0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Instruktør: »Livet i skjul var ikke anderledes for os, end normalitet var for de andre børn«

Argentinske Benjamin Ávila står bag den prisvindende 'Mit navn er Ernesto'.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
(AP Photo/Argentine Consulate, File)/AP
Foto: (AP Photo/Argentine Consulate, File)/AP

Kaotisk. Benjamin Ávila (th.) har genoplevet, hvordan det var at vokse op under Argentinas militærjunta med våbenføre forældre fra guerillaen.

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Instruktørens egen mor og i flere år også hans lillebror hører til de tusinder og atter tusinder af forsvundne.

’Forsvundet’ i forbindelse med Den Beskidte Krig, statsterrorismen i Argentina i 1970’erne, er en eufemisme for ’bortskaffet’, ’kidnappet’ og ’dræbt’.

Benjamin Ávilas mor ved ingen, hvad der blev af, men lillebroren, der blev bortført, da han var 9 måneder, dukkede op igen fem år efter.

To navne ’Mit navn er Ernesto’ er Ávilas stærkt personlige dokument om hans barndom. Ikke alene har han skrevet filmen og instrueret den, han har samtidig helt praktisk filmet den, og hovedrollen i den, drengen Juan, der er nødt til at kalde sig Ernesto uden for hjemmet, er ham selv.

Juan – og dermed Benjamin – er søn af montoneros, en venstrerevolutionær byguerilla, der ville smide militærdiktaturet på porten.

Juans forældre flygter i filmen med familien til Cuba, men vender senere tilbage for at tage kampen op, nu med falske papirer.

Jeg ville vise, at disse mennesker ikke kæmpede for at dø (...) De kæmpede for at leve

Således hedder Juan ’Ernesto’, når han går i skole, og når han er derhjemme – hos den karismatiske onkel, den strikse far og den favnende mor – er der altid en kant af nervøsitet, og Juan ved, hvilke bogreoler han skal skubbe til side for at komme i sikkerhed, hvis politiet kommer.

For en dag – det mærker man tydelig – kommer politiet.

Eksilet var vidunderligt
»Mine forældre forregnede sig«, siger Benjamin Ávila til websitet Ojai. »De troede, at der stadig var stor opbakning til guerillaerne i befolkningen flere år efter, og opdagede, at det var der slet ikke«.

41-årige Ávila husker sin barndom som »en fantastisk periode i mit liv, slet ikke mørk. Det, der kom til at ske, var frygteligt, men ikke tiden op til, mens jeg gennemlevede den. Eksilet i Cuba var vidunderligt, fordi vi var sammen, og vi følte os stærke«.



Han har beskæftiget sig med perioden hele sit aktive filmliv.

I 2003 lavede han en dokumentarfilm, ’Børnebørnene’ (’Nietos’), om de forsvundne børn, som bedstemødrene demonstrerede for i årtier på Plaza de Mayo i Buenos Aires.

Fra han var 13, vidste Àvila, at han ville være filminstruktør for at kunne fortælle sin barndoms historie: »Det var som en gæld, der skulle betales af, og nu kan jeg få ro for den«.

En stor pris at betale
»For os var det jo ikke noget specielt liv. Det var helt normalt. Det var vores liv. Min storebror og jeg kunne ikke forestille os noget andet, derfor var vi ikke traumatiserede. Den dag i dag kan jeg kigge tilbage og savne den måde, vi levede på. Det stærke familiebånd, vi havde. Det, der var traumatiserende, var alt det andet: forfølgelsen, min mors forsvinden og det, at jeg stadig ikke ved, hvad der blev af hende, ikke at blive opdraget sammen med min yngre bror. Vi begyndte først for alvor at føle os som brødre for tre år siden. Det er en stor pris at betale«.

»Livet i skjul var ikke anderledes for os, end normalitet var for de andre børn. Der var nogle parametre, der var usædvanlige, men vi levede inden for dem, selv inde i vores hjem. Jeg husker mange helt almindelige, normale familieøjeblikke, såsom at vågne op alt for sent om natten for at se landsholdet spille verdensmesterskabet i ungdomsfodbold, Maradonas første kampe i Japan. De fandt sted kl. 4 og 6 om morgenen. Kl. 7 om morgenen gik jeg på gaden sammen med alle naboerne for at fejre sejren, og min mor skældte mig ud, fordi jeg kom for sent i skole og ikke havde redt min seng«. Tusinder forsvandt


Efter Peróns død i 1974 og militærkuppet i 1976 forfulgte styret nådesløst grupperingerne, der talte demokratiets sag, og det anslås, at op imod 22.000 blev dræbt eller ’forsvandt’ mellem 1975 og midten af 1978.

Mange af dem, der blev holdt i fangelejre rundt om i Argentina, blev løsladt igen efter diplomatisk pres fra udlandet, og i årene 1976-83 skønnes det, at cirka 13.000 fjender af juntaen ’forsvandt’.

Eksilet i Cuba var vidunderligt, fordi vi var sammen, og vi følte os stærke

Den dag i dag er der ikke redegjort for mange hundrede ofres skæbner. Mange bortførte babyer voksede op i militærjuntaens familier på falske papirer, og ingen kan rekonstruere, hvad der skete med dem, selv om de selv, intetanende, findes i det argentinske samfund i dag.

»Argentinsk film har vist denne periode masser af gange«, har Benjamin Ávila fortalt, »og jeg synes, det er sket på en meget følsom måde, men alligevel har de altid kun vist de mørke sider – frygten, døden, forfølgelsen, torturen. Det er ikke de ting, jeg først og fremmest husker. Historien postulerer, at hvis du kæmper for noget, ender du med at dø, fordi du vil blive dræbt. Moralen er: Lad være med at tro så meget på en sag, for så bliver du dræbt. Så jeg ville vise, at disse mennesker ikke kæmpede for at dø. Man kæmper aldrig for at dø. De kæmpede for at leve. De kæmpede, fordi de troede så meget på deres sag. Og der var stor kraft i deres liv. De havde masser af det – liv. De levede ikke med døden i sig«.

Annonce

En praktisk distance

Ávila har fortalt flere steder om, at det sværeste ved at lave filmen var at distancere sig tilstrækkeligt fra historien. Ikke, vel at mærke, emotionelt, men rent praktisk. »Jeg skrev filmen sammen med min brasilianske ven Marcelo Müller. Sammen med ham smed jeg det af min personalhistorie væk, som ikke var vigtigt for filmens historie, hvor vigtigt det så end var for mig personligt. Til gengæld gav jeg det, der blev tilbage, en dybere resonans«. Rollen som Juan, Benjamin Ávilas alter ego i filmen, var på mange måder den helt afgørende at besætte perfekt, fordi det er hans øjne, hans sensibilitet, vi oplever alt igennem.



LÆS OGSÅ

Ávila brugte tre måneder og prøvefilmede i alt 700 drenge for at finde frem til Teo Gutiérrez Moreno, altid med Ávila selv bag kameraet.

De voksne spillere tilbragte nogle dage sammen med overlevende medlemmer af montoneros-guerillaen, der oplærte dem i våbenbrug og stod til rådighed for alle tænkelige spørgsmål:

»Det var særdeles produktivt«, har Ávila udtalt til Indiewire, »for deres kroppe ændrede sig ligesom deres synspunkt på historien. Og det gjorde dem i stand til at improvisere inden for rammerne af filmen, hvilket vi brugte meget i nogle af filmens vigtigste scener«, har Ávila sagt.