Hvis sandheden, som det siges, er enhver krigs første offer, må børnene stå tæt bag ved i køen: Selv hvor børn ikke ligefrem tages til soldater, må de dog – uden ansvar for krigens årsager eller indflydelse på dens udfald – leve med krigens farer og afsavn.

Og med de forenklede verdens- og fjendebilleder, der vil præge dem senere, også i fredstid.

LÆS OGSÅ Chilensk stjerneforfatter skrev tre og ikke kun to mesterværker

Sydamerikas nyere historie er så befængt med diktaturer, revolutionsgrupper og borgerkrigstilstande, at det naturnødvendigt må præge de demokratiske landes nutidige filmproduktion.

Herunder Argentinas oscarkandidat til sidste års prisuddeling, en fortælling om barndom under jorden (originaltitlens ’Infancía clandestina’) i årene under militærdiktaturet i sidste halvdel af 1970’erne.

Filmens Juan er tolv år, da hans familie i 1979 fra eksil vender hjem til Buenos Aires.

Tre år før forsøgte juntafolk at myrde forældrene, begge er fortsat eftersøgte medlemmer af den peronistiske modstandsgruppe Montoneros, og deres import af chokoladeovertrukne jordnødder er skalkeskjul for indsmugling og distribution af oppositionelle tryksager m.m.

De må leve under falsk identitet, Juan hedder Ernesto i skolen, og han må hele tiden være parat til med sin spæde lillesøster at gemme sig bag en hemmelig dør i huset.

Livsfarligt politisk arbejde
Historien er delvis baseret på den i dag 41-årige instruktørs egne erindringer, måske også Juans/Ernestos forelskelse i skolekammeraten María, som han drømmer om at stikke af med, da det trækker op til nyt eksil.

Denne lille love story er nu tiltænkt mere plads, end børneskuespillerne (Teo Gutiérrez Moreno som Juan) helt har nuancer og format til. Hvor tungt guerillalivets vagtsomhed hviler over hverdagen, ses bedre af en af filmens stærkeste passager:

En ugift onkel – med bedre sans for festens, humorens og legens nødvendighed i et dagligliv end Juans forældre – henter drengens mormor hjem til en fødselsdagsfest. Hun trygler sin sammenbidt idealistiske datter og svigersøn om at opgive det livsfarlige politiske arbejde, for familiens skyld.

Feststemningens tryghed såvel som børnenes behov taler jo for mormorens synspunkt, men de efterfølgende begivenheder taler snarere for kampens fortsatte nødvendighed.

Med stor virkning er filmens voldsomste scener – prologens attentatforsøg på åben gade og senere et angreb på familiens hus – fortalt med realistiske ’actiontegninger’ i gråblå tusmørketoner, hurtigt skiftende uden ligefrem at være animation.

Livagtigt og dog ’verfremdet’ som i en tegneserie – måske netop sådan, som billederne af den slags vold senere samler sig i et barns erindring.

Import er fortjenstfuld

Latinamerikanske film oversvømmer just ikke danske biografer, så importen af denne lille perle er i sig selv fortjenstfuld, i fortsættelse af Pablo Larrains film ’No!’ tidligere i år, om den folkeafstemning, der i 1989 afsluttede Pinochetdiktaturet i nabolandet Chile.

Og krigstilstand som barndomsvilkår er jo ikke forbeholdt dén verdensdel.

fortsæt med at læse

'Anchorman 2' er en overraskende veloplagt mediesatire