Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.
Spørgeskema om automatisk oplæsning'Blinkende Lygter' er i sit udgangspunkt en rapkæftet gavtyvekomedie, der udspiller sig blandt drengerøve med et nonchalant forhold til vold og et amatøragtigt forhold til kvinder. En ramme, som placerer filmen i familie med 'I Kina spiser de hunde' og det er der i og for sig ikke noget overraskende i eftersom manuskriptforfatteren i begge tilfælde hedder Anders Thomas Jensen. Oscar-vinderen, der i en alder af blot 28 år har etableret sig som det myreflittige stortalent blandt de unge manuskriptforfattere. Nu tager han med 'Blinkende Lygter' sig selv på ordene og debuterer som spillefilmsinstruktør.
Anders Thomas Jensen er altså både debutant og veteran og begge dele sætter sit præg på 'Blinkende Lygter'.
Et enkelt plot båret til torvs ved hjælp af et ekstremt lydhørt øre for mundrette replikker. Dét er Anders Thomas Jensen i en nøddeskal.
Opskriften har fungeret i kortfiktionens univers og det fungerer stadig godt i spillefilmen 'Blinkende Lygter', hvor replikkerne ligger som slik i skuespillernes mund. Derfor bliver 'Blinkende Lygter' også mere end noget andet en skuespillernes rejse med Søren Pilmark, Ulrich Thomsen, Mads Mikkelsen og Nikolaj Lie Kaas som de fire rejsefæller Torkild, Peter, Arne og Stefan i en film, der starter som en typisk kriminel road movie, men heldigvis udvikler sig til noget ganske andet undervejs. Nemlig til en original komedie om at standse op, lægge øret til jorden og finde sig selv.
Det handler selvfølgelig om en masse penge. Millioner af kroner. Da fire klodsede og uheldige småforbrydere fra København pludselig får muligheden for at score den store gevinst, griber de chancen. Bandens leder Torkild er træt af i en alder af 40 år stadig bare at være lakaj for den brutale forbryder Færingen. Kufferten med de fire millioner kroner 'tilhører' Færingen, men Torkild, Arne, Stefan og den hårdt sårede Peter beholder pengene og stikker af med kurs mod Barcelona. De har imidlertid kun lige passeret Fredericia, da flugtbilen bryder sammen i en skov.
De fire kammerater gemmer sig i ruinerne af en gammel landevejskro og fordriver tiden med at se alle 24 afsnit af Matador, mens de venter på at Peter skal blive tilstrækkelig rask til at fortsætte flugten sydpå. Men så begynder der at ske noget overraskende med de fire småforbrydere fra storbyen. Deres hårdkogte skal af forbryderklichéer begynder at krakelere. Under massiv påvirkning af 'Matador' og to lokale festoriginaler - den fordrukne læge Carl og den skydegale bondeknold Alfred - begynder Tarantinos uægte børn at slå rødder i den danske muld og træde i karakter.
At træde i karakter. Sjældent har man set udtrykket så konkret illustreret som her. Anders Thomas Jensens brillante kneb er at starte med typiske karikaturer og så efter tur lade dem forvandles til karakterroller. Den fordrukne læge Carl (Fritz Helmuth) lærer Peter, at man hver især må finde sin helt egen dybde, når man skal grave huller til jordkølede pilsnere. Og sådan, viser det sig, er det hele vejen igennem! Ulrich Thomsens coke- sniffende Peter udvikler sig til et fintfølende, flegmatisk gemyt med sin helt egen dybde.
Mads Mikkelsens Mads Mikkelsen-parodi, voldspsykopaten Arne, finder sig selv i et overraskende nyt venskab og jagtfællesskab med bonden Alfred (spillet for fuld komisk turbo af Ole Thestrup). Thomsen og Mikkelsen er begge fremragende og også Søren Pilmark former sin hårdt prøvede lederskikkelse med komisk raffinement.
Sværere har Nikolaj Lie Kaas det i kvartettens bløde hjørne. Her mangler figuren forvandlingens dynamik. Hans trøstespisende Stefan er og bliver bare en sød, naiv fyr.
Men alt i alt kan man konstatere, at skuespillerne boltrer sig gevaldigt, med Mads Mikkelsen som den helt store triumfator. Det hele er meget morsomt lavet og faktisk efterhånden også meget lyrisk udført.
'Blinkende Lygter' er nemlig ikke bare plot og replikker. Der er udfoldede billeder for alle pengene. Dansk skov og strand er af fotografen Eric Kress skildret med et guldrandet lys og mørke, så man næsten kan se maleren Caspar David Friedrich skue grant ud over det germansk-romantiske natursceneris yndigheder.
Talenter på stribe slår gnister i en svært underholdende film. En film der viser en vej frem for 90'ernes populære drengerøvsfilm. Nemlig ved at stille figurerne til ansvar og lade dem udvikle sig til personer.
Anders Thomas Jensen får også masser af humor ud af at etablere lag-på-lag af parodier på danskhedens selvforståelse.
At filmen så dermed nok også bliver for indforstået for et internationalt publikum er en anden sag. Jordkolde elephant øl erstatter kokain, 'Matador' udraderer de hårde Tarantino-attituder og Carl og Alfred sjosker uovervindelige ud af folkekomediens univers. I Danmark hvor alting har en forklaring, må der selvfølgelig også ligge en traumatisk barndomsoplevelse bagved de fires valg af forbryderisk løbebane. Traumer Anders Thomas Jensen skildrer i små groteske sketches. Hvilket er sjovt, men også lidt for sjovt. At Anders Thomas Jensen trods alt endnu er en slags debutant viser hans manglende evne til at dyrke disciplinen 'kill your darlings'. De parodiske tilbageblik er sjove, men de tilter også fortællingen for kraftigt i retning af parodien på et tidspunkt, hvor figurerne ellers for alvor folder sig ud i filmens nutid.
Det er også svært at acceptere, at Søren Pilmark og Nikolaj Lie Kaas skulle være nogenlunde jævnaldrende kammerater. Ligesom Sofie Gråbøls Hanne er en rolle der stikker gevaldigt ud. Hanne er Stefans dominerende kæreste og Gråbøl spiller det øretæveindbydende kvindemenneske efter noder.
Hanne er hun-elefanten i drengefællesskabets glasbutik og hendes popularitet kan forståeligt nok ligge på et lille sted. Desværre ser det heller ikke ud til at Anders Thomas Jensen bryder sig nok om hende.
Hun har den eneste store kvinderolle og er samtidig den eneste hovedperson, som ikke får en forklaring eller en undskyldning med på vejen. Hun får bare én på bærret og så føler man sig pludselig tilbage i stereotyperne fra det drengerøvsunivers, 'Blinkende Lygter' ellers gør en dyd ud af at lægge bag sig. Det er dog alt i alt beskedne indvendinger, når der bliver blændet op for en fortælling der, og det kan ikke understreges nok, ikke er en filmatisering af Ove Ditlevsens 'Blinkende Lygter'.
Få fuld adgang om mindre end 2 minutter
De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent
Bliv abonnent for 1 krEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
