Jo, der er en fortrydelse.
Der er stolthed over, at hans folk, chilenerne, fik smidt en diktator på porten ad rent demokratisk vej som noget helt enestående i historien.
Men da Pinochet døde i 2006 i en alder af 91, snød han skæbnen. Han var tiltalt for adskillige overtrædelser af menneskerettighederne i hjemlandet, men døde, inden han kunne dømmes.
»Og det er da et stort åbent sår«, siger Pablo Larraín, den chilenske instruktør, hvis film ’No’ har dansk premiere i dag.
»Som alle andre chilenere kunne jeg jo følge, hvordan det gik ham efter hans afsættelse, hvordan han frit kunne gå rundt i gaderne. Retfærdighed i juridisk forstand skaber balance, og den balance har vi aldrig fået. Men begge sider af det politiske spektrum fandt, også umiddelbart efter diktatorens fald, at det var bedst ikke at røre ved det, bare at lade ham være alene, også dem fra oppositionen, der sad i de første fire regeringer efter Pinochet«.
LÆS OGSÅ Chilensk prisvinder burde vises i hele Mellemøsten
Men det er ikke den historie, Pablo Larraín vil fortælle i ’No’. Larrains historie er positiv og handler om en ung reklamemand, René (Gael García Bernal), der er vendt hjem til Chile efter at være opvokset i eksil med sine forældre, der var kendte socialistiske aktivister.
Langsomt vikles han ind i arbejdet for den chilenske opposition, der har fået lov til at sende fem daglige minutter ud over statsligt tv hver aften under folkeafstemningen i 1988.
Fem minutter, hvor Pinochetstyret ellers sidder på al resten. Indlysende blot en manøvre for at stilne den voksende kritik fra udlandet.
René affærdiger oppositionens idé med at slå på alle diktaturets forbrydelser mod menneskeheden og vil i stedet producere en positiv kampagne, sjovt nok betitlet ’No’, inspireret af hans egen reklame for en læskedrik og mere ulden end specifikt politisk.
Mod alle forudsigelser og trods chikane fra Sisiden vinder No, og Pinochet går af.
Håbet om noget nyt
Kampagnen er hentet fra virkeligheden, men René er en sammensmeltning af to faktiske personer, og filmen bygger på et teaterstykke af Antonio Skármeta.
»Jeg tror, de dengang vurderede, at det bedste angreb er ikke at angribe, men at foreslå noget anderledes, noget, der omfattes af positive følelser, noget frisk og nyt, noget, der griber fat i det håb, der stadig findes«.
Men på Coca-Cola-måden? Kan politik reduceres til læskedrikke?
»Det er mere komplekst end som så«, siger Larraín, der i parentes bemærket selv er succesrig reklamemand i Santiago og ejer firmaet Fábula.
»Kampagnen fik vælgerne til at føle, at de havde noget tilfælles, selv om de ikke nødvendigvis følte det samme om alle enkeltsager. Folk var trætte ikke bare af vold, men også af at høre om vold, og denne kampagne fortalte dem, at man bare kunne sige nej! og faktisk ændre sin egen og sit lands skæbne«.
Selv var Larraín 12 år, da Pinochet blev væltet, og husker ganske lidt:
»Jeg kan mærke fornemmelsen af, hvordan humøret, atmosfæren ændrede sig«, siger han. »Jeg kan huske, at tv-programmerne blev mere ... friske. Der blev ikke talt så meget politik, men man kunne mærke forskellen«.
Kan du huske den konkrete ’No’-kampagne?
»Det ...«, og Larraín tøver.
»Jeg er lidt forvirret, for jeg har jo set kampagnen så mange gange under min research, at jeg dårligt kan huske, hvor jeg kender hvad fra. Et par ting sidder fast i erindringen fra dengang: fyren, der danser i strandkanten, og titelsangen, som alle chilenere kender, regnbuen og ’No’-logoet. Det at de fik noget positivt ud af noget negativt«.
Familien ikke relevant
Pablo Larraíns familie var tro Pinochetstøtter, faren var senator og moren eksminister.
Var du som 12-årig i opposition til dine forældre og dermed på ’No’-fløjen?
