Naturkatastrofer – lige fra Noahs oversvømmelse over aids-epidemien til tsunamien i december 2004 – går før eller siden over i historien som fortællinger, ofte i mere eller mindre metafysiske tolkninger. I alt våset om ’Guds straf’ kan man komme til at længes efter at få tolkningerne skrællet af og se tragediernes nøgne, naturskabte meningsløshed direkte i øjnene.

Med menneskeskabte katastrofer forholder det sig omtrent omvendt. En Holocaust-skildring uden etisk eller politisk stillingtagen risikerer at ligne katastrofepornografi.

En lignende indvending lurede på Paul Greengrass’ ellers meget renfærdige dokumentaristiske drama om 11. septembers fjerde fly, ’United 93’, ved premieren for en måneds tid siden. Det demonstrative afkald på politisk analyse, tolkning eller konklusion er jo i sig selv en udlægning: Når begivenhed, terrorister og ofre løsrives fra enhver forhistorie, opleves volden stadig ’ond’ – nu blot mere uforklaret end i virkeligheden.

Men hverken statsstyret eller ’revolutionær’ terrorisme skyldes nu naturens love eller luner.

Sådan vil Oliver Stone ikke gribe det an, tænkte jeg dengang. Meget kan man sige om den provokationslystne instruktør af ’JFK’ og ’Nixon’, af ’Platoon’ og ’Salvador’, men ikke at han er håndsky over for fortolkning af politiske begivenheder.

Ræsonnementet viser sig nu at holde stik, selv om jeg langt ind i det nervepirrende møde med hans fantastisk velfortalte version af 11. september troede, jeg måtte æde det i mig igen.

’World Trade Center’ er en enkel historie til et kolossalt budget, alene til de 70 krediterede medarbejdere på særdeles virkningsfulde ’visual effects’, som oplevelsen af tårnenes sammenstyrtning i stueetagens øjenhøjde – Nicolas Cage og Michael Peña er hhv. John McLoughlin og William Jimeno fra Port Authority Police Department.

Med et lille hold kolleger sendes de ind for at redde mennesker ud, men bliver selv fanget i ruinerne under næste angreb. Kun de to slipper ud som de næstsidste af 20 overlevende fra ruinerne. Tæt ved 3.000 mennesker omkom på stedet.

Ligesom med ’United 93’ kender vi altså her udfaldet af ’katastrofefilmen’, og udfordringen er den samme for Stone som for Greengrass: at erobre katastrofens virkelighed tilbage fra en hollywood-genre, der har drevet rovdrift på virkemidlerne. Stone vælger at underspille (og har lokket Cage til at gøre det samme, endelig!). Og genrens obligatoriske hulter-til-bulter-kaos er der jo en effektiv dæmper på: I mere end halvdelen af de to timer er hans to hovedpersoner ubevægeligt fastlåst under seks meter murbrokker!

Hvor Greengrass åbnede med synet af den arabiske selvmordsaktivist ved morgentoilettet, er det her politimændene, der slukker vækkeuret og kører af sted til en arbejdsdag som alle andre. Katastrofen er jo en slags hverdag, livsindsatsen en kalkuleret erhvervsrisiko.

Vi ser ikke en araber i hele filmen, og kun én af de små, flagrende skygger af ofre, der valgte at springe ud fra bygningen. Derimod møder vi Jesus, i et par nærdødshallucinationer! Hele dramaet ligger nemlig under ruinerne. Og så ude i hjemmene.

McLoughlins og Jimenos livsvilje er nemlig uløseligt knyttet til kærligheden til kone (hhv. Maria Bello og Maggie Gyllenhaal) og børn. Og både deres og konernes refleksioner klippes ind som erindringer: Har jeg elsket dig nok?! Enkelt, men i mine sentimentale øjne overbevisende – indtil det udarter i rovdrift, og det gør det.

Filmens mest problematiske figur er dog en marineinfanterist af reserven, som på et kald fra Gud (jo, helt bogstaveligt!) drager til byen for ene mand at redde overlevende ud af ruinerne! Heltemodigt, bestemt!

Men uden at fortrække en skeptisk mine lader Stone altså Michael Shannon som denne frelsende engel i karseklip og kamouflagekluns inddrage Herren selv i det efterfølgende korstog: »De får brug for gode folk til at hævne det her«, mumler den sammenbidte kloning af Bond-filmenes ’Jaws’, og rulleteksterne tilføjer, at manden to gange har gjort tjeneste i Irakkrigen!

En dobbelt Spielberg, kunne man kalde det greb, hvormed Stone gør ’World Trade Center’ til national opbyggelseshistorie. Som i ’Schindlers liste’ får Stone os til at identificere os med de overlevende – her to Manhattan-politifolk – i stedet for de tusind navnløse døde. Og som i de sidste minutter af ’Saving Private Ryan’ leverer Stone bag om tragediens detaljer uden at blinke et forsvar for krigens humanitære berettigelse – her udtrykkeligt som Hævn.

11. september »mødte verden ondskaben«, siger filmens slaglinie (en del af verdens befolkning havde nu mødt den for længst!), men »to mænd mødte noget andet«: Katastrofen »fik det gode frem i USA«, siger Jimenos stemme nemlig ind over de rygende ruiner. Altså i form af heltenes offervilje, familiernes sammenhold, kærligheden som livsopholdelseskraft.

Et bolværk mod fanatismen? Måske. Gode værdier i hvert fald, ingen tvivl om det – modparten bekender sig til de samme! Men det afficerer ikke Stone, så da kameraet fra røgsøjlen over Manhattan i et digitaliseret sug zoomer helt ud til satellittens billede af kloden, mimer det nok et globalt syn på tragedien. Men kameraet er såmænd lige så enøjet som Bush, Blair og Fogh.

I stedet for ny politisk erkendelse har Stone altså denne gang sat al sin uomtvisteligt intense fortællekunst ind på en menneskeligt gribende og politisk stålsat opbyggelig hyldest til brandmænd og politifolk og deres ægtefæller som nationens sande helte. Halleluja, spring op og spænd bibelbæltet! Gud, præsident og fædreland må være rigtig fornøjede med den ny Oliver Stone.