Selv om ’Caroline – den sidste rejse’ udspiller sig i en slags nutid, trænger Golden Days’ 1700-tal sig hele tiden på:
Ikke et øjeblik glemmer vi, at historien om en moderne firmafusion, formet som arrangeret ægteskab mellem den psykisk svage Christian og den stærkere, udefrakommende Caroline, er en parafrase over Christian VII’s ægteskab med tyske Caroline Mathilde.
Som endte med hendes landsforvisning og halshugning af hendes elsker, kongens rådgiver og regerende stedfortræder – ethvert sted, altså – Johann Friedrich Struensee.
Betalt af egne lommer og lån
Det er heller ikke meningen, vi skal glemme forlægget.
Moderniteten er mest på skrømt, for fokus ligger på kærlighedens vækst på trods af den lige så tidløse magtkamp om nationen eller koncernen.
Direktør Ove (dvs. Høegh-Guldberg, spillet af Finn Nielsen) og den gamle ejers(/konges) enke, Juliane (Hanne Uldal) styrer gerne den svage arving Christian (Morten Hauch-Fausbøll, afmægtig og elskelig).
Dem passer det ikke, at Caroline (Christine Hermansen med kontrolleret lidenskab) og Johan (Kim Bodnia som et kraftfelt af venligt overskud) finder sammen og tager over.
En tidløs kontur af de kampe står klart frem i filmen, der er et modigt debutarbejde, både for instruktøren og for manuskriptforfatter, producent og titelrollehaver Christine Hermansen, der uden støtte har betalt af egne lommer og lån.
I smuk forlængelse heraf har det genåbnede og lige så stædigt heroiske Posthusteater besluttet at tage filmen på plakaten – endnu en grund til at løse billet.
Stillejet og Jens Juel
At dialogen stedvis just ikke er moderne (»Vi kunne ikke styre det. Han tog mig!«), rimer faktisk med minimalistisk scenografi, en malerisk komponeret billedside og et roligt tempo med let teatralsk præg i den direkte tale til kameraet.
Dramaturgisk bindes det sammen af indsatte glimt af en budbringer i løb gennem skoven, krydset med glimt af den detroniserede Carolines returrejse i bil.
Uden at føje meget nyt til billedet af dronningens romance med den reformivrige ildsjæl (som Enquist gjorde det med ’Livlægens besøg’) vil denne lange novellefilm måske snarest huskes for sit helt eget stilleje – noget i retning af tidsmæssigt ’fritskrabede’ figurer i et landskabsmaleri af Jens Juel.
fortsæt med at læse
