Sana El Morabit, Henrik Wangberg, Haakon K. Veum og Johanne Butenschøn Lindheim er fire norske unge, som er aktive i hver deres parti.
Hver især er de levende optaget af forberedelserne til skolevalgene i Norge i sensommeren 2011. Når norske skoleelever i de større klasser stemmer, fungerer det som en slags træning i demokratiet og tages seriøst – også af de medlyttende rigtigt folkevalgte politikere.
Men hvorfor i alverden se en spillefilmslang dokumentarfilm om retorisk set let øvede ungdomspolitikere fra Norge?
LÆS OGSÅ »Én tanke kan jeg ikke slippe: At denne dag kan være min sidste«
Fordi instruktøren Kari Anne Moes film tog en uvelkommen drejning under indspilningerne 22. juli 2011.
Havde drabene på Utøya ikke fundet sted, ville den norske instruktørs dokumentarfilm ’Til Ungdommen’ næppe være blevet solgt til visning i Danmark eller andre lande uden for Norge.
Kun få om overhovedet nogen, andre end norske medborgere, ville interessere sig indgående for fire partipolitisk engagerede unge fra det fredelige og rimeligt harmoniske Norge, hvor forskellige de fires holdninger end er. 22. juli 2011 betød en morders massedrab på Utøya og drab i Oslo, at alverdens tanker gik i retning af tragedien i det normalt så trygge nordiske demokrati.
Rædselsvækkende hovedperson
Kari Anne Moes film, som havde været under forberedelse i et par år, har den fatale sommerdato som et omdrejningspunkt, om den vil det eller ej.
Det er den dato, man som publikum har i tankerne ved synet af filmen, selv om instruktøren ikke svælger i tragedien og dens følelsesmæssige følger.
’Til Ungdommen’ har dog stadig meget af Kari Anne Moes oprindelige ide tilbage.
Det er en film om fire unge, der fortæller om hver deres baggrund, holdninger og ambitioner i et omfang, der er tilstrækkeligt til, at man lærer dem lidt at kende og også nogenlunde lige godt at kende – instruktøren er helt igennem loyal over for dem alle fire.
Havde en morder ikke forstyrret de oprindelige planer med filmen, ville instruktøren måske have valgt at gå tættere på de fire personer.
Nu har det været unødvendigt, for mordene på politisk aktiv ungdom på Utøya har givet ’Til Ungdommen’ et ekstra lag, ja nærmest en usynlig og rædselsvækkende hovedperson.
Rystet generation
En af de fire unge, Johanne Butenschøn Lindheim, er nok så væsentligt for filmen en af de overlevende unge fra sommeropholdet på Utøya.
Med sine ambitioner om at blive en god taler og sine bekymringer for ikke at være god nok har hun før sommerferien i filmen virket som en sød, usikker og uskyldig pige.
Da hun har overlevet på Utøya og i filmen stiller sig med ryggen mod en væg for detaljeret at fortælle, hvad der skete, er uskylden væk. Helt væk.
LÆS OGSÅ Erlend Loe yder Norge kriseterapi efter Utøya
Heller ikke filmens andre unge fra rivaliserende partier er de samme efter den sommer. At de alle har brug for at være sammen om det skete, viser Kari Anne Moe mere i billeder end i ord.
Det er ikke hele vejen lige nemt at blive optaget af alle fire hovedpersoner i filmen. Som individer kommer de uvægerligt til at stå lidt i skyggen af en af den slags datoer, de fleste vil kunne huske i årtier og ikke med glæde.
Som rystet generation i færd med at genfinde håb trods den sommerdag har de fået den rigtige film.
fortsæt med at læse
