Det absolutte højdepunkt i det dokumentariske portræt af performancekunstneren Marina Abramovic er de minutter, hvor der sker mindst.
Ingen tale, ingen bevægelser eller andre forstyrrelser griber ind i de møder, den serbiske kunstners øjne har med andres blikke og i andet led også med dokumentarfilmens publikum.
LÆS OGSÅ
Det er der, man også uden at forhåndsane noget som helst om hverken performancekunst generelt eller genrens gennem årtier modige og nu 66-årige pioner Abramovic ved, at man er vidne til noget ganske særligt.
Bogstaveligt talt i centrum
I filmen foregår dens længere afsluttende klimaks på Museum Of Modern Art i New York, hvor Marina Abramovic i 2010 i tre måneder var centrum for en stor retrospektiv udstilling.
Og eftersom der er tale om en performancekunstner med årelang tradition for at bruge sig selv og sin krop i sit virke, er det ikke spor for meget at sige, at Marina Abramovic vitterlig var centrum i den udstilling.
At hun er både lærredet og værket og altid har arbejdet som sådan, fremgår af filmens arkivbilleder og af andres udtalelser fra en karriere, hvor et årelangt og ekstremt intenst parløb med kunstneren og kæresten Ulay er et betydningsfuldt stræk i udviklingen.
LÆS OGSÅ
At Marina Abramovic selv er redskabet i kommunikationen med publikum, vises også, når man på MoMA ser kunstnerkolleger genopføre nogle tidligere værker, hvor de to menneskekøns nøgenhed og dialog med hinanden og omverden stadig virker grænseoverskridende nærværende og kommunikerende.
Men tydeligst er det, når man er vidne til Abramovics værk ’The Artist Is Present’, der i løbet af de tre måneder blev besøgt af mere end 850.000 museumsgæster. Som udstillingen skred frem, voksede køerne efter at se værket, kunstneren, sidde på en stol fra morgen til aften i MoMA’s åbningstid.
Den tomme stol overfor
Over for hende stod en anden stol. En efter en trådte museumsgæsterne hen til den tomme stol, satte sig og så den næsten ubevægelige, tavse Marina Abramovic i øjnene i øjeblikke. De momenter fanger og gengiver Matthew Akers’ film, så man som beskuer af den næsten selv kommer til at være til stede på udstillingen.
Selv siger hun på tidspunkt i filmen, at da publikum sad over for hende på MoMA, drejede udstillingen sig ikke længere om hende, men om den besøgende. »Jeg er et spejlbillede af deres eget indre«, siger hun om de gæster, der med tydelig risiko for at komme til at smile skævt, vende sig bort eller fælde en tåre turde sætte sig på stolen og se hende i øjnene.
LÆS OGSÅ
Men Marina Abramovic virker ikke blot som et spejl.
I hendes møder med andre og i filmens visualisering af kunstneren og mennesket Abramovic opstår et ubetvingeligt værk, man formentlig enten tager til sig eller tager afstand fra. Uberørt må det være vanskeligt at forblive.
fortsæt med at læse
