Hun hedder Emma. Hvis ikke allerede dét får én til at trimme alle sejl til den store følelsesstorm, er man selv ude om det. For i dette medrivende, billedskønne italienske familiedrama er ingen detalje tilfældig og slet ikke navnefællesskabet med Gustave Flauberts ’Madame Bovary’ – lægefruen, hvis utroskab fører durk ud i ruin og selvmord.
Læg dertil, at denne ny Emmas mand hedder Tancredi – ligesom Alain Delons figur i ’Leoparden’, Viscontis storfilm over Tomasi di Lampedusas roman om at lade hensynet til slægten gå forud for de individuelle behov. Så er rammen sat for dette vældige kærligheds- og familiedrama.
Gamle Edoardo Recchi er blevet mangemillionær på den tekstilvirksomhed, han har grundlagt, og som han nu på sin fødselsdag giver i arv til sin kvalificerede midaldrende søn Tancredi, men også til sin idealistiske og uerfarne sønnesøn Edo. En engel går gennem familieforsamlingen ved den gamles meddelelse, stof til generationskonflikt.
Brandfarlig under den kølige facade
Men Emma, gift med den ene arving og mor til den anden, smiler bare mildt – og går op i seng. Uden Maude Varnæs’ tilløb til martyriet, men underdrejet, en køligt korrekt tilbagetrukkethed, der understreger, at den russiskfødte værtinde stadig står lidt uden for familien.
I stedet kredser kameraet – som tungen omkring den ømme tand – om de frapperende smukke rammer: Villa Necchi Campiglio i Milano, et borgerpalæ fra 1932-35, på grænsen mellem art deco og funktionalisme (og for nylig åbnet for offentligheden), er storslået smukt og køligt som Emma Recchi selv.
Men under facaden er Emma brandfarlig. Hendes datter, Betta, vælger kærligheden til en anden ung kvinde frem for den korrekte facade, og dét er med til at modne Emma til selv at følge sit hjerte og underliv.
Så har vi balladen
Unge Edo har en kammerat, Antonio, som er kok, og sammen vil de to åbne en restaurant langt ude i naturen, i nærheden af feriebyen San Remo. Vakt af hans madkunst og alene i det grønne indser Emma modstræbende, at hun er uhjælpeligt og totalt forelsket i Antonio.
Så har vi balladen. Mens græshoppen vipper på strået, og bjergbækken risler ned over klippen, deler Emma og Antonio den hemmelige, stormende lidenskab, der aldrig kan forenes med Recchi-dynastiets kølige forretningsinteresser.
Krydsklippet med deres vilde elskov i naturen ser vi Tancredi forhandle fusion med et multinationalt selskab, så unge, sentimentalt idealistiske Edo er ved at gå op i limningen.
Mesterlig fra ende til anden
Den 39-årige sicilianer Luca Guadagnino, også instruktør af bl.a. den kontroversielle ’Melissa P.’ fra 2005, har psykologisk og filmisk format nok til at påkalde både Flaubert og Visconti.
Sammen med tre andre har han ganske vist skabt et manus så proppet med personer og sidetemaer, som var det Thomas Manns ’Buddenbrooks’. Kokken, den anden Rechhi-søn, den lesbiske datter, den tålmodige husholderske – alle har de hver sin historie, som må vige for den centrale kærlighedshistorie og -tragedie.
Uden smalle steder tager komponisten John Adams for sig af strygermusikken, fra begærets vilde violiner til celloens skæbnevarsel for fuld styrke, mens fotografen Yorick le Saux fejrer en sand fest for øjet med kameraets på én gang hengivne og foruroligende dvælen ved Villa Necchis reserverede pragt, naturens gavmilde ynder og Tilda Swintons ellers så kontrollerede ditto.
Mytisk format
Den skiftevis androgynt reserverede og fuldtonende feminine skotske skuespiller, der selv er medproducer, skaber en uforglemmelig figur: kvinden, der tager ansvar for sit eget liv – og dermed for sine nærmestes sorg. En personlig vækst fra den undvigende hustrurolle til storslået, på én gang tidstypisk og mytisk format.
’Io sono l’amore’ er et tætvævet, gennemarbejdet og fokuseret kunstværk, hvor hver detalje, fra åbningen med gamle Edoardos fødselsdag til slutningens fest for unge Edo, har sin funktion. Som når Emma til den sidste fest er iført en kreation, som sønnen Edo genkender fra en designbog, han fandt hos Antonio.
Det er farligt at hedde Emma – også for omgivelserne!
fortsæt med at læse
