Efter Francos død fik Spanien ikke mindst takket være kong Juan Carlos en forbløffende glat overgang til et moderne demokratisk samfund.
I 1977 vedtog man en generel amnesti, og der har siden været en slags konsensus om at lade fortiden ligge. Nu handlede det om at glemme og komme videre.
Men der har været en pris. I Spanien har man bulldozet fortidens dybe sår til med frihed, frisind og velstand, men traumerne fra borgerkrigen og de efterfølgende mange års fascistiske diktatur findes selvfølgelig stadig.
LÆS OGSÅ Uhyggelig Mor spøger i ambitiøs hårrejser
Måske spanske dommeres nidkærhed i bestræbelsen på at bringe udenlandske diktatorer og krigsforbrydere for retten har et element af sublimering for eget manglende retsopgør?
Det er denne sovende byld, Juan Carlos Medina maser fingeren ned i med sin uortodokse gyser ’Painless’.
Filmen bliver helt naturligt sammenlignet med de tematisk beslægtede ’Børnehjemmet’ og Guillermo del Toros ’The Devil’s Backbone’ og ’Pans labyrint’.
Personlig fortælling
’Painless’ er hverken så skræmmende som ’Børnehjemmet’ eller så original som Del Toros film, men den er et interessant bud på en politisk-symbolsk gyser med tråde tilbage til Victor Erics ’Ånden i bistadet’.
Medina foretrækker mere grovkornet melodramatiske virkemidler, men det er en imponerende selvsikker debut, og, nok så vigtigt, så er den spansk-franske instruktørs film personligt funderet.
Del Toro leger med tegnede troldeMedinas egne oldeforældre blev henrettet som kommunister af en af Francos generaler, og da hans bedstemor fødte under desperat fattige omstændigheder, endte Medinas far med at blive opfostret af en kaptajn fra Francos hær.
Det er en personlig fortælling, som spiller en central rolle i ’Painless’, hvor hovedpersonen, kirurgen David, må sande, at der er mange frygtelige hemmeligheder skjult under den solrige spanske overflade.
David overlever med nød og næppe en bilulykke. Hans gravide kone bliver slået ihjel, men det ufødte barn lever og kommer i kuvøse.
På operationsbordet bliver det opdaget, at David lider af en fremskreden cancer. Han kan måske blive reddet af en eksperimentel behandling, som involverer en knoglemarvstransplantation.
Hvis han vil have en chance for at se sin søn vokse op, må David modvilligt opsøge de forældre, han ikke har set i mange år. Det bliver begyndelsen på en skummel og sælsom rejse tilbage til Spaniens blodige og makabre fortid.
Ikke mindst til det gamle fængselslignende hospital i Canfranc højt oppe i Pyrenæerne, hvor en gruppe børn i 1930’erne blev spærret inde.
Disse børn kunne ikke føle smerte og blev derfor holdt indespærret for at forhindre dem i at tilføre sig selv eller andre forfærdelige sår.
Store fagter
Den får ikke for lidt med metaforikken i ’Painless’. Børnene, der ikke kan føle smerte, bliver på en måde stamfædre til en moderne spansk befolkning, der nok kunne, men ikke har fået lov til at føle smerte.
Rædsel, symbolik og skuespil med store fagter, masser af effekter og flyvsk kamera gør ’Painless’ til en kulørt og voldsom form for nationalterapi.
At også fascisterne led af tvangstanker om national renhed og havde forestillinger om kommunismen som arvelig sygdom, man kunne bortoperere fra samfundskroppen ved at fjerne den ’røde’ arvemasse, er tidligere blevet bragt i felten af spanske spillefilm.
LÆS OGSÅ Spanier genforenet med sin mor efter 44 år
Det er ikke en film, man skal se for skuespillets skyld. Vi er i de store fagters land, og Alex Brendemühl i hovedrollen er vist mest valgt på grund af den kroniske smertefuldhed, hans vandblå øjne kan mønstre.
At den tyske doktor Holzmann bliver spillet af hollandske Derek De Lint, ligner en hommage til Medinas helt Paul Verhoeven, som har brugt De Lint både i ’Soldier of Orange’ og ’The Black Book’.
Verhoevens smag for det skamløst effektfulde præger ’Painless’, der imidlertid grundlæggende er en både spændende og anderledes gyser og en krasbørstig påmindelse om de psykologiske følger af et manglende opgør i en traumatiseret national psyke.
fortsæt med at læse
