Øjnene flakker, musikken pumper, og kameraet svæver og suser. Vi er helt klart på stoffer. Effekten af visuel narko pulserende i blikkets blodåre. Det er først og fremmest fornemmelsen af sus, der præger Ole Christian Madsens filmatisering af Jakob Ejersbos succesroman 'Nordkraft'. Bogens adskilte fortællinger fra et stofmiljø i Aalborg er i filmen blevet tættere knyttet sammen. Narkoens fødekæde skal sammen med jagten på kærligheden binde det dramatiske stof sammen i 'Nordkraft'. Men helt vil det ikke lykkes. Historien om den ulykkelige narkokurér Maria og hendes stadig mere udknaldede kæreste, pusheren Asger, bliver fortalt som en joke. Nedtur, men ikke værre, end vi kan grine ad den. Historien om Allan, der vansiret efter en ulykke på søen vender hjem til Aalborg, fast besluttet på ikke at falde tilbage i det kriminelle miljø, bliver en kontant skæbnefortælling. Næsten et actiondrama. Narkomanen Steso bliver mere portræt end historie, men ikke desto mindre filmens dramatiske tyngdepunkt. Fordi der er tale om en sammensat figur, og fordi Thure Lindhardts lysende talent hæver sig så højt over resten af skuespillerne. Ole Christian Madsen har valgt tre tonefald til de tre historier. Pusher-historien er domineret af syrerealisme. Allans action er gedigen realisme. Stesos opkørte nedtur hyperrealisme. På papiret et logisk æstetisk valg. Det har gjort 'Nordkraft' til en flot film at se på, men det viser sig at hæmme filmens mulighed for at fastholde et dramatisk engagement i personernes skæbne. 'Nordkraft' går målrettet efter et ungt publikum i sin hektiske skildring af provinsens rod- og rastløse ungdom. Forbilledet 'Trainspotting' lokker. Men fordi 'Nordkraft' rummer så forskellige fortællemåder, kan stilen ikke gennemføres konsekvent. Det samme problem står uløst hen i musikken. En syndflod af dansk musik i en alt andet end gennemskuelig babylonisk forvirring af genrer. Den forbrændte Allan bliver spillet dækkende og realistisk af Claus Riis Østergård. Andre figurer læner sig tungere op ad parodien. For små ti år siden var Niels Arden Oplev i Aalborg i beslægtet ærinde. 'Portland' var en smal og småhysterisk film fra byens betændte bagside. En klart mere amatøragtig produktion end 'Nordkraft'. Men holdt i en galdegul grynet farvetone og med et indædt lydspor fra lokalgruppen Sons of Cain var det en film med en langt klarere forestilling om sin identitet. Det er også nærliggende at sammenligne 'Nordkraft' med 'Pusher II', som er et langt mere fortættet drama, og en film, der tør løbe risikoen for at støde et stort publikum fra sig, hvis dét er, hvad historien kræver. Det gør 'Nordkraft' ikke. Den underholder med skæve skæbner og aparte optrin fra et hårdt miljø. Det gør den med stor professionalisme, en pågående miljøskildring og en smartness, som med lidt held vil gøre filmen til en kommerciel succes. Men rigtig nervekildrende bliver 'Nordkraft' kun, når Thure Lindhardt er på lærredet. Hans Steso er en figur, man ikke bliver træt af. En desperat beat-romantiker. Som junker narko, musik og litteratur med dødsforagt, ligesom han elsker og ærer sin Tilde med hudløs ærlighed. I Lindhardts detaljerige skikkelse er Steso følelsesmæssigt filmens dominerende figur. Men Allans er filmens centrale drama. Maria og hendes vaklen mellem grisetatovøren Asger og den irakiske Hossein eksotisk garniture. Denne fundamentale ubalance bliver aldrig løst. Derfor bliver 'Nordkraft' på trods af sit emne og sin vilje til at være hudløs paradoksalt nok snarere solid underholdning om tabere end en film, man for alvor brænder sig på.