Familien Crood er en flok charmerende og gevaldigt upolerede (’crude’) stenaldermennesker et uvist sted i verden – eller rettere: flere steder.
De er nemlig på rejse ind i en ukendt fremtid, med noget forskellig attitude: Fatter hylder sin velprøvede overlevelsesregel »aldrig ikke være bange«, dvs. undgå det ny, for det er farligt. Datter ser det omvendt: nyt = chance.
LÆS OGSÅ Danske animationsfilm er ikke kun for børn
Hun hedder Eep og er rødhåret, robust og rastløs nok til ikke at fare hjem i hulen ved mødet med Guy, en spinkel, kvik ung mand, der selv kan lave ild og i øvrigt er fuld af innovation.
Måske er han Cro-Magnon og af familien neanderthal, det er ikke forklaret.
Film for hele familien
Mens kontinentalsoklen flækker under dem, så de golde bjerge kælver, og askepartiklerne fyger (fin 3D-virkning), fører Guy familien mod »morgendagen« – med flyvende skildpadder mellem den tropiske afgrunds lianer ligner stedet grangivelig ’Avatar’-planeten.
Der er lovlig meget larm, og stedvis står de velbegrundede indfald i vejen for historiens fremdrift i denne ’Flintstones møder Ice Age møder Hulebjørnens Klan møder Ronja Røverdatter’.
LÆS OGSÅ Næsehornsfilm i 3D er en genistreg af lunt børnenudansk
Men som i Chris Sanders’ forrige Dreamworks-film, ’Sådan træner du din drage’, er alt afleveret med gode danske stemmer, charmerende figurdesign og menneskevenligt vid med plads til eftertanke.
Generationsbøvl om konservativ tryghedssøgen eller fremtidsorienteret vovemod er da et tidløst samtaleemne for hele familien.
fortsæt med at læse


























