Denne norske tusmørketragedie af ’Elling’s instruktør er blevet en særdeles smuk – skønt også meget stram – filmatisering af Lars Saabye Christensens roman 'Maskeblomstfamilien' fra 2003, året efter at han fik Nordisk Råds Litteraturpris for den fænomenale ’Halvbroren’.
Adrian er ikke helt som andre ensomme pubertetsdrenge, og måske medvirker det til, at hans far og mor er gledet fra hinanden?
»Du kunne have valgt hans køn fra fødslen«, hører drengen familielægen og husvennen hviske til moren, men hvad hemmeligheden helt konkret er, får vi ikke at se. Dén viden giver magt i en borgerlig husholdning, hvor skam spiller en hovedrolle for (selv)disciplinen.
Kampen for kontrol
Adrian forstærker selv sin outsiderstatus, i skolen såvel som hjemme, og danner et tvetydigt venskab med den jævnaldrende Emilie fra ejendommens stueetage.
Hun er albino, men gengælder forfølgelse og andet ondt med godt eller med resignation, modsat Adrian.
Hans sammenbidte kamp for med sin viden om de andre selv at erobre kontrol bliver katastrofal for dem, der holder af ham – men en utilsigtet triumf for en tredje outsider, nedgroede tante Edith, der lugter magt, men bilder sig ind, at det er omsorg.
Ligesom forholdet mellem personerne – frem for alt mellem Adrian og hans svage, men smukke mor (Maria Bonnevie) – veksler scenebillederne mellem halvmørke og dybe slagskygger.
Magten og skammen
Drengens titelrolle i skoleopsætningen af ’Ødipus’ er nu et af de mere højrøstede blandt de ellers fine vink og detaljer, den raffinerede komposition som ét langt flashback er præcist bygget op af, mod tragediens uafvendelige kulmination.
Den tætklippede afvikling af plottets forskellige stadier gør nok nogle effekter mere drastiske end på tryk.
Men med den smukke Marcus Arnseth som Adrian formidler filmen også den helt almene pubertets uvished og deraf følgende skamfuldhed over eget køn.
Og erfaringen om, at de voksnes hemmeligheder kun forstærker følelsen. »Hvad er større end æren, Adrian?«, spørger hans far. Og svarer selv: »Skammen«.
