Man kan sagtens gå i biffen for helt alene at opleve Sarah Polleys roste film 'Stories We Tell', der havde danmarkspremiere i går og af Politikens anmelder Kim Skotte fik en hel håndfuld hjerter med sig ud i landet.
Men det skader ikke at have nogen at sludre med, når man har set Polleys første spillefilmslange dokumentar.
LÆS ANMELDELSE
For ikke nok med at denne her filmede kinesiske æske af hemmeligheder og ofte modsatrettede versioner af familien Polleys historie i sig selv er en snak værd. Det er en film, der giver publikum lyst til at snakke om sig selv. Siger også den 34-årige instruktør:
»Efter at filmen blev færdig, har den store glæde ved den været, at folk ikke taler så meget om den, men derimod om deres egen familie. Jeg har været på en del filmfestivaler med den, hvor journalister har set den og snakket med mig bagefter. Du aner ikke, hvor vanvittige familiehistorier filmjournalister har! Det er helt utroligt«, ler Sarah Polley i telefonen fra Toronto med den der lidt tørre stemme, som har været kendt af et verdensomspændende indiefilmpublikum, siden hun havde hovedrollen som sangeren Nicole Burnell i 'The Sweet Hereafter' i 1997.
Fra barnestjerne til kræftramt mor
Sarah Polley havde ikke engang nået at skifte mælketænderne ud med de blivende, da denne her rødblonde efternøler ud af en søskendeflok på i alt fem børn blev barnestjerne i en disneyfilm og dermed gik samme karrierevej som sine forældre.
Uden blu fortæller jeg hende nu, at jeg har været vild med hende, siden jeg så hende spille kræftramt og snart døende mor i Isabel Coixets livsbekræftende film 'My Life Without Me' fra 2003. Der er noget særligt ved det slanke, gerne helt usminkede ansigt med et tidligt modnet blik og formentlig et af filmbranchens absolut mest charmerende tandkødssmil.
Få år senere skulle det vise sig, at Sarah Polley også som instruktør er en særlig begavelse. Hendes første spillefilm, 'Away From Her', om den Alzheimersramte ældre kvinde Fiona (Julie Christie) og hendes mangeårige mand, Grant (Gordon Pinsent), havde premiere og blev nomineret til en Oscar, da Polley ikke var ældre end 28 år.
LÆS OGSÅ
Faktisk var hun endnu yngre, da anmeldere begyndte at bruge ordet »moden« om det her multitalent, der faktisk også skriver manuskripter, synger godt og i øvrigt har været økonomisk uafhængig siden barndommens medvirken i disneyproduktioner.
Med endnu en kort, knasende latter siger hun nu, at hun tog det som en kompliment, at folk troede, hun var en meget moden kvinde som ganske ung:
»Det skyldtes mest, at jeg var så heldig at få interessante roller, allerede da jeg var i begyndelsen af tyverne. Dem er der ellers ikke så mange af til kvinder i den alder. Men jeg mødte nogle virkelig spændende filmskabere. Især samarbejdet med Isabel Coixet var jeg glad for. At jeg lød så voksen, hang også sammen med, at jeg havde været barnestjerne. Det gjorde mig tidligt i stand til at agere en anden og også til at agere mere moden, end jeg var. Indeni var jeg jo min egen alder. Fordi jeg arbejdede så meget, fik jeg måske bare ikke så ofte lov til at være barn«.
Oprør mod Disney
Det var ikke kun som skuespiller, at Sarah Polley syntes at være en gammel sjæl i en ung krop.
Hun var ikke mere end 12 år, da hun dukkede op til en prisceremoni iført et fredstegn som symbol på hendes protest imod Golfkrigen. Disney Channel, som hun på det tidspunkt arbejdede for, forlangte, at hun fjernede det. Sarah Polley nægtede, og det blev indledningen til en lang årrække, hvor hun kombinerede filmarbejdet med højlydt venstrefløjsaktivisme.
