Virkelige hændelser giver gyser en skræmmende dimension

Er der nogen? Wilson og Vera Farmiga som ægteparret Ed og Lorraine Warren på jagt efter suspekte væsener.
Er der nogen? Wilson og Vera Farmiga som ægteparret Ed og Lorraine Warren på jagt efter suspekte væsener.
Lyt til artiklen

'Nattens dæmoner’ er en gyser baseret på virkelige begivenheder.

Sandt er det i hvert fald, at filmen fortæller om dengang, ægteparret Ed og Lorraine Warren gik til kamp mod en påstået dæmonisk besættelse af familien Perrons hus på Rhode Island.

Warrenparret undersøgte i løbet af deres karriere 10.000 tilfælde af mulige paranormale begivenheder og var bl.a. på pletten i det hjemsøgte hus Amityville, hvor the Amityvillehorror senere kastede adskillige gyserfilm af sig.

LÆS OGSÅ Uortodoks gyser letter låget på Spaniens fascistiske fortid

Ed og Lorraine Warren mødte ifølge dem selv deres karrieres mest rædselsvækkende udfordring i Perronfamiliens hus.

Den kendsgerning giver ’Nattens dæmoner’ en anden stemning end de fleste andre okkulte gysere grebet ud af den blå luft.

Tilstrækkeligt med virkelighed til at give gyset en ekstra dimension, selv om det klassiske opgør mellem djævelskabet og de amerikanske familieværdier bliver endnu mere bombastiske end i gængse gysere.

Exorcisten møder nutiden
Som medlem af Splat Pack var James Wan med til at søsætte SAW-serien.

Wan er blevet en ferm gyserinstruktør, som med ’Nattens dæmoner’ har skabt en slags møde mellem Friedkins gamle ’Exorcisten’ og nutidens film om paranormale aktiviteter indrammet i et 1970’er-tidsbillede med enorme skjorteflipper.

Paranormal gyser slår alle rekorder

For som i ’Exorcisten’ er tidspunktet begyndelsen af 1970’erne. I baggrunden rumsterer beatmusik og den nye ’utro’.

Familien Perrons fem pigebørn er ikke døbt, og det skaber i sig selv udfordringer for en traditionel katolsk exorcisme.

En ambitiøs gyser

Den autentiske baggrund gør ’Nattens dæmoner’ mere uhyggelig end flertallet af tidens gennemgående ikke voldsomt imponerende gysere.

At der er satset mere ambitiøst end normalt, kan aflæses på rollelisten med gode navne som Vera Farmiga, Lili Taylor, Patrick Wilson og Ron Livingston.

LÆS OGSÅ Uhyggelig Mor spøger i ambitiøs hårrejser

Hvor de fleste paranormale gysere kun handler om at opbygge og forløse gyset, er ’Nattens dæmoner’ også en film om fænomenet Ed og Lorraine Warren. Selv om det sker 100 procent på deres præmisser.

At familien Perron bliver udsat for at blive rykket i tæerne og hevet i håret og omgives af svovlstank, smækkende døre, vilde poltergejster, dæmonisk besættelse og blodigt heksespy, er om ikke andet på film den skinbarlige sandhed.

Da William Friedkin lavede ’Exorcisten’ i 1973, lignede det en konservativ reaktion på ungdomsoprørets ugudelighed og seksuelle frisind.

Er det nypuritanismen, der 40 år senere nu skaber gysere som ’Nattens dæmoner’ og ’Mama’ i en tid, hvor alle værdier blafrer for vinden, mens troen på hvad som helst får comeback?

Kim Skotte

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her