»De arbejdede begge for regeringen og støttede ’Si’-fløjen. Men det gjorde 44 procent af befolkningen, må du tænke på. Først gennem de næste 25 år fandt folk ud af og forstod, hvad der virkelig var foregået under Pinochet. Hvis du spurgte på gaden i Santiago i dag, ville næsten alle afvise, at der var brug for en ny Pinochet. Kun nogle få fanatikere vil have ham tilbage«.
Diskuterede du med dine forældre, mens du lavede filmen?
Lang pause. Det går op for mig, at Larraín ikke plejer at diskutere det spørgsmål.
»Er det et relevant spørgsmål?«.
Ja, det er det da.
»Men synes du, vi skal tale om mine forældre?«.
Det er da vigtigt at belyse i forhold til, hvad du sagde om, at det tog 25 år for en masse mennesker at finde ud af, hvilket styre de faktisk havde støttet.
»Filmen handler ikke om min familie«.
Nej, men som du selv siger, var din familie bare nogle ud af 44 procent af den samlede befolkning, der støttede Pinochet.
»Det er ikke den film, jeg har lavet. Jeg har lavet en specifik film om nogle specifikke mennesker, der organiserede den her kampagne. Hvis jeg laver den anden film, kan vi snakke om mine forældre«.
Godt så.
Politik og popsloganer
Hovedpersonen i ’No’, René Saavedra, er i begyndelsen, da han bliver bedt om hjælp til at lave kampagnen, imod, i hvert fald stærkt nølende. Hans karriere er på skinner, alt kører, og alle ved, inklusive oppositionen, der er godt mat i sokkerne efter knap 15 års kamp, at Pinochet vil sørge for at vinde afstemningen, og at det hele bare er spil for galleriet.
René går i gang med at sælge det positive, politisk noget uspecifikke budskab til de gamle oppositionshøge, og der er dømt solnedgange, regnbuer, strandkanter, californisk nøgenhed og popsloganer over hele linjen.
Har reklamemanden René nogen ideologi?
»Ja, det har han bestemt«, siger Larraín.
»Han ved godt, hvor han står, men han er en handlingens mand, han går ud og gør ting uden at tale for meget om det. Han bærer ikke rundt på noget banner, men når du overvejer de ting, han så faktisk foretager sig, skaber han jo den kampagne, der vælter diktatoren, og det er en politisk handling, der både er heroisk og episk. Det er det største job, der findes«.
’No’-kampagnen var, som vi har været inde på, ret uspecifik, mere sådan et løfte om generel lykke. Hvad skete der så efter Pinochets fald?
»Ja, lykken som sådan kom jo ikke. Mange havde forventet, at der skete noget med det samme, og det overrasker mig, når jeg kigger tilbage. Pinochet var smidt ud af præsidentkontoret! Hvad kunne man forlange mere? Hvordan kunne et slogan eller en politisk idé kunne skabe din lykke? Jeg husker dagen efter, at han tabte valget. Hele landet var gået på gaden, og det var et dejligt øjeblik. Det føltes som en befrielse på så mange planer«.
Klart budskab
’No’ er blevet lidt af et fænomen rundt om i verden, ikke mindst på filmfestivaler. Og det kommer bag på Larraín selv, som hele tiden tænkte, at den beskrev et ret lokalt chilensk fænomen.
»Det har været så interessant for mig, hvordan folk har forstået min film. De sætter jo dens enkeltdele sammen, som de har lyst hver især. Jeg har aldrig overvejet, hvordan man ville tage imod den ude i verden, men jeg kan se, at folk reflekterer ud fra den mod deres egen virkelighed, som intet har at gøre med, hvordan en fascistisk latinamerikansk diktator fra 1970’erne og 80’erne mødte sin skæbne«.
»Og det, de ser, er, at allerede fra dengang har man solgt politiske budskaber som produkter, og det er ikke nødvendigvis farligt eller en dårlig ting. Bare vælgerne er bevidste om det. Én ting, alle har brug for at lære, er, hvordan man læser mellem og bag linjerne«.
»Det budskab kan alle forholde sig til«.
fortsæt med at læse