Da også instruktørkarrieren tog fart, fik hun med tiden mindre overskud til politik:
»Men jeg følger med, og jeg deltager stadig i udvalgte kampagner. Jeg er bare ikke længere så aktiv. I hvert fald ikke lige nu. Jeg har en datter på et år, så tiden er ikke til det«.
I årene inden Sarah Polley fødte datteren Eve, arbejdede hun på dokumentarfilmen 'Stories We Tell'. Fordi hun mistede sin mor som barn, og fordi hendes far, Michael Polley, og hele søskendeflokken opdagede en stor hemmelighed i moderens liv, var lysten og nysgerrigheden efter at udforske familien Polley på film til stede hos hende.
I 'Stories We Tell' optræder hun som intervieweren og som opdageren, der søger at opklare, hvem moderen var, og hvad der skete mellem skuespillerforældrene, da de havde forelsket sig ikke så meget i hinanden som i deres roller på scenen.
Menneskets mange forgreninger
Udgangspunktet for netop dette ægteskab var på den måde i sig selv en slags fiktion.
Sandheden om moderens handlinger i årene inden Sarah Polleys fødsel viser sig at indeholde hemmeligheder, der på nogle måder gør Sarah Polleys opvækst til en illusion indeholdende fortielser, det ikke lader sig gøre fuldstændig at afsløre, fordi hendes mor ikke længere lever.
LÆS OGSÅ
Men hun lever i den grad videre gennem sin mand, sine børn og sine venner og bekendte. Det er noget af det, filmen viser, og en af forklaringerne på, at Sarah Polley blev ved med at arbejde på 'Stories We Tell', selv om hun indimellem tænkte, at en dokumentar om hendes familie næppe kunne interessere nogen:
»Selv mange år efter sin død har et menneske så mange forgreninger ud til andre og påvirker andres liv. Jeg kan ikke sige, at jeg fuldstændig har lært min mor at kende ved at lave filmen. Men jeg har fået større respekt for hende. Jeg fordømmer hende ikke, fordi hun valgte at beholde hemmeligheden for sig selv. Jeg beundrer hende. Hun havde virkelig travlt med børn og arbejde i perioder og var til trods for det en meget glædesfyldt og positiv mor«.
Ikke plads til egen fortælling
At lave filmen og derigennem få både faderen, moderens nære kollegaer og de fire søskende i tale har især bragt instruktøren tættere på »dad«, som hun kalder Michael Polley. Og så har hun i øvrigt adskillige gange undervejs oplevet, at hun ikke er enig i alle familiemedlemmernes forskellige versioner af historien om familien Polley:
»Jeg har ikke kun været tilfreds med deres versioner og har savnet at fortælle min egen. Men jeg synes, det er bedst for filmen og for de andre, at jeg ikke fortæller min historie. Det ville være unfair, hvis jeg både skulle være instruktør og oven i købet også tvinge min egen udgave igennem. I begyndelsen var det nu ikke så let for mig at acceptere den metode. I filmen er der ting, jeg er direkte uenig i«.
LÆS OGSÅ
Inden Sarah Polley lægger på og vender tilbage til lille Eve eller til færdiggørelsen af manuskriptet til en kommende filmatisering af Margaret Atwoods roman 'Alias Grace', er der lige noget, hun er nødt til at afsløre for mig.
I 'Stories We Tell' bruger hun både dokumentariske familiebilleder og skuespillere til at spille yngre udgaver af forældrene. Er det rigtigt, at man et sted mod slutningen flygtigt ser den voksne Sarah Polley sidde sammen med en ung, skuespillet version af moderen?
»Ja. Det er med for at vise også publikum, hvor svært det er at vide, hvad der er sandt, og hvad der er falskt. Med den scene giver jeg publikum et vink om, at fantasien spiller en stor rolle for de erindringer, vi har. Hvem kender de virkelige sandheder? Det gør ingen. Det er umuligt. Og det er måske især umuligt i forbindelse noget så komplekst som familier, hvor der er så mange relationer og følelser indblandet«.
fortsæt med at læse
