Ærlighed varer længst, siger man, og mange har da også erfaret, at vejen til succes varer knap så længe med fifleri og bedrag.
Den kiksede komedie her vil gerne underbygge begge tankegange: Sandy Patterson er ærligheden selv, familiefar og bankmand i Denver, kedsommelighedens ukronede hovedstad.
LÆS OGSÅ
Men et hæmningsløst kvindemenneske i Florida stjæler hans navn, identitet, bankkonti osv. og trykker den af - indtil den stakkels ægte Sandy har både politi og inkassatorer på nakken.
For at bevare job og familie må bankmanden selv rejse til Florida, finde furien, slæbe hende hjem til Denver og få hende til at tilstå.
Genremæssigt miskmask
Som sagt, så gjort: Filmen vil også gerne være både familiekomedie, roadmovie og bidrag til den velkendte subgenre 'rejsekammerater mod deres vilje'. Resultatet er noget pinagtigt rod.
Afsættet er ellers ikke uinteressant: at stjæle en andens id er jo en smal sag i elektronikkens æra, modsat dengang en ung mand kunne vende hjem fra krig, udgive sig for sin faldne kammerat og overtage dennes arv og/eller kæreste.
LÆS OGSÅ
Nu ringer man til sit offer og udgiver sig for netbankens sikkerhedstjeneste, tilbyder gratis opdatering af brandmuren og skal bare lige 'krydstjekke' med de personlige oplysninger, som kun ofret kendte - indtil nu. Og så i gang med at lave plastikkort!
Stof til en kølig, hverdagsnær thriller - men det her vil med vold og magt være en komedie. Om hæderlighedsapostlen Sandy Patterson - »Samfundet fungerer ikke uden regler!« - og det totalt sociopatiske kvindemenneske 'Sandy Patterson', der hånligt svarer: »Og hvordan synes du så selv, det fungerer for dig?«.
Mangler kemi
Hun spilles af den overvægtige og kvikke standupper Melissa McCarthy, og han af den altid korrekte Jason Bateman - lidt i retning af Linda P og Lars Brygmann som makkerpar. For tempoets skyld forfølges de så desuden af to hold, for 'Sandy' har bl.a. brudt en kautionsløsladelse og snydt en narkohandler.
Usandsynlighederne står i kø ligesom i bedre komedier, men hverken med vilde biljagter, hendes motelsex med en lige så white trash-overvægtig fremmed (under fordomsfrihedens maske er det filmens mest fordomsfulde scene, og dét siger en del) eller ømfodsprøver med ufrivillig overnatning blandt slanger i det fri formår Seth Gordon at skabe en gnist af kemi mellem de to.
LÆS OGSÅ
Så trods postulater om begges ny selvindsigt bliver enden på komedien en fad cementering af udgangspunktet: nedladende 'forståelse' for den tykke, kriminelle og ynkelige kvinde og bekræftelse af velbjerget kernefamilieliv som den farlige verdens eneste trygge havn.
Surprise, surprise!
fortsæt med at læse
