Ånden er redebon, men kødet er skrøbeligt, lyder en af formuleringerne af vores kulturs tvivlsomme dualisme mellem krop og sjæl, adskillelsen mellem menneskers fysiske behov og bevidsthedens åbninger mod det uforklarlige.

Denne krævende, men også bemærkelsesværdige græske film illustrerer det både med en enkel fortælling om to mennesker og med letfattelig landskabssymbolik:

Munken Theodoros’ kloster ligger på en græsk bjergtop og Uranias nonnekloster på en nabobjergtop så utilgængelig, at hun og klostersøstrene må hejses op og ned derfra i en kurv – svævende mellem himmel og jord, som ordet meteora betyder.

Guds vilje
Der befinder de to unge sig også, for nede på sletten har de fået øje på hinanden, og efter en fælles frokost i det grønne pendulerer deres tanker nu mellem den kyske gudsdyrkelse og deres helt jordiske længsel efter hinanden.

Med spejle signalerer de fra hver sin klostercelle til hinanden mellem bjergtoppene i det storslåede landskab, hvis skønhed Stathoulopolos selv har indfanget som cheffotograf.

Mens deres længsler og fantasier anskueliggøres i animationssekvenser af lige så stor skønhed og imponerende stilrenhed: den ortodokse kirkes stiliserende og ’todimensionale’ ikonografi omplantet til tegnefilm.

Et genialt greb, fordi de netop ser deres eget liv gennem denne religiøse optik, hvor den eneste utilgivelige synd er aporia, i de engelske undertekster oversat til despair, her i betydningen ’rådvildhed’: en gudstjeners tvivl om kaldet, altså om Guds vilje med vedkommende.

Tålmodighedskrævende
Snarere end en afvekslende fortælling udstrakt i tid er filmen et digt eller et langstrakt øjebliksbillede af de unges dilemma, og det kræver ærlig talt tålmod og opladt sind af en actionnarkotiseret vestlig biografgænger.

Som måske også har svært ved at leve sig ind i en konflikt, der minder mere om Abélard og Héloïses middelalder end om filmens næsten-nutid.

Men også en gængs forestilling om ’forbudt kærlighed’ kan føre tilskueren på vildspor, for her er en iøjnefaldende mangel på dømmende instanser – ingen strenge abbeder eller -disser, intet ydre pres på de unge.

Konflikten er deres egen indre kamp for at finde vej i verden, og som sådan fokuserer filmen mere på den enkeltes stræben efter en livsfylde eller oplysthed, som den kendes fra f.eks. buddhismen, end på et (gammel)testamentligt kompleks af forbud, synd og straf.

I realfilm – live action lyder alt for dynamisk til det meditative tempo her – ser vi snart Theodoros (Theo Alexander) hygge sig med bonden på sletten, snart hjælpe en eremit i en bjerghule; også Urania (Tamila Koulieva) passer sine bønner og messer, men må give efter for kroppens krav.

Med fjerne totalbilleder af klostrene på bjergtoppen som ’mellemlæg’ væves en art billedtæppe, hvor den vertikale stræben op mod åndens verden brydes af horisontale længsler og nærhed mellem mennesker.

Mentale konflikter i voldsomme syner

Filmens store aktiv er den fuldt integrerede brug af animationssekvenserne:

Her kulminerer de mentale konflikter i voldsomme syner: søgen gennem (troens) labyrint, og renselse (tror jeg nok) i en stormflod af Frelserens blod:

De unge finder atter deres kurs ud af rådvildheden og opfylder dermed Guds vilje med dem.