Da Superman var lille, ville han hellere være fri for at være Superman.
De superkræfter, som alverdens drenge efterfølgende har misundt ham, havde han hellere været foruden.
LÆS OGSÅ Uenige anmeldere: Er den nye Superman slatten eller sej?
Frelseren fra Krypton
Med denne drejning af det mildest talt velkendte massemytestof indleder ’Man of Steel’ en ny ’generation’ af film om den kejtede reporter Clark Kent alias Superman – eller Stålmannen, som han jo faktisk hedder på svensk.
Ved at dvæle længe ved omstændighederne omkring drengens fødsel og hans oplevelser i barndommen vil instruktør Zack Snyder og manusforfatter David S. Goyer vise os den flyvende frelser i trikot og kappe som et plaget menneske – og med sin ansvarsfølelse alligevel et forbillede for alle os andre.
Altså skærpet fokus på det uopslidelige mytestofs ene aspekt: menneskesønnen.
Ved planeten Kryptons implosion – på grund af rovdrift på naturressourcer! – sender forskeren Jor-El (El: hebraisk for Gud, red.) sin nyfødte søn, Kal-El, ud i rummet som en anden Moses, og blandt Kansas’ majsmarker opdrager Jon og Martha (Jo-sef og Ma-ria) Kent den lille Clark, indtil han kan ... ja, tage sit kors op.
Korset er pligten til at frelse os mennesker – især fra os selv.
Jedi i strømpebukser
Hidtil i hvert fald.
Siden tegneseriedebuten i 1938 har Superman nemlig bekæmpet skøre, men jordiske superskurke med ambitioner om verdensherredømme. Men her står hans kamp kun mod general Zod ’hjemme’ fra Krypton. Psykologisk en interessant modsætning:
Som den ny, mere plagede Superman har den svært velbyggede Henry Cavill mere følsom mund og mindre stålsat underkæbe end nogen tidligere inkarnation. Over for ham står Zod med Michael Shannons fascinerende træk af følsomhed, grådighed og brutalitet. Men psykologien mellem dem er desværre ikke filmens hovedfokus.
LÆS OGSÅ
Sansen for (selv)ironi og humor, der bar 1980’ernes Supermanfilm med Christopher Reeve, viste Zack Snyder spor af i ’Watchmen’.
Men ligesom i hans spartanerfilm ’300’ er humor totalt fraværende i ’Man of Steel’, nu til fordel for en slags Star Wars-kopi, så krigen mod Zods ’jugendstil’-teknologi af rumskibe og ’verdensmaskine’ trækker filmen ud til 2 timer og 23 minutter, med sidste halvdel som en alt for monoton larm af ødelæggelser i computertroldmændenes lille verdensrum.
Glemte idealer
Det er skade for en film, der ellers – modsat Bryan Singers halvhjertede ’Superman returns’ fra 2006 – har viljen til at begynde på en frisk i et nyt årtusind, hvor fælles trusler kan genaktualisere gamle idealer som pligtfølelse og offervilje for fællesskabet.
Idealer, som Snyder kun alt for let kan vride i totalitær retning (som i ’300’). Men som i de forventede efterfølgerfilm også kan holdes på demokratiets smalle sti, måske med hjælp af journalist Lois Lane i Amy Adams’ behageligt uglamourøse no-nonsense-figur.
LÆS OGSÅ Filmredaktør: Der er blodsprøjt på krystalkuglen for 2013
Castet fejler i det hele taget ikke noget med Russell Crowe i Marlon Brandos gamle rolle som knægtens Krypton-far og Kevin Costner som hans jordiske pendant, bonden fra Kansas.
Mor Martha som gennemgående figur – med Diane Lanes ovale træk – gør Kent-parret til en levendegørelse af Grant Woods berømte 1930-maleri af farmerparret i ’American Gothic’.
Sammen med andre ærkeamerikanske ikoner – fra New Yorks truede skyline til ’Citizen Kane’s og Jern-Henriks væltede legevogn i græsset – angiver de Supermans vigtigste mission af alle: De spejler det elskede USA, der skal frelses fra det onde af manden i strømpebukser.
fortsæt med at læse
