Det traditionsrige universitet i Guernon ligger isoleret i en fransk bjergegn. Der er tale om et gammelt elite-universitet, der under mottoet 'Mens sana in corpore sana' dyrker sjælens og kroppens mest krævende discipliner. Men en dag opdages liget af en ung mand dinglende fra en klippevæg. Det ligner et ritualmord. Hænderne er hugget af. Huden er ridset som en flæskesteg. Øjenæblerne er plukket ud. Den grufulde maltraktering har vel at mærke fundet sted, mens manden omhyggeligt er blevet holdt i live så længe som muligt. Tilkaldt bliver det franske udrykningspolitis specialstyrke, der noget overraskende viser sig at bestå af en enkelt mand. Kommisær Niemans. En rigtig nobody , der bag sit livstrætte udseende gemmer både handlekraft, angst for hunde og en dyb mistro til alle autoriteter. Lige præcis autoriteter er der nok af i det indspiste hierarki i Gueron, hvor universitetet i realiteten udgør et lille og lukket samfund i samfundet. Alle spor fører til den hæderkronede udklækningsanstalt, hvor elitens udvalgte børn trænes til samfundets topposter. Nogle hundrede kilometer derfra efterforsker en ung politimand en tilsyneladende banal sag i provinsbyen Sarzac. Den involverer gravskænderi, skinheads og en gammel hengemt sag om en trafikdræbt pige. Men også denne sag viser sig at have tråde tilbage til Gueron. Snart bliver der et umage par ud af den garvede Niemans og det unge brushoved Max. En tidligere småkriminel fra Paris, der har fundet afløb for sin overskudsenergi i politiet. Metoderne har han ikke lavet nævneværdigt om på. Så han er deporteret til Sarzac, hvor han betragtes som en parisersnude. De to outsidere får nok at lave. For flere lig dukker op og mystikken breder sig. Forbrydelsen overkill Mathieu Kassovitzgiver den hele armen i sin filmatisering af Jean-Christophe Grangés bestseller 'De Blodrøde Floder'. Det er en film, der har det hele. Faktisk har den alt for meget. Jean Reno og Vincent Cassel er ganske vist et uhyre karismatisk makkerpar som de to uortodokse strømere, men thrilleren de dominerer, er skabt af en instruktør, der med et brag er faldet for fristelsen til at begå forbrydelsen overkill. Det starter med kriblende maddiker i det døde menneskekød og fortsætter med gåder fra gletschernes dyb. Historien blander serial killer-stemning a la 'Seven' med fransk provinsrealisme og tydelig inspiration fra Peter Høegs 'Frøken Smilla'. Krydret med postkortsmukke bjerglandskaber, skalle-smækkende karatekamp, konspirationsteorier og i bogstaveligste forstand et lavineskred af umotiveret action. Døre er pr. definition noget, der bliver smækket op i hovedet på tilskueren og der bliver drevet grov rovdrift på brugen af skummel musik. Samtidig er de lokale politimænd dumme panserbasser undsluppet fra en folkekomedie, mens studinerne snarere ligner fotomodeller undsluppet fra en catwalk. 'De Blodrøde Floder' er således en flot film for den, der bare virkelig har lyst til at mæske sig. Filmen foregår så at sige i en vild og lækker forvirring. Men det er nu ærgerligt, at manden bag den fremragende 'Hadet' bliver hængende i en lige så glinsende som ujævn overflade. Foretrækker man den stilsikre thriller med sammenhæng i logik og atmosfære er Kassovitz' film kun en tom kaloriebombe. Kun mødet mellem Jean Reno og Vincent Cassel er for alvor mindeværdigt. Spillet mellem den garvede og den grønne, mellem to markerede ansigters fysiognomi, er klart det bedste ved 'De Blodrøde Floder'.