I løbet af et par juniuger i 2005 tømmer Halfdan Rasmussens børn, Iben og Tom Nagel Rasmussen, deres fars hus i Saunte i Nordsjælland. Der er gået hele tre år, siden Halfdan Rasmussen døde, men når kameraet under to debuterende halvamatørers instruktion filmer huset, kan man se noget af alt det Halfdan, det stadig indeholder. Billederne hænger tæt på væggene. Der er stadig sokker i skufferne. Og reolerne bugner af bøger samlet igennem et helt liv, der begyndte i januar 1915 i moderens trange lejlighed og rulleforretning på Christianshavn. Mens børnene tømmer boligen for ting, myldrer minderne frem. Med huset i Saunte som filmens nutidsscene og med Halfdan Rasmussens livsforløb som kronologisk bane fortælles der om mennesket bag en bog, de fleste danskere kender. Den legende 'Halfdans ABC' lærer generation efter generation at holde af alfabetet. »Ane lagde anemoner i kanonen på Trekroner« må være et af landets mest kendte rim. Børn og andre folk kunne godt og burde nok gå rundt i gaderne og citere højt fra 'Halfdans ABC'. I filmen gør de det, fordi tilrettelæggerne, Jonas Poher Rasmussen (Halfdan Rasmussens barnebarn) og Carlo H. E. Agostoni, beder dem om det, og de indslag fungerer fint som demonstration af den afdøde forfatters betydning. Andet er mindre godt. Litteraturkritiker Lars Bukdahls begejstrede speedsnak om Halfdan Rasmussen er irriterende manieret. Et par af nutidens rimsmede rapper længere tid end nødvendigt, og et teknisk vidunder er 'Noget om Halfdan' ikke. Men i takt med at huset mister sine ting, lykkes det at fortælle noget andet om Halfdan end bare det med de fantastiske fjollerim og tosserierne for voksne. 'Noget om Halfdan' handler ikke kun om digteren. Filmen er også børnenes lige dele kærlige og ærlige erindringer om en far og en mor (forfatterinden Ester Nagel), der ikke måtte forstyrres, når de klaprede på skrivemaskiner. Var man nødt til at forstyrre, tålte kun moderen at blive afbrudt. Interessant nok var det dog i høj grad børnene, der lærte Halfdan Rasmussen at lege med rim. Med i filmen er også vennerne Klaus Rifbjergs, Erik Stinus', Johannes Møllehaves, Ib Spang Olsens og Benny Andersens eftertanker om den politisk og kulturelt engagerede Rasmussen, der var vældig glad for flere damer end Ester. Det kom der f.eks. et tredje barn, en skilsmisse og en bitter ekskone ud af. Og så viser filmen for første gang, hvad smalfilmsentusiasten Halfdan Rasmussen selv kunne med et kamera. 'Noget om Halfdan' rummer lidt af det hele. Og er den ikke fuldendt, er den i hvert fald en livlig visning af alt det andet og knap så kendte, Halfdan Rasmussen også var.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hun frasagde sig en gigantisk arv, men har skabt sin egen form for rigdom
-
Uhyggelig tur på Oslo-færgen inspirerede hende
-
Der ulmer en bekymring i Radikale Venstres bagland: »Så risikerer vi, at regeringen kollapser«
-
Joachim B. Olsens dumme kommentar fik Politiken-læser til at bruge cykelhjelm efter 46 år
-
Nu forstår jeg endnu bedre den tonstunge skam, som Mathilde Arcel skulle bære på
-
Analytiker: »Forholdet mellem USA og Danmark er forværret, og aftalen vil ikke nødvendigvis genoprette det«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Klumme af Kim Skotte
Klumme af Noa Redington
interview
Debatindlæg af Sune Gylling Æbelø