'Jeg vil bygge en verden, helt for mig selv – hvis du vil, må du godt komme med’.
Omkvædet fra den gamle sang kunne være opskrift på filmen her: To purunge mennesker vil stikke af fra hver sine kontrollanter, opslå lejr i et uberørt paradis og gøre det til deres eget kongerige. En af verdens ældste grundfortællinger, en af verdens almindeligste eskapistdrømme.
Men jo også et signalement af Wes Andersons faste metode: I hver ny film bygger han en verden helt for sig selv, ironisk tydeligt konstrueret af kulisser og med figurer så førte, som var det dukketeater – og det ikke kun i dukkeanimationen ’Fantastic Mr. Fox’, men også i ’The Royal Tenenbaums’, ’The Life Aquatic’ osv.
LÆS OGSÅ Instruktør er besat af selvoptaget faderfigur
I den verden inviterer han så tilskueren med ind: Er der liv? Eller kun kunstfærdighed?
Metoden kan udarte som søgt, alt for villet – og få nogle til at stå af. Men mange står på, fordi Anderson samtidig appellerer til tilskuerens nødvendige deltagelse, blotter den kunstneriske sårbarhed, der netop får det hele til at leve. Stoffet i ’Moonrise Kingdom’ passer som hånd i handske til den metode.
Storm under opsejling
Den forældreløse Sam og den forældrekontrollerede Suzy, begge 12 år, befinder sig ud for New Englands kyst på den fiktive New Penzance Island – kærlig hilsen til Gilbert & Sullivans ’Piraterne fra Penzance’, hvis unge elskende også var ’Pligtens slave’, som den alternative titel lød.
Sam, en antiautoritær mønsterspejder (Anderson har sans for menneskenaturens indbyggede paradokser), bryder ud af spejderlejrens gruppekontrol og barnagtigheder. Suzy, en lige så oprørsk læsehest og drømmer, flygter fra sine distræte og distante forældre.
Under åben aftenhimmel – og til tonerne af Hank Williams’ ’Kaw-Liga’! – mødes de to i vildnisset, han med rygsæk og campinggrej, hun med eyeliner, kattekilling, pladespiller og biblioteksbøger på ’langtidslån’. Sammen finder de indianernes gamle sti til en øde bugt: Moonrise Kingdom.
Kun vi ved, at en storm er under opsejling, mens referencerne står i kø, fra ’Walden’ og ’Huck Finn’ til Shakespeares ’Stormen’ og Bernardin de Saint-Pierres romantiske tragedie ’Paul et Virginie’.
Her er det komedie, ja, farce – om end med Andersons typiske andenstemme af vemod over tilværelsens absurde uretfærdighed inkarneret i de voksne: Bruce Willis som øens venlige strisser med en ugengældt kærlighed bagude og en frustreret langtidsflirt med Frances MacDormand, Suzys benede mor – til faderens, Bill Murrays, afmægtige fortvivlelse.
Edward Norton er den stiv- og stikkelsbærbenede, men velmenende tropsfører, og Harvey Keitel 10-stjernet grønspættegeneral for korpsets jamboree på en nærliggende ø. En striks uniformeret Tilda Swinton præsenterer sig slet og ret som »Socialforvaltningen«.
Familiær fremmedgørelse
Stjerneparaden til trods er det de to unge – Kara Hayward som usmilende Suzy over for Jared Gilman som bebrillede Sam – der gør filmen bevægende: deres saglige alvor, mens de leger voksne i deres eget kongerige, med pirrende anelser om, at et tungekys kan få uskyldens verden til at krakelere.
Deres stædighed under forfølgelsen gennem alle fire elementer er oprørende og rørende.
LÆS OGSÅ Kim Skotte: Spøjs spejderlejr åbnede filmfesten
Filmens optakt er dens varedeklaration: 16-mm-kameraet viser rundt i Suzys families dukkehus og på øen – korngult, kakibrunt og fyrtårnsrødt – til lyden af Benjamin Brittens ’Young person’s guide to the Orchestra’: Sådan bygger man musik, sådan stiliserede kulisser, sådan fiktion.
Mere konsekvent end nogen anden nutidig instruktør undersøger Anderson den Brechtske ’Entfremdung’s muligheder i film efter film om kiksede familieforhold: Den overdrevne synliggørelse af karakteren, tankers og følelsers omsætning til ren gestus – en demonstrativ udvendiggørelse, der overlader indlevelsen til tilskueren selv.
Hvor kunstigt og distanceret skal det gøres – for alligevel at dirre af liv?
I ’Moonrise Kingdom’ lykkes det bedre end nogensinde.
fortsæt med at læse
