Vi navigerer efter bedste evne i øjeblikkets kaos. Først bagefter former vi det oplevede som en fortælling. Historierne om os selv. Erindringer, som ofte afviger stærkt fra andres om samme begivenhed.
Vi oplever tingene fra forskellige vinkler og igennem forskellige temperamenter. Vi husker ikke en begivenhed. Vi husker vores oplevelse af den, og på en måde bliver det først en begivenhed, når vi fortæller om den.
Fortællingen muterer
Der er fast filosofisk grund under fødderne på Sarah Polleys ’Stories We Tell’. En selvbiografisk familiehistorie, som i udgangspunktet er privat, men som i udfoldelsen bliver alt andet. Dybden og perspektivet på dokumentarfilmen brugt som navlebeskuende dagbog er kommet med de senere års fokus på autofiktionen hos f.eks. Knausgaard.
I ’Stories We Tell’ bruger Sarah Polley løs af hovedstolen. Filmen er et portræt af en familie med en hemmelighed eller to. Familiemedlemmerne er i vidneskranken. Men det er en sandhedskommission med et begrænset mandat.
Vi kommer tættere på sandheden, efterhånden som skællene falder fra øjnene, og andre sandheder følger med ud i lyset, men i virkeligheden sker der dybest set nok bare det, at fortællingen muterer.
LÆS OGSÅ Rolig dokumentar fanger det ultimative selvportræt
Sarah Polley er en internationalt anerkendt canadisk skuespiller, filminstruktør og manuskriptforfatter. Hendes mor døde, da hun var 13 år. Sarah var efternøler.
Hvem var moderen egentlig? Skuespiller, husmor og et forrygende livstykke. Men hvad ellers? Hun sætter sin far til at være historiens fortæller. Michael Polley er oplæseren. Men hvorfor har han overhovedet sat sig ned og nedskrevet den intime historie om Michael og Diane, om hvordan de mødtes, og hvordan det siden gik?
Sarah spørger. Faderen svarer. Rundt om faderen udgør Sarahs ældre søskende den inderste kreds af vidner. I næste kreds er moderens venner og kolleger. Sarah Polley spørger til sin mor og spørger til sig selv. Hvorfor er jeg den, jeg er? Nogle gange er svarene nogle helt andre, end vi havde forventet.
En subjektiv sandhed
Noget af det første, Michael Polley fortæller, er, at da to unge skuespillere forelskede sig, forelskede de sig ikke så meget i hinanden som i hans teaterrolle, der var spændende og gådefuld og ikke lignede Michael særlig meget.
Hvis ægteskabet i bund og grund er et rollespil bygget på en fiktion, hvad er resten så? Der er hemmeligheder i familiens skuffedarium. De kommer frem i lyset. Sarah Polley spænder hele familien for sin egen vogn. Undervejs bliver hun ikke bare lillesøster og instruktør, men detektiv, inkvisitor og forløser.
Polley-familien er sin helt egen, men dens tragedie og komedier ligner i forskellige draperinger familien som fælles skæbne. Ingen vil føle sig helt fremmed over for den. Hemmelighederne bliver blotlagt med sans for spænding.
LÆS OGSÅ Dansk dokumentar blotlægger krigsmanipulation
Sarah Polleys position er hele tiden tvetydig. Hun bliver taget på sengen, men det sker i en film, hvor hun selv har klippet og sat sin egen fortælling i scene fra start til slut.
Polley har tilsyneladende en guldgrube i familiens gamle smalfilm. Men så ser man i et kort indskudt billede en hovedperson i et sminkerum og forstår, at filmens dokumentariske kildemateriale er fiktion. Eller i det mindste autofiktion.
Erindringen er en slags uforvarende virkelighedsfiktion. En subjektiv sandhed, der hverken er løgn eller røverhistorie, men det bedste, vi formår med vores ønsker og fortrængninger. Vi kan slet ikke undgå at være historiefortællere. Uden fortællingen om os selv, var vi tavshed. At det forholder sig sådan, har sjældent været smukkere udstillet end i ’Stories We Tell’.
fortsæt med at læse
