På den ene side er ’The Heat’ en uoriginal film, der følger en formel, man har set mange gange før.
To politifolk bliver tvunget til at samarbejde på tværs af forskellighed, akkurat som i ’48 timer’, ’Miami Vice’, ’Men in Black’ og et hav af lignende film.
På den anden side er ’The Heat’ måske den første af sin slags; en buddy cop comedy i mangel af genredefinition uden maskulint fortegn – bare uden tilstedeværelsen af testosteron.
De usjove kvinder
Det er nærmest revolutionerende, men temmelig meget i tråd med instruktør Paul Feig i øvrigt.
Han er manden, der nærmest ved et tilfælde er blevet Hollywoods største feminist, og som med filmen af samme navn startede den såkaldte ’Brudepiger’-effekt i kølvandet på en debatskabende artikel i Vanity Fair, hvor forfatteren Christopher Hitchens provokerende skrev, at kvinder er grundlæggende umorsomme.
Det modbeviste Feig og hele hans hyleskægge harem i ’Brudepiger’, ligesom Sandra Bullock og Melissa McCarthy her i ’The Heat’ med friskhed indtager et udpræget maskulint filmunivers og giver genren og dens konventioner en gang lak.
Faktisk er det netop de to kvinder, der overhovedet gør ’The Heat’ skæg – uden dem havde filmen været endnu en ligegyldig film i rækken af politifilm.
Modsætninger mødes
Sandra Bullock spiller Sarah Ashburn, en stræbsom og dygtig, men grundlæggende uelskelig enspænder af en FBI-agent, der bliver sendt fra New York til Boston for at få skovlen under en narkoring.
LÆS ANMELDELSE
Forfriskende kvindekomedie skider sig selv i brudekjolenMen for at løse opgaven – og gøre sig fortjent til en længe ventet forfremmelse – må hun samarbejde med den lokale politikvinde Shannon Mullins (McCarthy), der er Ashburns modsætning i alt undtagen én ting:
Også hun er hadet af alle sine (mandlige) kolleger.
Modsætninger, der mødes, er et af filmhistoriens ældste påfund, og de to modstandere skal selvfølgelig blive venner, men filmen er befriende uforudsigelig i måden, hvorpå det sker:
De to forandrer sig nemlig aldrig, men forbliver kontrastfyldte til den søde ende.
Bullock og McCarthy er billetprisen værd
Her slutter til gengæld uforudsigeligheden, og i mange henseender er ’The Heat’ en bare gennemsnitlig film.
Plottet er tyndt, der er unødvendig meget vold, og enkelte jokes trækkes udi det groteske, men alene spillet mellem Bullock og McCarthy er billetprisen værd.
Bullock giver stor troværdighed til rollen som den aggressivt arrogante og bedrevidende Ashburn, men det skæggeste ved filmen er McCarthys figur, der tydeligvis nyder Ashburns sociale akavethed, mens hun selv spyr verbale flammer ud over sine omgivelser og skider højt og flot på både høflighed og personlig hygiejne.
At det slår gnister mellem Bullock og McCarthy, er naturligvis også manuskriptforfatteren Katie Dippolds fortjeneste; hun står bla. bag den vittige tv-serie ’Parks and Recreation’, og det lykkes hende og Feig at få flere nuancer ud af McCarthy end i ’Brudepiger’, hvor hun indtog en voldsomt karikeret rolle a la Zach Galifianakis i ’Tømmermænd’-filmene.
I ’The Heat’ bliver hele hendes talent udfoldet, og hun forstår både at skabe fysisk komik og levere sart sødme og lynhurtige, knivskarpe jokes med en timing, der er uovertruffen.
Overbevisende spil
Filmen er helt og aldeles på hendes side, for det er den skæggeste side at være på, men det ville ikke forholde sig sådan uden Bullocks overbevisende spil som snerpet regelrytter.
»Make ’em laugh!«, sang Donald O’Connor i musicalen ’Singin’ in the Rain’ om det, der engang var mændenes job: komik.
Sådan er det ikke længere, og at ’The Heat’ tildeler endnu en bid af den filmiske grønsvære til kvinderne, gør den kun endnu elskeligere.
fortsæt med at læse
