Fransk er nemt nok: Høflighed hedder civilité, og sådan er det jo, om ikke hele vejen igennem, så dog et godt stykke vej.
Men civilité kan være for meget af det gode, hvis en skuespiller skal nå ind til lidenskaben i en skikkelse som Alceste i Molières 1666-komedie ’Misantropen’. Denne ’galdesyge elsker’, som undertitlen lyder, hader hykleri og falsk smiger så arrigt, at det har gjort ham hudløst ærlig, men også menneskefjendsk.
LÆS OGSÅ Moliére-opsætning gennemhuller vittigt 00'ernes bobleøkonomi
En rem af samme hud har i denne nutidige historie en aldrende karakterskuespiller, Serge Tanneur (spillet af Fabrice Luchini), der har søgt ensomheden på Île de Ré i væmmelse over hovedstadens falske teatermiljø – men måske også over selv at blive gammel?
Hans jævnaldrende, men nok så flotte kollega Gauthier Valence (Lambert Wilson) vil faktisk have Tanneur med i en teateropsætning af ’Misantropen’, men Valence vil godt nok helst selv spille titelrollen, for han er træt af sit indbringende og folkekære frikadelle-image fra en hospitals-soap i tv.
Det ender med, at depressive, men ærlige Tanneur og diplomatiske, men lidt for glatte Valence – han har »for megen civilité« til rollen, hævder den anden netop – prøver ideen af i fem dages læseprøver, hvor de fra dag til dag slår plat eller krone om titelrollen. Og øver replikker i Tanneurs faldefærdige hus eller på tur i landskabet på en cykel uden bremser med deraf følgende farceagtige ture i grøften.
Kort sagt: To godt og vel fuldmodne skuespillere spejler deres egen alderskrise og forfængelighed, vrissenhed og selvbedrag i Molières replikker.
Anmelderne: Fransk films gulddreng gør det igenSnart rivaliserer de desuden – men benægter det begge – om den fraskilte italienske skønhed Francesca (Maya Sansa), et no-nonsense modstykke til komedieklassikerens anderledes flirtende Célimène. En cykeltur med hende giver demonstrativt ekko af Truffauts ’Jules og Jim’.
For meget opstyltethed
Det er forståeligt, hvorfor Luchini og Le Guay (der sammen fik fortjent succes med ’Kvinderne på sjette sal’) er blevet glade for deres fælles idé: Franske skoleelever kan ’Misantropen’ bedre, end danske elever kender Holberg.
Og især Luchini – der p.t. er lige så populær i Frankrig, som Valencefiguren her i filmen er hos sit tv-publikum – veksler levende mellem vrissen kompromisløshed og korte, bevægende glimt af den ensomhed, der kan være prisen for mandlig stolthed.
LÆS OGSÅ Lun komedie er perfekt til det kolde efterår
Men for at ironisere over de to herrers selvbedrag og give dem et figurunivers at leve i er skitseagtige sidehistorier – bl.a. om deres hjælpsomhed over for en ung pige med skuespillerdrømme – indlagt som lange omsvøb om den silketynde handling.
Som dog giver rigelig tid til en uundgåelig overvejelse: Hvor konstrueret og koket kan man lave en film om det at spille film (/tv/teater), uden at navlebeskuelsen kammer over i slet skjult selvfedme på metierens vegne?
Fransk er nemt nok: Opstyltethed hedder affectation, og sådan er det lidt for meget af vejen.
fortsæt med at læse
