Drager er et af den slags væsner, der ikke eksisterer, men alligevel altid har været her.

Deres eksistens er ikke mere videnskabeligt underbygget end skovtroldens eller julemandens, men deres betydning er lige så respektindgydende. Og det vel at mærke i mange kulturer på tværs af kontinenter og historiske epoker.

Fra oldtidens Babylon og Asien til middelalderens Europa er der blevet fortalt om drager. I vores del af verden har de været onde. I Asien repræsenterer de forskellige drager derimod aspekter af godheden selv.

I filmen 'Drager: Virkelige myter og uvirkelige skabninger' går den canadiske instruktør Marc FaFard både oplysende og mytefascineret til værks. Fra de 600 kvadratmeter lærred i kuplen i Planetarium kan man derfor nu modtage et væld af informationer om drager i forskellige kulturer uden at få spoleret sin trang til at høre eventyr om fænomenet.

For forståelsens og underholdningens skyld er det faktuelle i filmen pakket ind i en fiktiv fortælling om en ældre tilsyneladende klog melankoliker (Max von Sydow) og en ung sjæleligt plaget kvinde (Laurence Leboeuf). Gennem deres dialog formidles oplysninger om de drager, der er flot og kyndigt visualiserede.

I originalversionen af filmen har skuespillernes læber fulgt med deres tale. I Planetariums version, der er synkroniseret til dansk, taler Max von Sydow så at sige med to tunger på et lærred så stort, at hver en detalje i hans ansigt og i hans i denne sammenhæng ensformige skuespil blottes.

Tanken er formentlig, at den fiktive historie skal gøre det faktuelle stof nemmere at leve sig ind i. Men historien er tynd, og skuespillet er altmodisch.

En fantastisk masse interessante ting om drager bliver sagt og vist, men spørgsmålet er, om det ikke alt sammen havde været mere spændende, gribende og oplysende uden den påklistrede fortælling?

fortsæt med at læse

Kongen af britisk feel good rammer forbi med kedelig romantik