Vellykket formel 1-drama er spændende langt ud over målstregen

Sammenbidt. Den østrigske kører Niki Lauda - spillet af Daniel Brühl, kendt fra bl.a. 'Goodbye, Lenin' - i et koncentreret øjeblik.
Sammenbidt. Den østrigske kører Niki Lauda - spillet af Daniel Brühl, kendt fra bl.a. 'Goodbye, Lenin' - i et koncentreret øjeblik.
Lyt til artiklen

Teknologien og aerodynamikken var den mest avancerede og motorsportsindustriens investeringer og fortjeneste de højeste nogensinde – men alligevel lignede kampen mellem de to på mange måder en duel mellem riddere til hest, i panser og plade.

Bare med 450 hestekræfter under sadlen og foden på speederen i stedet for stigbøjlen.

Sammenligningen er ikke min egen, men skyldes den ene af racerkørerne, James Hunt fra McLaren-holdet.

Som også præcist karakteriserede formel 1-raceren med de 450 hk som en »brandbombe på fire hjul«.

Men det blev hans rival, Niki Lauda fra Ferrari, der kom til at sidde næsten et minut i flammerne og derefter ligge timer på operationsbordet efter den mest dramatiske af deres mange dueller på banen.

Mere end bare fart
Ulykken indtraf 1. august 1976 på den vesttyske Nürburgring, så regnvåd, at Lauda havde foreslået løbet boykottet, mens Hunt – som var bagud – fik det gennemført.

Dét øjeblik er højde- og omdrejningspunktet i en film med et autentisk tidsbillede, glimrende skuespil, suverænt dygtigt kameraarbejde og klipning og instrueret med en sjælden og velsignet balance mellem simpel sund spænding omkring legen med døden – og så intelligent psykologisk iagttagelsesevne.

Ekspert guider til motorsportens kongeklasse

Derfor er ’Rush’ blevet meget mere end bare ’endnu en sportsfilm’ eller en slet skjult reklame for motorsport, og hvad titlen og stoffet ellers kunne friste til.

’Rush’ står jo ikke bare for ’farten’, men også ’suset’.

Kørerens afhængighed af den adrenalin-eksplosion, der udløses af kapløbet med 200-300 km i timen, få centimeter til modstanderens hjul – og en statistik på 2 dræbte af de 25 kørere hvert år.

Opgøret
Hunt og Laudas opgør om verdensmesterskabet i 1976 var lige så opreklameret som the rumble in the jungle to år tidligere, Foreman og Muhammad Alis sværvægtskamp i Kinshasa, Zaire.

Selv ikke 1970'ernes syre- eller æggehoveder som mig selv kunne undgå at opdage, hvad der foregik på Nürburgring det år.

Laudas ulykke var så spektakulær, at jeg femogtyve år senere måtte forbi og se Nürburgring med egne øjne, selv om ’Formule 1’ for mig ellers betød en kæde af skrabede plastikhoteller langs de solbeskinnede motorveje mod syd.

Nu er løbet så genskabt og ulykken filmet – med kameraer både i luften, i banebelægningen, på udstødningsrøret og inde ved Laudas defekte hjulophæng – i det rigtige sving på den tyske bane.

Dét kamerahold med Anthony Dod Mantle i spidsen sikrer sammen med en klipning så tæt som i den amerikanske marine filmen dens nervepirrende intensitet: Vi er der, og det går hurtigere, end vi kan overskue.

Giver spændingen dybde
Ron Howard kombinerer rutinen fra ’Da Vinci-mysteriet’ med intensiteten fra ’Apollo 13’ og ’Frost/Nixon’ og bevarer overblik over stort og småt, tempo og dvælen, så en pladespiller i closeup får lov at køre hele rillen ud med Bob Marleys og vores viden om, at begge kørere har haft »many rivers to cross«.

I’m not a crook Anmelderne er vilde med ny Nixon-film

Filmens første 40 minutter har bygget forhistorien, tidsbilledet og karaktererne op, og det giver spændingen dybde:

Som den 1970’er-langhårede britiske playboy James Hunt, der drikker, sniffer og boller lystigt rundt, men med en eftertanke lurende i blikket, har Chris Hemsworth (’Mighty Thor’ fra ’The Avengers’) sin mest udfordrende rolle og bedste præstation til dato.

For ham er dødsrisikoen et kick, good sport.

Som Lauda efter Hunts mening ødelægger, for den østrigske struggler er målrettet pernittengryn helt ned til racervognens sidste 100 gram overflødig vægt, professionelt nøgtern kalkulator af risiko og gevinst.

Rivalernes afhængighed

Totalt fascinerende er Daniel Brühl (’Goodbye, Lenin’ m.fl.) som denne stivstikker, der sågar ser sit gode ægteskab som en trussel mod den nødvendige dødsforagt: »Lykken er min fjende – nu har jeg noget at miste«.

Her står Aladdin over for Noureddin, den medfødt talentfulde livsnyder over for den kontrolfikserede slider.

Og selv efter ulykken og vansiringen af ansigtet har den sammenbidte Lauda sans for rivalernes gensidige afhængighed: En fjende kan være en velsignelse, for hvem skulle ellers få én til at præstere sit ypperste?

’Rush’ er en særdeles vellykket film om motorsport.

Men også om de menneskelige omkostninger, der tvinger os til at moderere den konkurrencetænkning, som så mange ellers ønsker vores hverdag domineret af.

Søren Vinterberg

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her