Om dagen er Curtis en helt almindelig fyr med et helt almindeligt job og det helt almindelige problem, at han lever et liv med små penge og langt større bekymringer.
Om natten ser det mere drabeligt ud. Her gennemlever Curtis stadig mere rædselsvækkende mareridt om en monsterstorm i anmarch. Stormen bliver varslet af nattens syner af stære i sort sol, bidske hunde, brutale, desperate mennesker, tornadoer i flertal og en sælsom, stinkende regn af store, fede gule dråber vand så tykke som motorolie.
Da Curtis også begynder at høre og se torden ved højlys dag, påbegynder han en drastisk udvidelse af det lille, glemte tornadobeskyttelsesrum i familiens baghave.
Han bruger familiens surt sammensparede skillinger på gasmasker og dåsemad. Søvnløshed, anfald af panisk angst og en stadig mere irrationel og tilsyneladende ansvarsløs adfærd, får både Curtis og hans omgivelser til at mistænke ham for at lide af en hastigt eskalerende psykisk forstyrrelse. Men hvad nu hvis Curtis’ sælsomme syner ikke er en sygdom, men et smugkik ind i kommende dage?
Spændende med psykologisk substans
Det gale og det normale kan bytte plads, hvis situationen udvikler sig mere ekstremt end den sunde fornufts ønsketænkning dikterer. Så mens Curtis ser sig selv glide længere ind i en behandlingskrævende adfærd, fortsætter han ikke desto mindre ufortrødent med sine katastrofeberedskaber.
Er det tvangspræget adfærd eller et uomgængeligt diktat fra pligtfølelsen? Den unge amerikanske instruktør og manuskriptforfatter Jeff Nichols mestrer i sin blot anden film med suverænitet plottets dobbeltbogholderi. Den udviskede grænse mellem stresset fantasi og uoverskuelig virkelighed er et markant tema i disse års filmkunst, og ’Take Shelter’ er en af de mest interessante til dato.
Den er både spændende, voldsomt velspillet og glimtvis dybt bevægende, og så har den alt, hvad man kan ønske sig af psykologisk substans og relevans.
Spændingsmotoren er selvfølgelig spørgsmålet om, hvorvidt Curtis er bims eller profet, og hvad udfaldet vil indebære for den lille familie, der foruden Curtis består af hustruen Samantha og parrets lille, døve datter Hannah.
Hvem kan Curtis stole på?
Visualiseringen af Curtis’ drømme er så realistiske mareridt, at man uvilkårligt gisper med, når han vågner med et gennemsvedt spjæt. Det er, som om verden står foran sin ende. Naturen gør oprør og en mand, som om dagen passer sin dont og borer huller i jorden, kan om natten hverken stole på sin kone eller sin hund.
I virkeligheden er ’Take Shelter’ først og sidst et dramatisk camoufleret portræt af den moderne mand og de mekanismer, der får os til at lægge os med stress og angst på stribe.
Med den moderne faderrolle følger et stort og både konkret og diffust ansvar. Curtis er sig sin rolle bevidst og tager den på sig med al tænkelig alvor og gravitas. Curtis skal både tjene pengene og være i nærkontakt med sin lille datter. Han vil beskytte hende for enhver pris. Han (man og jeg) vil gøre alt for at passe på sine unger. Man prøver at bære alt og beskytte mod alle farer – virkelige såvel som indbildte.
Men i en verden, hvor det kræver solide skyklapper at komme igennem dagene uden at tænke for meget på klimakatastrofer, overbefolkning, pandemier, faldefærdige kreditforeningslån og økonomisk nedsmeltning, kan rollen som den store beskytter hurtigt give alvorlige sprækker og ridser i lakken. Et nyhedsindslag i tv om en gassky efter en eksplosion giver som så meget andet Curtis næring til de natlige fantasier og dagens vildtvoksende system af stadig mere groteske forholdsregler. Det er sådan den slags fungerer. Løsrevne stumper information føjer sig sammen til en tilsyneladende uangribelig logik.
Det gør det ikke nemmere for Curtis, at hans datter er blevet døv. Han skal lære tegnsprog, samtidig med han gransker himlen for tegn og undere. Der kredser en uudtalt skyldfølelse omkring Hannahs døvhed. Er der måske en feber, der ikke blev reageret på i tide? Eller føler man som forældre bare automatisk skyld, hvis noget er gået anderledes, end man drømte om?
Filmen er instruktørens triumf
Curtis er mildest talt ikke god til at tale ud om problemerne, men bag hans afværgemekanismer ligger også hans frygt for at ende som sin mor. Hun fik diagnosticeret paranoid skizofreni, da hun var midt i 30’erne. Den alder Curtis har nu. Så han besøger kun sin mor sjældent og vil helst glemme, at hun findes stuvet af vejen på et behandlingshjem.
Jo mere desperat Curtis prøver at løse sin ultimative opgave, at beskytte sin familie mod den kommende fare, desto mere angst og kaos spreder han om sig. Hvad enten stormen kun raser i hans hoved eller rent faktisk er på vej, bliver stormen og byggeriet af beskyttelsesrummet i baghaven velfungerende metaforer for beskyttertrangen og det kaos, som et sammenbrud stik imod alle intentioner kan sprede i en familie.
De visuelle effekter er effektive, men får aldrig lov til at tage overhånd og erobre hovedrollen. ’Take Shelter’ er hverken en katastrofefilm eller en fremtidsfantasi, men er et uortodoks drama om familien som arena for almindelige og mere usædvanlige udfordringer.
Michael Shannon, der fik sit gennembrud i ’Revolutionary Road’, spiller Curtis med al den nerve og præcision, man kan ønske sig, mens rollen som Samantha varetages med stor sikkerhed af den fremstormende Jessica Chastain. Men først og fremmest er filmen en triumf for Jeff Nichols, der for nylig imponerede i Cannes med sin tredje film ’Mud’.
I ’Take Shelter’ formår han den sjældne kunst at fortælle helt naturligt i et sammenhængende væv af psykologisk begrundede symboler. Døvhed, tegnsprog og beskyttelsesrum er blandt de mange ting, som helt naturligt får flere betydninger i fortællingen. Og så diskret, at man næsten ikke opdager det, placeres den amerikanske kristendoms optagethed af det apokalyptiske i tekstens margen som en mulig aktør i kulisserne i Curtis’ tragiske totalteater.
fortsæt med at læse
