Kari Anne Moe var godt i gang med sin dokumentarfilm om fire norske politisk engagerede teenagere.
Man var midtvejs i optageperioden. Både Sana fra Socialistisk Ungdom, Haakon fra Unge Høyre, Henrik fra Fremskridtspartiets Ungdom og Johanne fra Arbeiderpartiets Ungdom levede op til alle Kari Ann Moes forventninger om at være livlige og engagerende hovedpersoner.
LÆS OGSÅ Norsk dokumentar skildrer ungdomspolitik med massakren på Utøya som uventet hovedperson
21. juli tog filmholdet til Utøya for at følge Johanne sammen med flere hundrede andre unge på socialdemokratisk sommerlejr.
Kl. 13 d. 22. juli tog filmholdet båden tilbage til fastlandet for at køre til Oslo for at filme Sana fra Socialistisk Ungdom. De havde lige mødt hende i Oslos centrum ved Centralstationen, da der lød et enormt brag.
Kari Ann Moe troede, det var torden, men det var Breiviks bombeattentat mod regeringsbygningen.
Alt blev anderledes
Kari Anne Moe og hendes filmhold overvejede at tage tilbage til Utøya for at filmen reaktionerne. Det var jo regeringspartiet, der var blevet angrebet.
Men de første spekulationer gik automatisk i retning af et al-Qaeda angreb, og så var det måske klogest at følge den muslimske Sana og hendes reaktioner?
Moe og hendes fotograf blev i det bomberamte centrum. Kort efter indløb de første meldinger om skyderier på Utøya.
Johannes mor ringede til Kari Anne Moe. Var instruktøren på Utøya hos hendes datter, og vidste hun, hvad der skete? Nej, det var hun ikke, og hun vidste ingenting.
På det tidspunkt havde ingen fantasi til at forestille sig det uhyggelige omfang af Breiviks massakre.
Kari Anne Moe fik først om aftenen besked om, at Johanne med nød og næppe havde overlevet Breiviks metodiske aflivninger.
Først næste morgen tonede omfanget af den rædselsfulde begivenhed frem for alvor. Alting i Norge blev anderledes for altid fra det øjeblik. Det gjaldt selvfølgelig også Kari Anne Moes på det tidspunkt halvfærdige film om fire unge nordmænd fra fire hjørner af det politiske spektrum.
’Til Ungdommen’ blev en film, der deler sig i to 22. juli, men på en måde samler sig i sorg og trods bagefter.
Stort ansvar
Johanne overlevede, men du må have tænkt på, om din film overhovedet kunne laves færdig?
»Da først jeg vidste, at Johanne havde overlevet, kunne jeg begynde at tænke på det andet. Men noget af det første, jeg tænkte, var, at hvis Norge var udsat for et politisk motiveret terrorangreb, så er det, vi har gang i, endnu vigtigere. Da det kom frem, at angrebet på Utøya var begået af en mand, der bevidst var gået efter at dræbe politiske unge og det, de stod for, stod det jo også klart, at vi havde noget ret specielt materiale.
Vi var de eneste, der havde været på stedet dagen før. Jeg tænkte: »Nu bliver det meget vigtigt at lave en god film. Jeg må ikke lave en film, som ikke er god. Jeg har et stort ansvar nu. Nu har vi en mulighed for at vise, hvad det er, som er blevet angrebet. Hvad det er, vi skal forsvare og tage vare på««.
Engageret, så hjertet brister
»Jeg ville i udgangspunkt lave filmen for at fortælle de unge, at det er vigtigt, at de tager ordet og står for noget. At politik er noget, mange flere kunne og burde bedrive. Det er stadigvæk ambitionen, og jeg synes, det er endnu vigtigere, efter det der skete«, fortæller Kari Anne Moe, der selv gik ind i Socialistisk Ungdom som 15-årig og senere blev ungdomsleder i partiet.
Hendes oprindelige plan var at følge fire unge gennem skolevalgsdebatterne. Det er organiserede debatter mellem talsmænd m/k fra de politiske partiers ungdomspartier, som leder op til et prøvevalg blandt de unge en uge inden stortingsvalget.
Skolevalget tillægger man stor betydning i Norge som strømpil for det rigtige valg.
»Der er mange underholdende elementer i debatterne, så det var tænkt som en meget lettere film. Med vittigheder og den slags. Men nu blev det selvfølgelig en meget mørkere film, efter at denne helt ufattelige situation opstod. Men på en måde blev den også lysere. For det, der var godt, fremstår nu som endnu vigtigere«, mener instruktøren.
Hun mener, de voksne med fordel kunne lære af de unges valgkamp. De unge er engagerede og undrer sig over verdens tilstand. Her diskuterer man fattigdom og miljø og de store ting, uden at lade sig lede rundt af dagens tabloidskandale.
»Her kan man være så engageret, at det er lige før hjertet brister, fordi man føler, tingene kan se helt forfærdelige ud. Man græder, hvis nye undersøgelser ser katastrofale ud for klimaet. Følelserne er stærke, og det er godt. For politik er vigtigt. Politik fortjener stærke følelser, men det glemmer man lidt, når man bliver ældre«.
