Skal vores børn tro på Mørkemanden – ham der gør drømme til mareridt?
Tja, hvis vi vil have de mindste til at tro på Julemanden, Påskeharen, Tandfeen og Sandmanden, så er ham den skumle fra skyggerne bag skabet heller ikke til at bortforklare.
Det er logikken i forfatteren og tegneren William Joyces ’børnemytologi’s indtil videre fem bøger og nu denne film. Som viser, at seriøse ambitioner ikke automatisk gør en børnetegnefilm både spændende og charmerende nok – når bogforlægget er lidt fortænkt og figurdesignet mere mystisk flot end hjerteligt.
Snebolde i 3D
DreamWorks har ellers sat alle sejl til animationen med fejende scener, hvor Sandmandens gyldne støvstriber fyldt med gode drømme kæmper mod Mørkemandens sorte dødningeheste med de lange mareridtsslør om at omslutte verden.
Og 3D er nu sjovt, når en susende snebold fra lærredet får hele biografsalen til at dukke sig.
Sne er der nok af, for vintermageren Jack Frost har en hovedrolle: Ligesom Mørkemanden vil han ikke længere ignoreres af alverdens børn, med fare for udslettelse.
Jack slutter sig til verdensordenens gode vogtere – en ’russisk’ Julemand, vrissen Påskehare, fjerklædt Tandfe og trind, gylden Sandmand med Manden i Månen som en slags mytisk overdommer.
Børn er vogterne
Kampen mod Mørkemanden synes tabt, meeen nu er det her jo en julefilm ... Med flashback til Jacks tragiske oprindelse er det hele nok gribende – men ikke nemt og slet ikke rundt og hjertevarmt.
De egentlige vogtere er jo alverdens børn, siger filmen, for uden barnetro ingen fantasifigurer. Så må en seks-syv-årig skeptiker tage det sure med det søde, mørket med lyset.
De gode drømmes lyssyn skal der kæmpes for, igen og igen. Ja, såmænd. Men når voksenlogik skal gøre ammestuehistorier rationelle, bliver resultatet nu let noget knirkende – og stadig lumsk skræmmende.
fortsæt med at læse
