»Vi slår dem næste gang – det er jeg overbevist om!«.
Sådan sagde Svend Auken til partifællerne i den aarhusianske valgkreds efter folketingsvalget i 2007.
Og man kan se, han troede på det. Om han får ret, kommer han nu ikke selv til at opleve.
For 4. august 2009 døde ’den bedste statsminister, Danmark ikke har haft’, som man sagde, da de radikale i 1992 hjalp til med at vælge Poul Nyrup Rasmussen som S-partiformand i stedet for Auken.
International miljø- og klimapolitiker
Optimismen, kampviljen, det lange perspektiv i politik var centralt i Aukens på én gang ligefremme og sammensatte karakter.
Han lagde 1992-nederlaget bag sig og blev i stedet den bedste miljø- og energiminister, Danmark til dato har haft.
LÆS OGSÅ Svend Auken-filmen modtaget med tårer og applaus
Det er i den rolle – som international miljø- og klimapolitiker – at filminstruktøren Anne Wivel (hans sidste hustru) besluttede at følge ham med kameraet i nogle år.
Et menneskeligt indlæg i valgkampen
Undervejs kom diagnosen på den prostatacancer, der også gjorde de år til hans sidste, så filmen om Auken desuden er blevet et stærkt og bevægende personligt portræt af ’Svend’.
Er den desuden et indlæg i den valgkamp lige nu, som han var overbevist om, at hans bevægelse ville vinde?
Aukens enke: »Han opdagede, at det ikke var Svend Auken, jeg var forelsket i«
Nej, ikke snævert partipolitisk, men netop menneskeligt:
Midt i disse dages suppedas af spin og tvivlsomme løfter virker det rensende og befriende, næsten som et brusebad for ens politiske besindelse, at se en politiker med et udblik og engagement, der hæver sig over næste morgens opinionsmåling.
Ikke nogen engel
Trods den glimtvis næsten barnlige og stærkt smitsomme begejstring var Auken begribeligvis ikke nogen engel.
Toppolitiker bliver ingen uden en stærk personlig ambition, måske forfængelighed, og et vist mål af den brutalitet, der også kan ramme en selv.
Men her parret med en stærk vision om forbedring, i det små som i det store.
Arbejderbevægelsens mål er, sagde han på sin sidste partikongres, at »den, der vil og yder sit, skal aldrig hjælpes for sidste gang«.
Og kampen mod klodens klimaforværring – han var blandt andet formand for et af udvalgene under FN’s Miljøprogram – ser han som en overlevelseskamp i sidste øjeblik.
Bevægende kamp
Det er bevægende at se hans modige, illusionsløse personlige kamp for livet spejle den globale ditto.
Hans harme ved mødet med Lomborgs, Per Stig Møllers eller Connie Hedegaards udlægninger af tallene for dansk CO2-udslip og VKO’s »syv magre år« for udbygning af vedvarende energi er ikke mindre ægte end hans helt private fortvivlelse over at skulle forlade arenaen.
»Havde jeg ikke været syg, havde jeg nok ikke stemt for den klimaaftale«, siger han efter det afsluttende, utilfredsstillende forlig. Men frem for fortsat konflikt blev aftalen nu et led i at gøre et livsresultat op.
Auken gjorde en forskel
At »beskikke sit bo« handler filmens sidste, meget tætte tredjedel netop om: tapperheden og det fortsatte, imponerende nærvær udadtil og så belastningen af de nærmeste; den uforfærdede konfrontation med kendsgerningerne efter devisen ’jo mere sprog for tilstanden, des mere ægte følelser’.
Alt imens kemoterapien skrider frem, håret falder af, og hvert lykkeligt øjeblik med familien samtidig ligner en afsked.
Selv om udtrykket nu er blevet kliché, så gjorde Auken en forskel i Kenya, Seattle, Portland, Kyoto og på Christiansborg, men også for sine nærmeste.
Et kærligt portræt
Selv i Kongressen i Washington mindedes en amerikansk klimapolitiker hans død – og især hans sidste års livsresultater – i en stor tale, der følger rulleteksterne sidst i filmen.
Som helhed tegner filmen med privatlivets privilegerede adgang, men uden sentimentalitet, et kærligt portræt af et menneskes kamp for livet – sit eget og klodens.
Samlet i filmens indgangs- og udgangsbillede af den store, sygdomsmærkede, resolut udadvendte og dog uhjælpeligt ensomme skikkelse ved en skibsræling i Ishavet, med blikket vendt mod de isbjerge, der svinder bort.
FACEBOOK
SE TV
fortsæt med at læse
