg på reformer kuldsejler.
De dårlige lærere kan ikke fyres, men bliver placeret på de dårligste skoler med de mest understimulerede elever i de mest nedslidte kvarterer, og så får den onde cirkel fuld skrue.
I protest har frustrerede lærere og forældre taget initiativ til de såkaldte KIPP-skoler, hvor man prøver at starte på en frisk.
Løvemor mod systemet
’Won’t Back Down’ handler om kampen for at etablere sådan en skole. Den ligner en dramatisering af ’Waiting For Superman’. Men nu med helte og skurke.
Heltinderne er løvemoderen Jamie og læreren Nona spillet af Maggie Gyllenhaal og Viola Davis (’Niceville’).
Begge har et barn i klemme. Jamies datter Malia er ordblind. Nonas søn er langsom i optrækket og hendes eget engagement i lærergerningen er nedslidt.
Selv om hun skal dobbeltjobbe som sekretær og servitrice, får den ukuelige Jamie fyret op under skoledrømmen til akkompagnement af Tom Pettys gamle hit ’I Won’t Back Down’.
Viola Davis er virkelig god som udbrændt lærer med indre glød, mens Maggie Gyllenhaal spiller Jamie på grænsen til det enerverende.
Skurkagtig fagforening
’Won’t Back Down’ er den forenklede version af en kompleks virkelighed. Skurken er bureaukraterne i fagforeningen TAP, mens helten er Individet, der nægter at bøje nakken for Systemet.
Daniel Barnz prøver at nuancere fagforeningens rolle, men behovet for en god systemskurk overdøver pligten til at nuancere. USA’s grotesk voksende ulighed og lammende mangel på social mobilitet er de nok så relevante dele af problematikken, filmen lader ligge.
Det er forenklet, men spørgsmålet er, om det kan gøres meget anderledes, hvis man vil nå ud til en bredere offentlighed.
Ingen tid til reformer
Filmens spændingsmotor skal nok vække genklang hos de fleste forældre.
Hvis du selv har et barn i en skole, og det går ad helvede til, så har du ikke tid til at vente på et nyt økonomisk klima eller reformer, der måske først kommer om ti år.
Men når der skal ske noget, og det skal ske NU, har Hollywood unægtelig bedre kort på hånden end politikerne.
fortsæt med at læse
