The Book of Kells er et af de mest berømte eksempler på illustrerede manuskripter fra middelalderen.
Bogen, som rummer de fire testamenter, blev lavet i et kloster på den skotske ø Isle of Iona i det 8. århundrede, men blev efter et vikingeangreb i det efterfølgende århundrede flyttet til Kells i Irland.
Tomm Moore bruger historien som rammefortælling i sin tegnefilm ’Brendan og hemmelighedernes bog’ lavet af det keltiske trekløver Irland, Frankrig og Belgien.
Men ikke nok med det. Tomm Moore bruger de rigt illustrerede middelalderbibler og gamle keltiske mønstre og tegn som udgangspunkt for filmens helt usædvanlige visuelle stil.
Filmen er lidt lavt kørende på charme, og humoren er ikke meget bevendt. Men humor og charme er på den anden side, hvad man får øset op til randen i de fleste animationsfilm
’Brendan og hemmelighedernes bog’ er dermed blevet en tegnefilm, der ikke ligner de andre. Det er gennemført lavet, når også de tegnede ansigter synes at kigge ud af huller i fortidens illustrationer.
Den hellige rustning
Man skal lige vænne sig til det, for det stiliserede er også temmelig stift, og det samme er figurernes bevægelser. Som tegnefilm er ’Brendan og hemmelighedernes bog’ både gammeldags grænsende til det oldnordiske og meget smuk.
Det er en dramatisk fortælling.
Brendan er en drengemunk i den befæstede by Kells. Hans onkel abbed Cellach er desperat optaget af at få bygget en mur, som vil kunne holde de djævelske vikinger ude (og her blandt ofrenes efterkommere er der ingen formildende omstændigheder i skildringen af vore gævt hærgende forfædre!).
Da mesterilluminatoren broder Aidan på flugt fra vikingerne ankommer med det ufærdige mesterværk fra Iona under armen, opstår en konflikt.
Skal alle ressourcer bruges på at forstærke fæstningen, eller er den hellige bog nok så vigtig en borg?
Modsatrettede par
Denne og de andre konflikter mellem personerne er enkle, men ikke simple.
Da Brendan ’deserterer’ for at skaffe blæk til broder Aidan, får han i den omgivende farefulde natur hjælp fra elverpigen Aisling. Natur og kultur, det gode og det onde, krig og fred, pligt og fornøjelse, forsvar og fordybelse.
De modsatrettede par står i kø, men Tomm Moore formår alligevel at få en grundlæggende spænding etableret.
Filmen er lidt lavt kørende på charme, og humoren er ikke meget bevendt. Men humor og charme er på den anden side, hvad man får øset op til randen i de fleste animationsfilm.
’Brendan og hemmelighedernes bog’ tilbyder noget andet.
Et tilbud om magi og fordybelse i forhistoriens verden og først og fremmest et gennemarbejdet og gennemgribende smukt visuelt design.
fortsæt med at læse































