Skal en film sælges på et navn, vil det med meget få undtagelser blive skuespillerne eller instruktøren, der skal lokke folk i biografen. Charlie Kaufman er i de senere år blevet undtagelsen, der bekræfter reglen. Kaufman befinder sig hverken foran eller bag ved kameraet, men sidder på en stol bag et skrivebord og skriver. Fra denne i vore dage lidet attraktive position skriver den 46-årige Kaufman manuskripter, der på mere end én måde skaber sine egne verdener. For det første ligner Kaufmans historier ikke de andres. Han overtræder konsekvent stort set samtlige gyldne regler for, hvordan man normalt strikker en succes sammen. Plot og suspense er så at sige kun biprodukter. For det andet foregår hans film som oftest i et landskab, der ikke hører til de mest populære i Hollywood. Nemlig det indre landskab. Charlie Kaufman skriver film, der foregår inde i hovedet på folk. Og har haft overraskende stor succes med det, siden Spike Jonze i 1999 instruerede 'Being John Malkovich' og gjorde det til årets skæve hit. Dermed satte han også en stopper for Kaufmans alt for lange karriere som anonym leverandør til amerikanske tv-serier. 'Orkidétyven' ('Adaption') og 'Confessions of a Dangerous Mind' var yderligere to træffere signeret Charlie Kaufman. Chris Cooper fik endda en Oscar for 'Orkidétyven'. Eneste flop i serien var 'Human Nature' (2001) instrueret af Michel Gondry. Franskmanden har også instrueret 'Evigt solskin i et pletfrit sind', men denne gang går alt op i en højere enhed for den franske musikvideoinstruktør og det amerikanske æggehoved. Charlie Kaufman skriver umulige film. Eller rettere film, der ville have været umulige, inden en postmoderne tid gjorde det cool at sætte ironisk-surreelle spørgsmålstegn ved virkelighedsbegrebets sandhedsværdi. Tænk blot på 'Orkidétyven'. Hvem skulle tro, man gad se en film, der handler om en frustreret manuskriptforfatter, der er ved at skrive den film, man sidder og ser? Eller se en film, der delvis foregår inde i hovedet på en intellektuel skuespiller som John Malkovich? Charlie Kaufman skriver film, der både i form, stil og tone har sit nærmeste forbillede i landsmanden Thomas Pynchons romaner ('Gravity's Rainbow' og 'Vineland'). I 'Evigt solskin i et pletfrit sind' er Kaufman så aparte som nogensinde, men filmen har samtidig en på én gang blød og hård kerne af en kun alt for genkendelig kærlighedshistorie. Resultatet er en film, der er fuldt ud lige så original som 'Malkovich' og 'Orkidétyven', men har en skrammet og melankolsk tone, der er ny. Filmen har hentet sin titel fra et digt af Alexander Pope. Den rummer både en bizar dimension og en dimension, der for de fleste kun vil være alt for genkendelig. Nemlig en af de kærlighedshistorier, hvor forelskelsen tragisk forudsigeligt bukker under for slitage, smålighed, selviskhed. Jim Carrey spiller Joel. En genert single med et tilsyneladende begivenhedsløst liv. Indtil han en vinterdag uforklarligt for sig selv følger en pludselig indskydelse og pjækker fra arbejdet. Uden at vide hvorfor tager han til den iskolde strand ved Montauk. Her møder han en speciel pige med blåt hår og orange jakke, som, jakken taget i betragtning, passende nok viser sig at hedde Clementine (Kate Winslet). Der opstår usædvanlig hurtigt både attraktion og frastødning. En næsten uforklarlig indforståethed de to imellem, der viser sig ikke at være så uforklarlig endda. De to har en forhistorie. De ved det bare ikke. En dr. Howard Mierzwiak (Tom Wilkinson) har opfundet en revolutionerende metode, der gør det muligt at rense hukommelsen for ubehagelige minder, på nogenlunde samme måde som man renser en harddisk for virus. Efter to års stadig mere opslidende parforhold har Clementine valgt et rent brud. Hun har fået slettet Joel fra sit liv. Han findes ikke mere i hendes hukommelse. En service firmaet Lacuna tilbyder mod god betaling. Så da Joel efter endnu et skænderi opsøger sin darling Clementine med forsoningsgave i hånd, kan hun ikke kende ham. Hun har allerede fået en ny kæreste. Trodsigt beslutter den fortvivlede Joel at give tilbage med samme mønt. Men fortryder midt i processen. Ikke mindst da han opdager, at en