Tonto var en skarp profil i min halvtredserbarndoms persongalleri.
Hver gang et nyt nummer af tegneseriebladet Skipper Skræk udkom, og den fåmælte indianer atter fulgte den ensomme ordenshåndhæver Sorte Maske på forbryderjagt gennem ørkensand og præriegræs, var jeg solgt. Nu har jeg mødt ham igen, men på én gang mere og langt mindre respektindgydende end i den tiåriges øjne.
Næsten spoof
Mindre, fordi indianeren er gjort til kitsch og karneval, en udstødt comanche med fjæset fuldt af aske og en død ravn som hovedprydelse til tegn på, at han er fra forstanden.
Men mere respektindgydende, fordi det er Johnny Depp, der udfylder rollen, og han gør det med samme fortryllende værdighed, som når han spiller sørøveren Jack Sparrow på de syv have.
Nøjagtig samme værdighed. Rollerne ligger tæt på hinanden, og det er netop Gore Verbinski, instruktøren af de tre første ’Pirates of the Caribbean’-film, der nu sammen med både producer Bruckheimer og manusfolkene Ted Elliot og Terry Rossio er gået på land for at gøre ved vestens cowboys, hvad de allerede har gjort ved sørøverne:
ikke lavet helt ’spoof’ på genren – men næsten.
Forkerte bror
Dele af myten – fra radioserien fra 1933, en tv-serie i 50’erne plus romaner, seriestriber, spille- og tegnefilm – er opretholdt:
Ensom ranger med halvmaske bliver John Reid, da grådige hvide mænd sætter hans ældre og mere drabelige rangerbror Dan ud af spillet, og enken og nevøen skal forsvares. Så får John, nybagt jurist og modstander af selvjustits, også både en mission, en stjerne, en skyder og en hest: Den hvide hingst, der kommer når han kalder: »Hi-Yo, Silver!«.
Og så Tonto, altså. Der ligesom dengang kalder Reid for ’Kemosabe’ (nu betyder det dog ikke ’betroede ven’, men derimod ’forkerte bror’!) og støber de sølvkugler, han skal dræbe med. Og så låner Verbinski & co. ellers med arme og ben fra andre westerns, frem for alt fra ’Once Upon a Time in The West’:
Kampen om færdiggørelsen af den amerikanske jernbane fra øst til vest, revolvermænd i støvfrakker ved et trinbræt osv.
Kill your darlings
Det hele fortælles – i en ret overflødig 1933-ramme – af Tonto som olding til en legetøjscowboy af en knægt, der ’arver’ maske, kugler og ansvaret for fremtiden.
Men for mængder af production value – f.eks. jernbanespor, broer og nedstyrtning af hele togstammer udført live i 1:1 – får man et veritabelt overkill af storslåede scenerier og drabelige kampe, f.eks. mellem to løbsk paralleltkørende tog.
Kombineret med vittig dialog mellem Tonto og Sorte Maske, hvis ranke fjogethed Armie Hammer leverer godt, selv når de begge sidder i skorpionsand til halsen.
LÆS OGSÅ Usentimental dokumentar går tættest muligt på uhelbredelig sygdom
For Hitchcocks råd: ’Kill your darlings’ – fraklip ’gode’ scener, der bare ikke fører historien videre – har Verbinski vist misforstået. Med to en halv times spilletid (!) beskærer han nemlig i stedet biroller som bror Reids enke (Ruth Wilson, tv-seriens ’Jane Eyre’) eller byens bordelmutter (Helena Bonham-Carter), så det næsten tager livet af figurerne.
Og når både plot og sceneskift så alligevel er uklare, bliver de mange gentagelser (også af Rossinis vilde ridt af en ’Wilhelm Tell’-ouverture, den gamle tv-series kendingsmelodi) slet og ret for meget af det gode, når man får for lidt af det nødvendige.
fortsæt med at læse