Politik har næsten mere brug for de unge end omvendt?
»Ja, det kan man sige«, svarer Kari Ann Moe.
»Man snakker så meget om, at de unge skal engagere sig. Men de er engagerede. De skal bare have nogle kanaler at udtrykke sig igennem«, siger instruktøren fra Norge, hvor man endnu er så rig, at man har råd til at betragte de unge som individer og ikke bare som det råstof, der skal sikre de kommende gamles pension.
»Det har været specielt at være så tæt på disse unge mennesker, der må gennemgå så store forandringer. De er jo meget forskellige. Tilsammen udgør de næsten et generationsportræt«, siger hun om sine fire sympatiske hovedpersoner, der blev valgt, efter at Moe havde prøvefilmet 135 politisk aktive unge.
Den vigtige diskussion
Der er Haakon, som er en konservativ slipsedreng med en ensom sårbar opvækst bag den skråsikre attitude.
Der er den kraftige morsdreng Henrik, som synes, indvandrerne skal yde for at kunne nyde, og realiserer sine idealer jordnært på fodboldbanen, hvor han er den afholdte træner for et totalt multietnisk drengehold.
Der er Sana med tørklædet, som usikkert, men med krum hals går i sin storesøsters fodspor som kønspolitisk bevidst venstreorienteret debattør.
Og så er der Johanne, som udspringer fra et klassisk norsk intellektuelt socialdemokratisk ’FN-miljø’, hvor man som noget helt naturligt betragter verden som samlet under ét tag. Uanset om man tænker solidaritet, karriere eller uddannelse.
»Jeg kunne ikke være neutral. Jeg havde selvfølgelig masser af diskussioner med Henrik undervejs. Vi er jo rygende uenige om meget, men det var vigtigt at vise menneskerne bag meningerne, og for mig gjaldt det om at yde alle retfærdighed. Det hele handler jo om at bevare respekten for hinanden, mens man er hamrende uenige.
At jeg fik deres tillid, var en stor gave og et stort ansvar. Jeg synes tit, unge på film bliver fremstillet som skabeloner, så det ville jeg for enhver pris undgå. Komme om bag det første øjekast«, siger Kari Anne Moe, der stadig kan høre den unge fremskridtsmand Henrik træde i karakter i kølvandet på filmen:
»I må tage diskussionerne og snakke med hinanden«, sagde han til de tilstedeværende unge.
»I må ikke blive sådan en særling, der sidder og skriver ting på nettet«.
Værste øjeblik
Kari Anne Moe holdt produktionsplanen og fik lavet filmen om de fire unge. Men det stod på vippen. Johanne overlevede, men ville hun også magte at følge projektet til dørs?
Der gik kun få dage før Moe forsigtigt tog kontakt til Johanne og hendes forældre. Da Johanne så lagde historien om sine oplevelser på Utøya ud på Facebook, mente instruktøren, at nu måtte hun være klar til at fortælle.
Johanne svarede hende, at hun skulle med til mindegudstjenesten søndag efter den sorte fredag. Det tog Kari Anne Moe som et tegn på, at Johanne syntes, det var o.k., hun troppede op og filmede. Det var det ikke.
»Da jeg spurgte hende, om jeg måtte filme, blev hun rasende på mig. Det var det værste øjeblik i mit liv som dokumentarfilminstruktør! I det øjeblik følte jeg, jeg påførte hende endnu mere smerte, end hun allerede skulle bære på i en hundesvær situation«, fortæller Kari Ann Moe, og hendes ansigt synes stadigvæk at fægte i den tomme luft ved erindringen om sammenstødet.
»Men heldigvis var vi kommet så tæt på hinanden, at hun kunne være helt ærlig overfor mig. Jeg bad så, om jeg måtte gå med til fakkeltoget dagen efter og filme, og om hun ville fortælle om sine oplevelser til kameraet. Gjorde hun de to ting, skulle jeg nok holde mig væk. Hun gik hjem og snakkede med sin familie om det. Dagen efter kom meldingen om, at jeg godt måtte filme«, fortæller Kari Ann Moe og ånder lettet op endnu engang.
Efter Utøya
Johanne Butenschön Lindheim kom med i resten af filmen. Men det er en mere alvorlig og voksen Johanne. En ung pige, som på mere end én måde nu vejer tungere ind i handlingen og kvartetten.
»Jeg ved godt, det er svært for hende. Sværere end jeg nogensinde vil kunne forstå. Johanne studerer igen, men hendes dage er meget op og ned. Der er ingen lette løsninger«, siger Kari Ann Moe, der stadig holder en god kontakt ved lige.
Og filmen har de sammen.
»Jeg ved, hun synes, det er godt, at dette er bevaret for eftertiden. Hendes vidneudsagn blot få dage efter begivenheden«.
fortsæt med at læse
