6 gange gåsehudsspjæt noterer jeg, inden ’Mama’ er forbi.

Det er altså ikke så ringe i en verden, hvor det mest uhyggelige ved gyserfilmene efterhånden er, hvor kedelige de er blevet. Så selv om ’Mama’ ikke er uden sine svage punkter og ufrivilligt morsomme indslag, så har den altså også noget at byde på, hvor det betyder noget.

Hjælp af den bedste
’Mama’ blev født, da reklamefilminstruktøren Andy Muschietti og hans søster, produceren Barbara Muschietti i 2006 realiserede en drøm med gyserkortfilmen ’Mama’. Den mexicanske elsker af det gotiske gys og alt, hvad der smager af H.P. Lovecraft, Guillermo del Toro, så ’Mama’ og blev så imponeret, at han kom til at agere fødselshjælper, da kortfilmen skulle udvikles til en spillefilm.

’Mama’ blander mange klassiske gyserkort. To små børn ender i en hytte i en skov – pas altid på the cabin in thewoods! – hvor de bliver fundet fem år senere.

LÆS OGSÅ

På uforklarlig vis har de overlevet, selv om deres opdragelse lader noget tilbage at ønske. Under hypnose viser det sig, at Mama har passet på dem. Hvem eller hvad Mama er, forsøger videnskabsmanden, dr. Dreyfuss at finde ud af, mens børnenes onkel Lucas og hans modvillige rockmusikerkæreste Annabel prøver at give de to spooky kids en normal tilværelse.

Filmen jonglerer udmærket med flere lag af symbolsk og paranormal virkelighed og genkendelige gyserelementer. Svirrende møl varsler død og undergang. De svigtede børn er blevet taget hånd om af en vildfaren og overbeskyttende moderskikkelse, og videnskabsmanden, dr. Dreyfuss repræsenterer den egoistiske og kyniske jagt efter indsigt og karriere for enhver pris.

Plads til gyset

Visuelt er filmen stemningsfuld fra første Kubrickcitat via den Guillermo del Toro-inspirerede gotik til slutscenen, hvor Andy Muschietti bekender sin drøm om at lave en skrækfilm iklædt den romantisk-fantasifulde kåbe fra Tim Burtons melankolske mareridt.

Det svækker næsten altid en gyser, når selve den computeranimerede rædsel skal manifestere sig åbenlyst. Her sparer Muschietti ikke på krudtet. Mama er en temmelig håndfast åbenbaring og vil ganske givet få nogle til at grine, men jeg synes alligevel, det er sjældent, at det klamme har så menneskelig en dimension som her.

LÆS OGSÅ Humørforladt Superman kan ikke løfte arven

Til gengæld har Muschietti ikke haft meget at byde ind med, hvad angår personinstruktion.

Den normalt så fremragende Jessica Chastain får først sent en slags greb om rollen som dyster rockchick og ufrivillig stedmor, mens Nikolaj Coster-Waldau spiller på et klaviatur med ret få tangenter, selv om han har to roller som brødrene Lucas og Jeffrey Desanges.

På den anden side er ’Mama’ så jo altså en film, hvor den virkelige hovedrolle tilhører gyset.

fortsæt med at læse

Virkelige hændelser giver gyser en skræmmende dimension