af teknikerne, der står for den praktiske del af processen, har benyttet sig af lejligheden til at score Joels lige så højt elskede som møgirriterende Clementine. Instruktøren Michel Gondry fortæller i stadig mere løbske fragmenter historien om Joel og Clementines kærlighed, mens Joel hensat i bevidstløs tilstand prøver at påvirke, rekapitulere og fortryde. Det er næsten en umulig film at fortælle. Den narrative kronologi er smadret til atomer. Virkeligheden kan gradbøjes i det uendelige. Men fortællingen overlever. I middelalderen lærte man, som en del af en retorisk dannelse ved hjælp af såkaldte hukommelsespaladser, systematisk at kunne huske op til 60.000 ting. I informationsalderen er hjernens hukommelse kommet under pres. Der er for meget at huske, og computerne gør det bedre. Men det gælder ikke for personlige erindringer. Joel og Clementine løber fra det ene sammenstyrtende rum i deres fælles liv til det næste, i et kapløb med tiden. Kaufman og Gondrys film er eventyr, der udspiller sig i hjernen. Mange lykkelige omstændigheder får den halsbrækkende konstruktion 'Evigt solskin i et pletfrit sind' til at lykkes som en overrumplende realistisk kærlighedsfilm. Kate Winslet yder sit bedste længe som den fysisk pågående og voldsomt impulsive Clementine. Der findes folk, der på trods af Carreys storspil i 'The Truman Show' stadig ikke kan se talentet for bare grimasser, men det bør denne film sætte en stopper for. Komikeren Carrey får lov til at gnistre i enkelte scener, men grundlæggende er der tale om et dæmpet og uhyre afbalanceret spil fra manden, der ellers er kendt for at gå både linen og planken ud, uden nogen form for sikkerhedsnet. Filmen har et gnidret og ru moderne look, der understreger den fundamentale realisme. Filmens udseende udsender et vigtigt signal: at man har svært ved at skelne mellem virkelighed og fiktion, er ikke en form for sindssyge, men et stadig mere pågående eksistentielt faktum i det postmoderne, mediegennemsyrede samfund. Reality hedder ordet, der har sat virkeligheden i fiktionens gåseøjne. 'Evigt solskin i et pletfrit sind' er en fortælling, der så at sige består af en lang række realitetssammenbrud. Det kunne være skildret med dyr computeranimation, men Gondry har i samarbejde med den islandske klipper Valdis Oskarsdottir valgt mere lavteknologiske løsninger. Effekten er den ønskede: Man bliver ikke distraheret af lækker teknik, men snubler selv med ind i personernes kaos. Oskarsdottir er velkendt herhjemme. Hun har således klippet både 'Mifunes sidste sang' af Søren Kragh-Jacobsen og Thomas Vinterbergs 'Festen'. Det kunne se ud, som om ånden fra dogme har været med til at hjælpe Gondrys inspirerede filmatisering. For sagen er, at 'Evigt solskin' er en historie, der let kunne have fortabt sig i overdreven fantasifuldhed. Men var det blevet en rutsjebanetur som 'Being John Malkovich', havde filmen mistet sin afgørende brod: fornemmelsen af kærlighedens smerte, af virkeligheden; hvad den nu end består af i vore fortumlede dage. Uden at løfte en pegefinger strejfer filmen mange af det moderne livs ømme punkter. De stadig mere sofistikerede indgreb i bevidstheden og muligheden for at beherske sin egen virkelighedsopfattelse. Den stadig mere udbredte lyst til at undgå smertefulde erfaringer. Dyrkelsen af det funktionelle, det behagelige, af parforhold som cost-benefit-institution. De mange terapeutiske forgreninger, der tilbyder at løse problemer med et snuptag. Drømmen om at starte på en frisk, der så let bliver mere banal og mindre frisk for hver gang. Men har filmen et klart budskab, så er det mere jordnært: Kærligheden mellem to mennesker er noget særligt. Så særligt, at man måske skulle overveje at kæmpe for sagen. I stedet for at smide den fra sig, hvis den tegner til at blive for besværlig. 'Evigt solskin i et pletfrit sind' er på flere planer et lille underværk. En særdeles alvorlig komedie, der får det til at gøre ondt, når man ler. En uhyre kompleks konstruktion, der opleves lige så sært selvfølgelig som logikken i en drøm. En enkel og indviklet film om det mest indviklede og enkle: Hvorfor er det så svært at blive ved med at elske hinanden?